Dato: 8. januar 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

82. Til Jonas Collin. Rom den 8 Januar 1841

Min kjære Fader!

I forgaars, den 6te Januar, begyndte jeg paa et Brev til Dem, for saa meget jeg kunde, dog at underholde mig med Dem den Dag der er os af saa megen Betydning ret i mit Hjerte bad jeg til Gud for Dem og for os Alle, som hænger fast ved Dem. Imidlertid, ved nu at gjennemlæse det Skrevne fandt jeg det saa veemodigt, at jeg har revet det itu og begynder et nyt Brev. Jeg var febersyg da jeg skrev hiint Brev, nu har imidlertid mit Befindende taget en bestemtere Characteer og det er altid noget! Veiret her har i de sidste Dage været en evig Skylregn og en slappende Scirocco, jeg vilde benytte Tiden aligevel, gik ud og paadrog mig en stærk Forkjø­lelse; det er nu Halspine og en Gigt i Tænderne, som jeg aldrig har prøvet den; i mit Værelse, hvor der er Steengulv og Træk, som i alle Huse her i Rom, bliver det ikke saa let bedre. I Nat var det en Nat for mig, som jeg aldrig har oplevet den I En saadan Tandpine kan næsten gjøre vanvittig; først i Dagningen sov jeg en Smule; stod op henad Formiddagen og søgte.hen i Caffe græco, da Posten i to Dage, formedelst Snee i Bjergene, er ude­blevet, jeg kom der hen og fik Deres Brev. Aldrig ere mine Drømme om Natten saaledes truffet ind, som denne Gang; jeg var forberedt paa det, aner maaskee jeg er saa udpiint af Tandsmerte at jeg med megen Rolighed har læst Deres Brev. Tak fordi De skrev strax! jegvil her sende et Par Ord med til Mad: Holst, vil De slaae en Convolut derom og sende hende dem; beed Eduard takke Hartmann og sige ham at jeg meget snart skal skrive ham selv til. Det bedrøver mig meest at han igjen har spildt en smuk Musik paa et forkasteligt Arbeide, jeg kan kun love ham at jeg aldrig skal give ham ny Anledning. Vil De sige Ryge, Regisseurerne og hvem De tilfæl­digviis træffer paa, og som har taget sig af mit Stykke, en hjertelig Tak fra mig. - De skriver ikke hvor mange Piber der har været! siig mig det kun, dog det fortæller vel Eduard mig. Hvad jeg ved et uheldigt Forsøg taber hos dem der hjemme veed jeg! - Heiberg har altsaa været klartseende, jeg er det desværre ikke, uden maaskee i eet -min Fremtid! ­Omtrent i disse Dage maa De have faaet et Brev jeg skrev fra Rom den 22 December, netop samme Dato, da De skrev Deres; jeg hørte da af Adam Müller at Maurerpigen ei var opført og jeg sendte da i Deres Brev en Ansøgning til Kongen, et gunstigt Resultat af denne er altsaa nu min eneste Tilflugt, thi Honoraret for Stykket, der rimeligviis ingen Afsætning har i Boghandelen, gaaer ganske til at dække min Skrædderregning, som De jo har betalt. Hvad jeg tidligere har skrevet til Dem om, Mueligheden at erholde, gjennem Fondet, fra Kongen 300 Species, lægger jeg Dem nu doppelt paa Hjertet, uagtet naar jeg ikke ved denne Hjælp og fra mit Stykke kunde faae 400 Species kan jeg ikke begynde den Reise, hvorfor jeg er her i Rom, at gaae til Grækenland og Constantinopel; - et stort aandeligt Udbytte havde jeg ventet af denne Reise, men rimeligviis maa den ganske opgives; dog Noget faaer jeg da sandsynligviis, men dette Noget, det høieste, kan og vil De see at bringe mig dette paa et Creditiv, som jeg kan erholde her i Rom før den 22 Februar, thi efter dette maa jeg da lægge min Reise-Plan, hvorledes jeg skal lægge Veien hjem. Den 23 Februar er jeg alt paa Veien til Nea pel, thi da er Alt dødsstille i Rom, faaer jeg intet Creditiv, da bliver jeg kun 14 Dage i Neapel og reiser til Søes til een af de nordlige italienske Havne og er da - snart i Danmark! - Jeg veed en Deel derhjemme, der ville more sig over denne Reise til- Græ­kenland! - Et Brev er over 17 Dage om Reisen her til og er der nu Iis i Beltet og senere Snee paa Alperne kan Tiden være længer, derfor skriv saa snart De kan efter at have faaet dette Brev og send mig det Høieste der kan saa snart bringes til Veie, dog uden at jeg siden kommer i stor Gjæld. - Glem ikke at sige mig om det Brev jeg ved min Afreise efterlod til Fru Heiberg om hun aldrig har talt til Dem om det. Hils Deres Kone, her følger et Par Ord med til hende og ligeledes til Theodor, jeg har, som De vil see skrevet disse Breve tidligere. Jonna vil jeg skrive til naar jeg er mere rask; dog bestemt skal hun have Brev i det allerførste der kommer, rimeligviis til Eduard. Hils Ingeborg og Louise; den sidste sendte jeg et lille Digt fra Mantua, mon hun har faaet det. Hils Drevsen og Børnene deroppe. - Fra Holst hører jeg Intet; han har nu været to Maaneder i München, kan altsaa kun give Rom een Maaned, vil han ikke efter at have været i Neapel vende tilbage og blive her længer. Mig er Rom ingen god By; sidste Gang jeg var her fik jeg netop paa denne Tid Underretning om min Moders Død og et andet Brev der gjorte mig mismodig den hele Tid her. Nu Sygdom og mit Stykkes Udpibning! Tilgiv mig hvad Sorger jeg har bragt Dem og Deres! Lev vel !

Deres sønlig hengivne

H. C. Andersen.

Rom den 9.Januar. 1841.

Hvad det forventede Creditiv angaaer, noget maa jeg have! da beder jeg, at er Creditivet under 200 Species, da skal det lyde paa Livorno, Triest, Vien og Paris. Er derimod det Umuelige mueligt og jeg faaer over 200 Species, vil De da lade tilføie Athen, men, som sagt lad mig endelig faae Brev dermed før 22 Februar, thi ellers maae jeg med de Penge jeg har efter et kort Ophold forlade Neapel og kan ei engang tænke paa Sicilien. Lev vel min eiegode kjære Fader! hils dem Alle; glem ei Louise og Lind, Deres trofaste

Andersen.

E.S. Bruuns ere komne fra Neapel!

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen