The Hans Christian Andersen Center

Dato: 1. januar 1841
Fra: Edvard Collin, Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

115. fra E. og Henriette Collin

Kjbenhavn d. 1ste Januar 1841217

Kjre Ven! Jeg vil begynde Aaretmed at skrive til Dem N[u vilde jeg nok] have den Fornielse at skrive Dem noget ret gldeligt til, men at dette [ikke kan skee] i Anledning af Maurerpigen, veed De allerede af Faders Bre. Jeg har [opsat det forat] jeg kunde meddele Dem det oekonomiske Resultat, og det kan jeg desvrre [allerede nu,] da Stykket, efter at vre opfrt tre Gange, neppe vil gaae tiere, idet min[dste er det be]stemt at henlgges. Indtgten har vret, foruden af Abonnementet, H[uset en Gang, de] to andre Gange c. 130 hver Gang; Resultatet vil blive,- hvis der ikke [er taget Hen]syn til den Omstndighed, at Stykket ikke varede fulde 5 halve T[imer, at Deres] Andeel bliveromtrent 300 Rdlr. - Skulde jeg nu nrmere udvikle D[em Grunden til] Stykkets Skjebne, da vilde det stte mig i Forlegenhed, thi jeg kan ikke [finde den i at] det ikke er godt, eller blev slet udfrt, eller at Publicum var pa[rtisk imod] Dem; thi intet heraf er Tilfldet. Det tog sig ikke ud det er det [Indtryk, som] vi alle have deraf. Vi vare, som De vel kan vide, alle paa T[heatret den fr]ste Aften, men jeg - jeg vil kun tale om mig selv - havde mangen ubehag[elig] Flelse derved, og isr den: at Effectstederne i Stykket ingen Effect gjorde. Scenen med de afbrudte Samtaler ved Dandsen, hvor ellers Musiken var nydelig, var nsten latterlig arrangeret, man opholdt sig over de mange Processioner, de forunderligt hyppige Sceneforandringer, og fremfor Alle tog Niama sig ikke ud; Jfr. Ryge var intet andet, end et stort velkldt Fruentimmer - med Buxer paa, og som i sit Ydre lidet harmonerede med det - tilgiv mig - overspndte Sprog hun frer. Hansen junior gjorde ingen synderlig Skade. Holst og Ryge vare akkurat so[m sd]vanlig; men Madam Holst kan jeg ikke noksom rose. Hun gav Rafaella [noget] af det, som hun mangler, nemlig qvindelig Flelse, uden at skade hendes Ene[rgi] og hun gjorde saaledes Characteren mere naturlig; hendes Udfrelse [blev meget paa-]skjnnet, isr i Scenen i Hytten, fr og medens Kongen af Cordova [var der. Men den] vigtigste Aarsag til at Stykket ikke tog sig ud, er formeentlig [de dde Steder,] som de kalder det ved Theatret, nemlig lange og brede Discu[ssioner uden] Point eller Handling; som et saadant veed jeg nu kun at nv[ne et srligt] paafaldende, nemlig Scenen, hvor Maurerkongen og Niama ere hos [Rafaella,] og hvor Niamas Reflexioner isr fandt lidet Behag. Men vist o[g sandt har De Uret] [naar De skri]ver, at det theaterbesgende Publicum har vret partisk imod Dem; thi [selv om det je]nsynligen ikke fngslede Interessen, lde dog ingen Mishagsyttringer, [men flere Gange] Bifald. Frend jeg forlader dette lidet behagelige mne maa jeg endnu [dog her gjre D]em opmrksom paa, at Mad. Holst vel fortjener et Par venlige Ord fra [Dem i Anlednin]g af hendes fortrffelige Udfrelse, hvadenten De vil skrive til hende selv, [eller lgge en] Anden Ordene i Munden. - Med Hensyn til Afstningen af det [i Bogladerne] kan jeg ikke sige Dem noget endnu, men det gaaer vist kun jevnt. At [Bladene ikke] have bedmt Stykket, og Dem i Anledning af Deres Fortale, skaansomt, vilde [vre urimeligt] af mig at skjule, da De vel kan vide det af det Foregaaende, men Recen[sionerne skul]le ikke udmrke sig ved noget synderligt kritisk Vrd, med Undta[gelse af F]drelandet, som dog lader Dem vederfares endeel Retfrdighed. Dersom [De forvrigt] troer, at Maurerpigens daarlige Reusseren har efterladt noget blivende [Indtryk i Dere]s Disfaveur, saa tager De feil, thi det er allerede glemt; en anden betydelig [litterair] Erscheinung har optaget Pladsen, nemlig Heibergs nye Digte, et i sin Genre og ved sin udmrkede Form meget mrkeligt Product. - Efter Deres Anmodning har jeg strax skrevet til Intendanten ved Theatret i Mnchen angaaende saavel Ravnen som Maurerpigen, hvorhos jeg har sendt ham Musiken til den Frste, og om den Sidste sagt ham, at Abrahams alt er ifrd med Oversttelsen, hvilket ogsaa er sandt. Jeg maa dog ikke glemme at sige Dem, at Thiele syntes godt om Maurerpigen. Dersom den nu godt udrustet og oversat kunde komme paa Theatret i Mnchen og gjre Lykke der, da skulde det rigtignok more mig betydeligt. - Hos os [so]m og i Familien er Alt, Gud vre lovet, ved det Gamle; at vi ofte savne Dem, kan De vel vide, saavist som jeg veed, at De, med al Deres Higen efter Ud[landet] og Lyst til at flakke om, ofte savner os. Min sde Vulle taler ofte [til os om Dem] og veed at det er en Belnning for udmrket Artighed, naar hun faaer [Lov til at see] Andersens Billedbog. Ogsaa den lille Louise kan huske Deres [Navn. - Den m]rkeste Side vi for Tiden have, er Moders aftagende Syn. Dog vi haabe [alle endnu sta]dig, at det ikke har noget srdeles at betyde. - Lev nu vel, kjre Ven, [lad os nu snart] hre fra Dem, at De har det godt og ikke er afskrkket fra at sge nye Laur[br, skjndt Ma]urerpigen ingen bragte Dem.

Deres

Edvard.

Kjre Andersen

Edvard har efter min Anmodning gjemt en Side i sit Brev til mig og jeg vil benytte den til at tale lidt med Dem om det som naturligvis maae opfylde Dem meest. At ogsaa jeg var til Maurepigen den frste Aften kan De vel vide og jeg er temmelig overbevist om at ingen havde den Forni[else deraf] som jeg der kjndte det saa nie og for hvem ingen [af dets] enkelte Skjnheder kunde gaae tabt. At Md Holst [var fuldkom]men i sin Rolles Udfrelse veed De jo Alt, og det er [sikkert nok] rigtig naar en Recencent i den Berlingske Tide[nde mener at] De ikke kunde have givet Rollen i bedre Hnder [end hendes; det] var et Feilgreb da De troede at have skrevet den f[or Frue Heiberg;] til den samme Overbevisning maae vist enhver komme [der har] seet Stykket og som ikke er aldeles forblindet218 af Frue Heiberg. - Med arangementet af det Hele troer jeg vist at De havde vret tilfreds, Decorationerne vare i Sandhed flimrende, man kunde kun indvnde at der var for mange, thi den hyppige Scene Forandring bragte en Uroe der vist skadede Stykket meget og gjorde at man bestandig savnede den ledende Traad. Phisters Drikkevise gjorde overordenlig Lykke og De kan heller ikke tnke Dem en ypperligere Udfrelse. Naar Edvard siger at Hansen ingen synderlig Skade gjorde synes mig dette Udtryk lidt ubilligt, thi naar jeg undtager den gene han og Publicum har af hans Organ forekom han mig bedre end jeg nogensinde fr har seet ham. Dersom nogen skal siges at have gjordt Skade maa det vre Jf: Ryge som ved sit altfor materielle Ydre og sit gyselig kjbenhavnske Ansigt ikke med sine bedste Bestrbelser kunde faae nogen Liighed med en maurisk Prindsesse, - et vist moderne Sving gjorde heller ingen god Virkning. Hendes Ak paa Bjerget er min Tanke, sagde hun med Flelse og Smag og blev ogsaa applauderet. Holst spillede smukt og kongeligt, og Kragh udfrte sin Rolle med megen Kraft og Anstand. Ryge forekom mig mat og til den franske Prindsesse havde man valgt en Jf: Fabritzius som aldeles intet havde tilflleds med Md Holst og som derfor forstyrrede Illusionen. Scenen i Hytten med Raffaella og Kongen blev strkt applauderet ligesom ogsaa Kongens monolog. -

Nu har jeg fyldt Siden kjre Andersen og har jeg trttet Dem med min ringe Mening saa tilgiv mig hvis ikke saa lad mig ved Leilighed see et Par Ord fra Dem. Jeg tnker ofte paa Dem og savner Dem meget.

[I Margen: ] Dersom jeg vilde nvne for Dem Alle de Mennesker som have bedet mig sende Dem tusinde Hilsener blev jeg aldrig frdig, jeg vil kun sige Dem at Vulle sidder ved Siden af mig og siger at hun vil flge med Postbudet ud til Dem. Hun sidder og pakker et lille Stykke Chocoladekage ind i en heel Avis, det skal nemlig gjemmes til Dem.

Deres

Jette Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost