The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. oktober 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Louise Melchior
Sprog: dansk.

"Rolighed" den 22 October 1871

Kre Frken Louise!

Ja endnu idag er jeg paa "Rolighed", tnk Dem hvor lang Tid, men imorgen, om Gud vil, tager jeg da ind til min nye Bopl i Nyhavn No 18; hvorfor jeg ikke, efter den seneste Bestemmelse flyttede ind i forrige Uge, Dagen efter Deres Faders gldelige Ankomst, ligger i, at jeg da blev angrebet af en meget strk Forkjlelse, forenet med Tandpine og Hovedpine. Deres Forldre, der ere saa kjrlige og deeltagende i Alt hvad mig angaar, vilde ikke at jeg tog afsted og jeg er blevet og i god Bedring, saa at jeg imorgen, som sagt, kan tage til Byen. Hgg havde vi Alle vret lidt urolige for, da hans frste og eneste Brev fra Berlin meldte, at han var syg; Deres Moder skrev ham to Gange, jeg een Gang, der kom intet Svar, endelig telegrapherede Deres Fader igaar til ham og fik Svar at han befandt sig temmelig vel: med Posten kom dertil iaftes et Brev skrevet to Dage tidligere, der fortalte, at han havde vret ude til Middag og Aften, var blevet modtaget af Joachim, havde hrt Operaen "Africanerinden", og om jeg husker ret, faaet en Friplads i Theatret. Veiret her hjemme er usdvanligt mildt og smukt; Lvet saa farvesprngt som om Trerne stode med Oranger og rdmossede bler; Stokroserne nede i Haven leverer daglig Blomster til Damernes Haarpynt, som vare det sommerlige Roser. - Men hvad er vor Natur-Herlighed mod den om Dem. Torqay skal jo ligge deiligt; Deres Fader fortller derom og det blinker ogsaa ud af Deres Breve. Imorgen begynder altsaa Carl sin Skolegang! gid han maa trives i den og fle sig glad; hans tidligere Breve vare alle saa livfulde, saa fornielige! Ogsaa mig har han gldet med Brev, ligesom De selv og Anna have gjort det, om ikke lnge skulle de to hre fra mig; i Dag er De den der maa tyde mine Runer. At Kongen af Sverrig-Norge har decoreret mig med St. Olaf-Ordenens (overstreget: Storkors) Commandeurkors, har jeg vel selv, eller Deres Moder tidligere meddelt Dem. Poul har i flere Dage vret her paa "Rolighed" og var meget sd. Alt hvad jeg fortalte ham, loe han af og isr var han fyldt af Historien om Prindsessen paa rten. Han fortalte sin Bedstemoder en Morgen, at han hele Natten havde ligget paa en rt, at den var saa haard og at den var sprunget op i Vgtskaalen under Loftet. (Han mente dermed Lampen, som hnger under Loftet i Sovevrelset.) Bille er endnu ikke kommet hjem fra Italien, Fru Bille see vi kun sjldent, William Bloch aldrig, han er nok nu hjemme hos Forldrene i Pleie, da hans ine have lidt meget ved Stv og Luft under Exercissen. For dog at lgge lidt Poesi ind i Brevet her, vil jeg slutte med at afskrive en lille Historie jeg har skrevet og som er den allerseeneste.

Sang til Dukkerne.

"Ja, det er nu en Vise for meget smaa Brn!" sagde Tante Malle "Jeg kan med bedste Villie ikke flge med!"

Men lille Amalie kunde det; hun var kun tre Aar, legede med Dukker og opdrog disse til at blive ligesaa kloge, som Tante Malle.

Der kom en Student i Huset; han lste Lectier med Broderen; han talte saa meget til den lille Amalie og til hendes Dukker, ganske anderledes end alle de Andre; det var saa morsomt fandt den Lille, og dog sagde Tante Malle, at han slet ikke forstod at omgaaes Brn, de smaa Hoveder kunde umuligt bre den snak. Lille Amalie kunde det, ja lrte en ogsaa udenad af Studenten en heel Vise han havde digtet: "dandse dandse Dukke min!" og hun sang den for sine tre Dukker, de to vare nye, den Ene Frken, den Anden et Mandfolk, men den tredie Dukke var gammel og heed Lise. Her er Visen:

"Dandse, dandse Dukke min!

Nei, hvor Frkenen er fiin.

Cavaleren ligesaa,

Buxer hvide, Kjole blaa!

Ligtorn paa den store Taa!

Han er fiin og hun er fiin,

Dandse, dandse Dukke min!

#

Her er gamle Lisemoer

Hun er Dukke fra ifjor,

Haaret nyt, det er af Hr,

Panden vasket er med Smr;

Hun er ganske ung igjen,

Kom Du med min gamle Ven!

I skal dandse alle tre!

Det er Penge vrd at see,

#

Dandse, dandse Dukke min

Gjr de rette Dandse-Trin;

Foden udad, hold Dig rank,

Saa er Du saa sd og slank.

Neie, dreie, snurre rundt,

Det er overmaade sundt,

Det er nydeligt at see.

I er sde alle tre!"

#

Og Dukkerne forstode Visen, lille Amalie forstod den, Studenten forstod den, han havde selv digtet den og sagde, at den var udmrket! Kun Tante Malle forstod den ikke, hun var kommet over Barnlighedens Plankevrk, "Pjankevrk!" sagde hun, men det var ikke lille Amalie , hun synger Visen; fra hende have vi den!

Ja, kjre Frken Louise, her har De, Anna og Carl, Historien, som en lille Oplsning hjemme fra Havestuen, hvor Mama altid har deiligt pyntet med Blomster og hvor vi, srligt i den Anna-Kjellerupske Tid lste hit, Shakespears Kymbeline, Stormen og Richard den Tredie; ikke at tale om rsteds "Aanden i Naturen." - I Dag er det Sndag, den sidste jeg her iaar er Medbeboer af "Rolighed", vi have i Kakkelovnen, en fugtig taaget Luft ligger over Sen, jeg kan nppe see Trekroner; Vandet drypper fra de vaade Hyben og rde Br paa Trerne. Nylig saa jeg Thea ude paa Gangen ligge paa Kn og lse i en Skrivebog, den indeholdt hendes egne nedskrevne Tanker, jeg sagde hende, at det var Selvtilbedelse at knle for sine egne Tanker. Emil har skrantet i to Dage, han er flink igjen med rde Kinder.- Imorgen besge nok Deres Forldre og Harriet Theatret til Brama og Bayadere. Ja, at skrive Breve som dette er meget let, men tungere for den som skal lse disse. See imidlertid paa den gode Villie, hils Anna, Carl og den gamle Herre som frte hende over i Haven og vr velstemt mod Deres hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad