The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. april 1870
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Buffarek den 17de April 1870.

Min kjere Etatsraad Andersen!

Et lille ieblik som vort Reiseselskab benytter til at holde Hvile, for at samle Krfter til en Tour i Aften, veed jeg ikke at finde bedre Anvendelse for end at underholde mig lidt med Dem og fortlle Dem lidt om vort Liv og Frd, siden De senest hrte fra mig. Frst og fremmest vil jeg besvare Deres kjere Brev, hvormed jeg srdeles gldede mig, da det var saa udfrligt og jeg deraf seer at De havde tilbragt Deres 2den April, iblandt kjere gode Venner og at et rigt Antal af Disse havde opsgt Dem i Deres Hjem paa Hibroplads, der jeg den Dag med hele min Tanke usynlig var tilstede og i Forening med de mange andre Gjester af Hjertet nskede Dem al mulig Lykke og Velsignelse. Kun var jeg bedrvet over at Festen skulde blive forstyrret af den slemme Tandpine, det var ret uheldigt; men nu haaber jeg at al Ildebefindende maa vre forsvunden, saa at De med Fornielse kan nyde det kommende Foraar. Det er herligt at De har vret oplagt til at skrive og glder jeg mig srdeles til at lse Deres nye Historier. De har ikke fortalt mig at De har skrevet en De kalder Lysene, jeg veed det kun af den "Profit" Hedt har havt af den. De vil allerede for nogen Tid siden have modtaget min Mands Brev og alt deraf have havt Besvarelse paa Deres Foresprgsel med Hensyn til Deres Ophold paa Hibroplads. De kan rimeligviis ... [stningen uafsluttet, brevet fortstter med nedenstende brev af 21/4].

Torsdag den 21de April

Mustapha superieur

For at De kan see, kjere Andersen at De har vret i min Tanke, lader jeg Begyndelsen staa, jeg er bleven afbrudt og veed ikke mere hvad jeg vilde have sagt i min sidste Stning. Jeg har saa meget at takke for, at jeg ikke veed hvormed jeg skal begynde; for de nydelige Udklipninger, for de venlige Hilsener i min Mands Brev og endelig for den sidste Overraskelse, Deres kjere Skrivelse af 16de, som jeg i dette ieblik har modtaget; Fru Marryat forlod mig netop da Postbudet kom og ilede jeg med at gjennemlse det. Det er jo ret uhyggeligt med den vedvarende Tandpine; troer De ogsaa at Foss rigtig forstaar sin Sag; jeg vil raade Dem til, dersom det ikke bliver bedre at gaae til Jansen i Gothersgade; thi jeg synes i Grunden at De bestandig har vret misforniet med Foss's Arbeide; muligen er alt nu vel ved Modtagelsen af disse Linier og De er bleven vant til at bre den kjedelige men uundvrlige Byrde, det vil jeg ret inderlig nske og haabe. Jeg kan godt forstaa at det maa forekomme Dem trist og stille i det store Huus, hvor det dog vilde vre anderledes dersom De var fri for Smerter, men det bidrager saa meget til at nedstemme Sindet og man seer, naar man er lidende alt fra en mrk og alvorlig Side; dog Gud v. l. at det kun er noget Forbigaaende og synes jeg at De har al mulig Grund til at vre Forsynet taknemmelig for det ypperlige Helbred, som De tiltrods for jevnlige smaa Plager er i Besiddelse af. Med Hensyn til vor Afreise have vi endnu ei taget nogen Bestemmelse, dog forelbigen have vi talt om at reise herfra omtrent den 8de Mai og gaae vi frst til Cannes, og der haaber jeg at vi kunde tage en Bestemmelse for Annas Sommer Ophold; det vil blive med tungt Hjerte at jeg vil forlade hende, jeg kan ikke ret tnke derpaa, men paa den anden Side, vilde jeg under ingen Omstndighed lade min Mand blive ene i Sommer og de kjere Brn hjemme lnges jeg nu ogsaa efter og saa de kjere Venner; ja kjere Andersen det vil blive en stor Glde at gjensees; man vil gjensidigen have saa meget at meddele hinanden og jeg skal da hre Deres nye Historier, de mange nye Tanker og Ideer, der ikke ret have villet slaa Rod i den kolde Vinter, men nu ved Foraarets Komme lade til at spire frodigt og have samlet sig til et Hele hvoraf vi Alle glde os til at nyde Frugten. Tak for det friske Bgeblad, det saae saa sommerligt ud ja saa hjemligt og blev hilset som en gammel Ven. Her er en Fylde og en Frodighed i Vegetation, som ikke lader sig beskrive, jeg er ganske overvldet deraf men nyder det i fuldt Maal; De skulde see mig hver Morgen komme belsset med Buketter af Markblomster fra vor lange Promenade, nok til at fylde mange Vaser med og er det ogsaa en stor Pryd for vor smukke Salon. Gid at De havde fattet en hurtig Beslutning og var kommet herover tillige med min Mand, jeg troer ikke at De havde fortrudt det, men nu er det ikke skeet og vilde vi da antage at det saaledes var det Rigtige. Af Brevene til Johanne vil De vel have hrt om hvor herligt her er oppe i Mustapha, og hvilken deilig Villa vi have faaet. Jeg synes ogsaa at spore en god Bedring i Annas Befindende siden hun fra Morgen til Aften kan nyde den friske Luft, hun morer sig meget med sit nydelige lille sel, hvortil hun har faaet en bekvem smuk Sadel og kan hun nu foretage lange Ture med os, da Stigningen ikke generer hende naar hun rider. - - Vi havde i lngere Tid talt om at vi ville see lidt af det Indre af Landet og slog vi os sammen med Doctor Poulsen med Kone og Datter og reiste i Sndags Morges med Jernbanen til Buffarek, hvortil der omtrent er 2 Timers Kjrsel. Hele Byen er nsten som en heel Have omgivet af de skjnneste Plataner, Morbr og Orangetrer. Hensigten med at gaae hertil var for at see det store Marked, som her holdes hver Mandag. Allerede om Sndagen ankomme Araberne med deres Qvg i Tusindviis, de komme langveis fra det Indre, fra Bjergene oppe i Kabylien, paa deres synderslidte Sandaler, thi de ere 14 Dage for at komme frem og tilbage. - Da vi i et tarveligt Hotel havde faaet en Frokost gik vi ud paa Markedspladsen, som er et betydeligt Terrain og her var alt i Activitet, man var beskjftiget med at opslaa Telte og mangen en Kjbmand sad allerede lunt under sit Lrreds Huus paa den flade Jord og faldbd sine Varer; det var et hist eiendommeligt Syn at see den store Slette bedkket af mindst 4000 Arabere i deres hvide Bekldning, mange af dem i de utroligste Laser, en broget Forvirring af Mennesker og Dyr, Kameler, sler, Gjeder, Lam, der vare opstillede med Hovederne imod hinanden, og saaledes i lange Rkker vare bundne til hinanden. De eneste Kvinder her var iblandt den store Masse Mennesker var henved 10 a 12 kabylske Spaakvinder; de sadde i en Kreds paa Jorden og havde deres smaa Brn liggende og krybende midt i Stvdyngerne. En af dem var deilig, hun var meget broget og glimrende i sin Paakldning og havde en interessant kobberfarvet Tint; da hun saae os nrme os, gav hun sig til at ruske i en lille Pige, der laa i dybeste Svn udsat for de brndende Solstraaler. Moderen vedblev at ruske i hende til hun var kommet paa Benene, og endnu med lukkede ine, rakte hun den nydelige lille Haand, der baade var tatoveret og Neglene guulmalede, ud for at tigge; jeg tnkte paa Dem og paa Block, hvor meget Stof her var at behandle. Barnet var omtrent 4 Aar, havde samme Hudfarve, som Moderen, sort kruset Haar, der tittede frem af den broderede grnne spidse Hue, med et blaat Trklde bunden bag til og en broget Haib (?), hun havde det yndigste Smil og mindede meget om Deres lille Veninde Marie ; man omringede os og vilde spaa os og forsikkrede de at de baade kunde gjre sig forstaaelig paa Fransk og paa Spansk, men vi vilde ikke indlade os med dem. - Da vi om Aftenen kom derud igjen, havde hele Scenen antaget en anden Caracteer, Maanen og de utallige Stjerner kastede deres blege Lys ned paa det store Hav af Mennesker, der nu havde leiret sig omkring, nogle paa Straamaatter paa Jorden, hvor de sadde og laa sammenstuvede ligesom Kvget, andre i Teltene, hvor de havde tndt Ild for at varme deres Schu-schu, en meget yndet arabisk Ret, atter Andre gjorde Kreds om en ambulant Caf, hvor der ogsaa brndte en lys Ild og som bestandig blev vedligeholdt ved at en lille Negerdreng med en Bambus Vifte uafladelig viftede paa den. Her smagte vi en gte arabisk Caffe, hvor Sukkeret blev omrrt med en lille Pind. Efterhaanden hendde Raabene til de Forbigaaende om at kjbe Oranger, Molbr eller Oliven, som de heldede ud af en sort Gjedehud, eller Henna til at farve Hnderne med, Kamelhaar, Bikuber, Burnusser og uendelig mange andre Ting, thi nu overvldede Trtheden dem og de sgte Hvile, lnet op til hinanden, nogle hvilende paa store Meel og Kornskke; men det var mrkelig nok at de kunde sove, thi nu begyndte alle Dyrene at holde Aftenbn, her var den forfrdeligste Larm af mindst 20.000 forskjelligt Kvg, der i uharmoniske Toner lode deres Brgen Skryden Vrinsken og Brl hre ja De vil kunde forstaa hvor hist eiendommeligt det hele tog sig ud, skjndt min Beskrivelse er saa uendelig mangelfuld, men der skal en anden Pen end min til at beskrive sligt, for at man skal faa det rigtige Begreb om det. Allerede Klokken 8 om Morgenen vare vi igjen paa Pladsen, hvor Alt var vaagnet til nyt Liv og nu var det frst det egentlige Marked. Araberne galopperede op og ned af den brede Landevei for at vise deres stolte Heste i det bedste Lys, og man maatte tage sig godt iagt for ikke at komme under Hesten, naar den paa engang gav sig til at steile hit iveiret med Forbenene. I en lang Rkke havde Skomagerne taget Plads og vare ivrig beskjftiget med at lappe Kabylernes Sandaler med Gjedehuder, thi der var neppe mere helt paa dem. Ja jeg kunde blive ved i det Uendelige at fortlle herom men nu maa vi videre, vi toge med Omnibus til Blidah, hvor vi paa Veien passere [overstreget: El Kebir] Beni Mexed, hvor der er en stor Obelisk opreist til Minde om et stort Slag her stod i 1841 og hvor her faldt en Mngde Franskmnd. I Blidah saae vi det mest storartede Orangeri, Trer, som vore Bgetrer, ikke fuldt saa hie, men lige saa stor Lvkrone, der var bedkket af Blomster, som var det et Sneetppe. I en anden Have saa jeg det strste Oliventrer, paa et havde et Rosentr, med store gule Theroser slynget sig om Stammen og op imellem Grenene, saa at man skulde tro at det var det hie Oliventr der bar den utallige Mngde Roser, der faldt som i store Buketter ned over Grenene. Uden for Blidah kommer man ind imellem Bjergene til "les moulins", hvor Vandet fra flere Bjergstrmme ere ledet ned til tre forskjellige Mller. Her var en heel Folkefest, det var anden Paaskedag og en uendelig Mngde forskjellige Familier, vare kommet herud for at nyde deres Middags Maaltid i det Frie. Floden el Kebir lber her ved Foden af Bjerget og her midt paa flere Klippestykker havde man leiret sig og morede man sig paa bedste Maade. Man dandsede og sang, men blev Lyden overdvet af Larmen af de smaa Vandfald. Oppe omkring i det ttte Lv paa Bjergene saae man hist og her smaa Araberbrn og Maurerinder der havde vovet sig ud af deres Huler, sidde og betragte de livlige Scener nede paa Floden og maatte de sikkert fle doppelt i hvilket Fangenskab de skinsyge Arabere altid holde dem; de maa intet have med Verden at gjre og behandles af deres Mnd, ikke langt bedre end Lastdyret. - Nste Dag kjrte vi til la gorge de Chiffa; det er storartet og minder paa nogle Steder om Bad Phffers, men er det mindre vildt, thi her er Hiderne bedkkede med tt Skov af Tamarinther, Laurbr, og langs med hele Floden seer man hie Trer af Nerium, der endnu ikke vare i Blomst men vil det blive en Pragt naar de frst springe ud. Vi vare saa uheldige ikke at see Aber, som her ellers er saa mange af. - Vi gik saa langt, som til Medea, hvor vi, det vil da sige jeg alene, besgte flere Araberhytter, hvor Kvinderne vare lige saa henrykte over at betragte min Paakldning, som jeg morede mig over deres. Nogle sade og spandt Uld, andre vvede Burnusser. Vven og nogle Maatter var hele deres Bohave, men de saae meget forniede og glade ud. - Da vi i Onsdags kom hjem her igjen forefandt vi saa mange kjere Breve blandt andre et fra Fru O'Niel, der bad mig at sende Dem en venlig Hilsen. Jeg lgger inden i Brevet den lille Blomst De holder saa meget af og som blomstrer her i Haven i mange forskjellige Farver paa engang. Vil De nu hilse Blocks mange Gange fra mig og sige at jeg ikke glemte Blocks Fdselsdag, men jeg kunde ikke naae at skrive til ham, ligeledes Lunds, Collins, Grevinde Frijs, dersom hun bryder sig om en Gjenhilsen, Fru Scavenius, Fru Raaslv, Therese og Martin og Brnene.Jeg glder mig til at lse rsteds Breve, de maa vre af megen Interesse for mange. Med Hensyn til Deres Ophold No 21, saa har det ingen Hast med at tnke paa at drage ud, da vi endnu ikke veed naar vi komme hjem; muligen kommer min Mand frend jeg men i Juli med Guds Hjlp haaber jeg at vre hjemme og til den Tid vil der udentvivl vre saa godt istand paa Rolighed at jeg kan have den Fornielse at see Dem der som Gjest. Lev nu vel og skriv snart igjen [fortsttes i marginen, s. 10:] til Deres altid hengivne Veninde

Dorothea Melchior. [i

marginen, s. 9:] Min Mand og Brnene hilse hjerteligen

Tekst fra: Niels Oxenvad