Dato: 9. december 1869
Fra: Harriet Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Algier den 9de Dec. 1869.

Min kjere Etatsraad Andersen!

De kan ikke tænke Dem hvor glad jeg blev, da man i Forgaars bragte mig mine Breve og jeg da iblandt mange Andre, fandt et med Deres Udskrift. Jeg havde nemlig i de sidste Dage gaaet ligesom i Feber, ved Tanken om at De muligen havde faaet den Idee at gaae til Algier, naar De fandt det for koldt i Syd Frankrig, og Grunden til min Frygt var den at her i de sidste 8 Dage har raset en forfærdelig Storm med stærk Torden og Lynild, saaledes at et af messageries imperiales Skibe, der skulde ankomme her i Torsdags, endnu idag, 8 Dage efter, ikke er ankommet, og har man først igaar faaet Telegram over Tunis at "le danybe" med en ituslagen Maskine, var kommet ind til Sardinien. De vil kunde begribe at vi ere gaaet i en stor Angst for at Skibet var gaaet under, da der aldrig er udebleven nogen Post saa længe, uden at man har faaet nogen Underretning om det. Det er jo saa mageløst uheldigt at Telegraph Forbindelsen er hævet og vil det vist vare længe forinden den kommer istand, da Middelhavet om Vinteren jo ikke er at spøge med, men man siger at Traaden skal være meget daarlig nedlagt fra Begyndelsen. Med dette Skib ere ogsaa de med saa megen Længsel imødesete Breve, der skulde bringe os Underretning om at min kjere Mand var ankommet til Kjøbenhavn; foruden dette Skib er der udebleven endnu et, som man endnu intet har hørt om og tænk blot, der er ikke mindre end 300 Soldater ombord. Gud forbyde at nogen Ulykke er hændet med det. Men jeg kommer helt bort fra det jeg oprindelig havde til Hensigt, og det var paa ingen Maade at nedstemme Deres Sind, nei tvertimod jeg vilde endog skjænde lidt paa Dem, fordi De tilsyneladende var ifærd med at lade Modet falde og lod det til af Deres senere Skrivelser at De i al for høi Grad havde ladet Deres medfødte Phantasie faae Herredømmet over Dem. Jeg maa tilstaae at det har truffet sig lidt uheldigt for Dem at Efteraaret skulde blive saa ualmindelig koldt, men det er en Skjebne, som alle andre Mennesker dele med Dem; jeg troer kun ikke at De egner Dem til at reise alene og er det stor Skade at De ikke har bestemt Dem til at tage et eller andet ungt Menneske med Dem; jeg ved godt at det undertiden er forbunden med nogen Gène, men der er dog langt behageligere at have Nogen, man kan meddele sig til; men nu er De jo ligesom kommet i Havn og nu finder De nok i Nizza Venner, om ikke andre, saa dog Venner af Deres Musa, som De vil have Glæde af at omgaaes. Jeg maa ikke glemme at takke Dem for den morsomme Udklipning De sendte mig, som jeg haaber bliver efterfulgt af en anden i næste Brev, da denne alt er bortgivet; den laa nemlig paa Bordet, da Lægen Doctor Bruck kom; han læste Navnet paa den og blev saa glad overrasket, da han og hans Familie, der ere Tydskere, høre til Deres store Beundrerer, og fortalte han mig at hans Broder havde illustreret flere af Deres Eventyr. Han blev meget henrykt da jeg tilbød ham at beholde det lille Arbeide, der var Tegn paa et nyt Talent han lærte at kjende hos Dem. Idag have vi her det skjønneste Veir 18° i Skyggen og have vi isinde at kjøre en smuk Tour ud til jardin d'essay, hvortil man kjører langs med Havet, der idag har iført sig sin skjønneste blaa Dragt; man kommer forbi den arabiske Kirkegaard, hvor man altid seer en Mængde mauriske Kvinder gaa omkring og besøge deres Familie-Grave; vi saae derude et Kapel hvori to Marabutter laa begravede; de vare balsamerede og laa i høie Sarkofager, der var prydet med Masser af smaa 4 kantede Tørklæder, og som Drapperier hængt omkring paa Vægen. Gravene ere betegnet ved ganske smaa Jordhøie, med en lille flad Steen over. Jardin d'essay er en meget stor offentlig Have, som er udmærket smukt anlagt. En Allee med mest forskjelligartede Palmer, en Bambus Alle, en Platan og en Orange Alle. I en Afdeling er der indrettet store Indelukker for en Mængde deilige store Strudse, der toge sig yndig ud, med den langstrakte røde Hals, de store kloge Øine, og endelig den gracieuse lette Gang, hvormed de bevæge sig; jeg maatte tænke paa at Bournonville ikke kunde have lært dem at sætte Fødderne smukkere end de gjøre det.

Den 10de. Her blev jeg afbrudt igaar, da Posten fra Europa ankom og havde vi en rig Høst af Breve. Min Mand forsømmer ingen Leilighed til at skrive til mig, han veed af Erfaring at det er den kjereste Fornøielse at faa nøie Underretning om hvad der foregaaer i Hjemmet; han nævner at han snart vil skrive til Dem. De veed vist at Johanne har været i længere Tid syg, ja temmelig stærk angreben, og kan De tænke Dem at jeg har været meget bekymret og ønsket mig Vinger for blot et Øieblik at komme hjem for blot at overbevise mig om at hun virkelig var i Bedring, som man melder mig at hun nu er. Hun er nu hver Dag oppe, men endnu meget svag. Hun havde taget sig de to Dødsfald i Familien meget nær, de stode hende ogsaa nærmere end os andre fra Børnenes Side. Hertil kom at hendes Mand var bortreist og at Jomfru Levin skulde tage bort, som jeg imidlertid ikke var bedrøvet over. Min Svigerinde, Fru Emilie Melchior, (hende der fæster Piger), hun har været saa mageløs elskværdig og tilbragt hele Dage i længere Tid hos Johanne, der elsker hende og er henrykt over at have hende om sig. Men jeg kjender ei heller hendes Mage, som Sygevogterske; hun forstaaer at gjøre det hyggeligt og godt og kan gjette Patientens Ønske, dertil har hun det mageløse Lune, hvormed hun opmuntrer og adspreder. Hun skrev mig et Brev hvorved vi Alle fik vore Lunger ordentlig rystet fuldt af Vid og Lune. Hun fortalte blandt andet en Historie om en lille Pige paa 12 Aar, der i Skolen havde faaet opgivet at skrive en Stiil, hun havde valgt selv, "Taalmodighed overvinder Alt." Hun begyndte nu med at fortælle om et Par Ægtefolk der levede meget lykkelig sammen, men der var et Skaar i deres Lykke, de havde ingen Børn. Imidlertid maatte Manden, der var Sømand, reise bort, og blev han 12 Aar borte. Da han efter den Tids Forløb kom tilbage, var hans Kone saa lykkelig at kunne gaa ham imøde med 5 Børn hun havde skjænket ham i hans Fraværelse. Manden blev inderlig glad over denne nydelige Gave og levede det lykkeligste Familieliv senere; og nu endte den lille Skribentinde med at sige, nu kan man dog see at "Taalmodighed overvinder Alt." Finder De ikke at det er en mageløs Idee. Ligeledes fortalte hun noget, der var mindre morsomt, nemlig om den unge Pige, som Johanne havde fæstet; hun var saa yndig at see til og lod til i alle Retninger at gjøre Fyldest, hun siger "Hun lovede saa meget, men hun holdt endnu mere, thi en skjøn Dag, opdagede de at hun stjal; foruden hendes andre Dyder maatte hun beundre hendes Fingerfærdighed". Det var virkelig sørgeligt at et saa yndigt Ydre, som hun havde saaledes skulde bedrage. Men nu kjere Andersen, De seer at jeg for meget har taget Dem paa Ordet. De sagde at De vilde vide lidt Besked om Familie Begivenheder, men nu opvarter jeg Dem maaskee for meget dermed. - Jeg har endnu ikke fortalt Dem noget om Anna; hun har lidt lidt af den pludselige Forandring i Veiret og har desværre i Løbet af 10 Dage befundet sig mindre godt end da hun kom hertil. Det er altid ængsteligt naar der indtræder smaa Tilbagefald, da hun jo ikke har for mange Kræfter at undvære. Vi have havt Regn, dermed følger koldt Veir, endog er her faldet meget store Hagel og paa Atlasbjergene seer man Sneen ligge. Vi maatte endog nogle Dage tye til Ild i Kaminen, medens der samtidig over Kaminen stod Vaser med de skjønneste Roser, Violer, Myrther og Hiliotroper; derpaa fulgte i flere Dage en stærk Cirokko, som førte hele Skyer af Sandstøv ind i Gaderne og var Luften derved saa trykkende at man intet kunde foretage sig. Igaar og idag er der en stor Forandring indtraadt, let mild behagelig Luft 17° i Skyggen, ja fuldstændig Sommer, og have vi atter idag isinde at gjøre en eller anden Udflugt. Jeg veed ikke om jeg har nævnet Lieutenant Søltoft for Dem, en net ung Mand, der i et Aar har været i den franske Tjeneste, han er forlovet med en Broderdatter af Paludan Möller; han er mageløs tjenstagtig og opmærksom og har tilbudt os at være vor Cicerone. Han har presenteret to svenske Officere, Lieutenant de Gyldenram og Lieutenant Kisner, der ofte besøge os. Ja vi have ikke Mangel paa Visitter. De to svenske Officere ere kaldt tilbage over til Sverrig, men reise vist hjem over Nizza og har jeg bedet Gyldenram om at hilse paa Dem der. Den Sidste er en meget livlig og munter ung Mand, men for hans Moralitet vil jeg ikke indestaa, ja Consulen, Mr Roget de St Hermine, mener endogsaa at han ikke er nogen værdig Representant for det svenske Militair. Dette nævner jeg kun for at De kan forstaa at jeg kun har et flygtigt Bekjendtskab til denne. Her boer i Hotellet en pudsig lille Englænder, som er opfyldt af at fortælle om en Svoger han har i Cannes, der har opholdt sig i længere Tid i Danmark, og er saa henrykt over alt hvad der er Dansk, at han har bedet mig endelig at opsøge ham naar jeg kom dertil, da han i det Mindste vilde strø Roser for mine Fødder, naar han hørte at jeg var Dansk; han skal være meget anseet og rig, og Alle kjender ham der. Jeg tænkte at det var muligt at De reiste derhen og da maa De endelig gaa op til ham; jeg skal lægge hans Adresse ind i Brevet. Svogeren her hedder Mr Marrable; da jeg spurgte ham om han troede at de kjendte noget til Dem og Deres Skrifter, svarede han, Oh dear, he is as well known in England as Scheackspeare. Jeg har ogsaa en venlig Hilsen til Dem fra Fru Marryat, hun og Manden er her med deres Søn, de have ogsaa været her ifjor, og tilbragt Sommeren i Oran. - Fra Grev Moltke havde jeg et hjerteligt venligt Brev, han har været nogen Tid i Kjøbenhavn, men nu atter vendt tilbage til Glorup. Fra den 4de December holde Araberne deres Faste, Ramhadaen, der varer i 30 Dage. Hver Aften i denne Tid efter Solnedgang forkynder et Kanonskud at de maa begynde at nyde noget. Jeg var i Aftes ovre i Moskeen og saae deres Gudstjeneste, der kun bestaar i Oplæsning af Coranen. Det er en uendelig stor Bygning bygget med Bueformige Arkader og var den oplyst med mange Lamper og belagt med Tæpper og Maatter. Der hersker en meget høitidelig Stilhed, men det forhindrer de smaa Araberdrenge ikke i paa en lydløs Maade at løbe med deres flagrende Burnus og lege Tagfat. Herfra gik vi op i Araberbyen, som jeg for første Gang saae om Aftenen. Louise og jeg tilligemed en engelsk Dame, gik derop med Lieutenant Søltoft, der meget beundrede vort Mod, især da han aldeles ingen Forsvarsmidler havde med, ei engang en Stok, og man kan aldrig vide hvad Araberne kunne hitte paa, naar man nærmer sig for meget deres Enemærker. Jeg kan umuligt beskrive Dem hvor interessant det var, lige fra de moderniserede Algierske Gader, at komme ind i en ganske ny Verden; de smalle snevre altid opadgaaende Gader, med arabiske Cafeer, hvorfra der lød den mest umelodiske Musik, hvilken Araberne lyttede til fra deres liggende Stilling paa de med Straa bedækkede Bænke langs Væggene, de mauriske Kvinder, med de store brune Øine og den tatoverede Pande tittede ud igjennem de smaa Huller i Muren, de store Grupper af samtalende Negere og Negerinder der sadde omkring og næsten sperrede Passagen, de nysgjerrige Araberbørn, der med megen Forundring betragtede os, ja det Hele, var saa nyt saa pa[a]faldende, at jeg næsten glemte hvor jeg var. Jeg kunde fortælle Dem endnu meget, men jeg har været meget vidtløftig og har endnu en stor Post at besørge. De spørger mig om et Brev, det var rigtig afsendt fra Genève men begyndt i Bern. Idag den 11te er det atter en yndig varm Dag, Brevet afgaar først idag istedfor igaar som jeg troede. Idet jeg nu inderlig haaber at De maa føle Dem bedre tilpas og at Veiret ikke maa være alfor koldt og forstyrrende siger jeg Dem Farvel for denne Gang idet jeg forsikkrer Dem at jeg ikke mindre end De er bleven meget skuffet over at vore Ophold blev saa forskjelligt denne Vinter, men glæder jeg mig til Foraaret naar vi med GH. i Glæde og Tilfredshed skulde mødes igjen. Skriv snart til Deres meget

hengivne

Dorothea Melchior.

Louise hilser venligst.

Algier den 11te December 1869

Kjære Etatsraad Andersen! Flere Gange naar Mama har afsendt Brev til Dem har jeg haft isinde, at sende Dem en venlig Hilsen, men er ej endnu, før idag, kommen dertil. Først maa jeg takke Dem saa mange Gange, kjære Hr. Etatsraad for alle de smukke og varme Ønsker for mig, som De hver Gang i Deres Breve saa godhedsfuldt har udtalt for mig, og beviser det ret, hvor megen Interesse De har for os, hvilket jeg intet Øjeblik har tvivlet om. Det gjorde mig ondt at høre af disse Breve, at De ej følte Dem rigtig tilfreds, men haaber jeg at De i Nizza maa faa rigtig godt Vejr, og vil [det] vist hjælpe meget til at gjøre Dem Oph[old]et der, ligesaa behageligt som det af Hjertet [øns]kes Dem af Deres Dem hengivne

Anna Melchior.

Kjære Etatsraad Andersen!

De kan tro at vi altid more os mageløs naar Posten bringer os Brev fra Dem og takker jeg for de venlige Hilsner i Mamas Brev, det var meget kjedeligt at vi ikke komme til at mødes, og gjør det mig ikke mindre ondt end Dem, jeg havde glædet mig saadan til Julen vi skulde tilbringe sammen. Dog med Guds Hjælp sees vi til Foraaret paa Rolighed, alle glade og med godt Udbytte af Rejsen. I Haabet om at dette maa [gaa] i Opfyldelse [hul i papiret] som altid [hul i papiret]

[Har]riet Melchior.

Tekst fra: Niels Oxenvad