Dato: 26. november 1869
Fra: Dorothea Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Algier d. 26de Nov 1869.

Min kjere Andersen!

Skjøndt at De alt vil forefinde et Brev poste restante Nizza skrevet for længere Tid siden, vil jeg dog ikke undlade at sende Dem endnu nogle Linier for at lade Dem vide at jeg rigtig har modtaget Deres to kjere Breve, det Ene fra München af 12te og det Andet fra Bern, hvorfor jeg hjertelig takker Dem; jeg vilde kun ønske at jeg havde sendt mit første Brev til Marseille, da havde De maaskee endnu bestemt Dem til at komme til Algier for at blive lidt opvarmet af det herlige Clima, thi det lader jo til at det skal blive en kold Vinter overalt i Europa; dog jeg vil være ærlig imod Dem og tilstaa at vi ogsaa kan have det koldt her, det vil da sige at vi fryse med 10 (her indsættes o) R, som Thermometret i disse Dage viser; det er altid i Regntiden at Kulden indfinder sig, men den afvexles hurtig med Sol og Varme. - Nu har da min kjere Mand forladt os og efter Bestemmelsen vil han være i Kjøbenhavn, som idag, da Rigsdagen skal aabnes. Jeg havde idag en deilig Mængde Breve, fra min Mand, der endnu var i London, fra Anna Kjellerup, Professor Brandes, der meddelte mig Resultatet af en Bazar, der var afholdt til Indtægt for vort lille Selskab "Børnepleieforeningen", fra Martin, der fortalte mig om et musikalsk Aftenselskab til Ære for Mr Henry Holmes, fra Bille og Konen, fra Professor Melchior der gav mig en nøiagtig Beskrivelse om min kjere Johannes Sygdom, som desværre lader til at have været temmelig alvorlig og som har forstemt mig meget; nu er hun G v l. bedre og er jeg glad over at min Mand kommer hjem og kan give mig Bekræftigelse herpaa. De vil muligen ogsaa af en eller Anden have erfaret at den gamle Oldemoder ikke mere er iblandt de Levendes Tal og at Professor van Deen fra Holland er død. Skulde jeg have fortalt Dem det, da maa De endelig undskylde mig, men jeg skriver til saa mange Mennesker at jeg let kan glemme hvad jeg har omtalt; nu skriver jeg ei heller til Dem igjen førend jeg erfarer at De har modtaget mine to Skrivelser, for at der skal komme lidt mere Orden i Tingene. Jeg glæder mig til, naar De først kommer rigtig i Ro at høre jevnligen fra Dem og vil jeg af Hjertet ønske at De maatte træffe rigtig behageligt Selskab og et mildt Clima i Nizza, saaledes at De ret maatte føle Dem oplagt til at skrive. Det bliver jo et kjønt lille Hefte der udkommer til Julen og vil der vist blive afsat mange Exemplarer. Siden De sidst hørte fra mig har jeg seet mange forunderlige Ting. Med en Araber en Slags Dragoman, der opholder sig ved Hotel d'Orient gik Louise og jeg forleden Morgen op i Araberbyen for at bivaane en religiøs Ceremoni, der gaaer forud for Rhamadaen, en Faste der varer i 30 Dage, hvor Araberne ikke maa nyde noget om Dagen førend efter Solnedgang. Vi maatte temmelig høit op i Byen forinden vi naaede Marabuttens mauriske Huus; vi kom igjennem en mørk Gang ind i den lille fiirkantede Gaard som er omgivet af Arkader baaret af hvide Søiler, den almindelige Bygningsmaade. Alle disse Gange vare tæt besat af unge og gamle tilhyllede Maurerkvinder, mange med smaa Børn paa Armen, ligeledes oppe i Gallerierne sadde Fruentimmer, men disse havde blottet Ansigtet og havde brogede Dragter, de vare alle indbudne til at overvære Ceremonien. Paa Steengulvet sadde en Kreds af Arabere hvoraf omtrent 12 Individer sang hellige Melodier ledsaget af den skrækkeligste Musik, de frembragte ved at slaa paa store Tamburiner i en ensformig Takt. Det er en Sekt som kaldes Aissoona; nu reiste sig to Mænd og begyndte at gebærde sig som gale Mennesker, ligeledes to Børn omtrent paa 12 Aar, de skulde indvies til Sekten. De gave sig til at dandse frem og tilbage idet de samtidig bevægede Hovedet saa voldsomt til begge Sider altid over et Fyrfad, der tilligemed et tykt brændende Voxlys stod paa et lille lavt Bord foran de Hellige; de vedbleve paa denne Maade, altid opmuntret ved Kvindernes Bifaldsraab, der lød som Hyl af vilde Dyr og naar de vare naaet til den høieste Grad af Extase, bleve de selv lige som forvandlede til Dyr, krøb paa alle fire henimod Marabutten, der havde taget et stort med Torne besat Kaktusblad, hvorover han havt læst en Slags Trylleformular hvorved han havde gjort den uskadelig og nu gave de to Ulykkelige sig til at spise dette forfærdelige Maaltid. Derpaa bragtes en tyk Væge ind, som blev tændt ved Lyset og hermed brændte han først begge Arme, tog det derpaa i Munden idet han forud anraabte Muhamed, tilsidst faldt han aldeles afkræftet om i Armene paa en Araber; da han var kommet lidt til sig selv vaklede han omkring og kyssede først Marabutten og senere de andre der ved deres grusomme Musik havde opflammet hans Mod. Vi sade i en saadan nerveus Spænding at vi bestemte os til at lade det være nok med det vi havde seet, skjøndt vor Ledsager sagde os at nu kom det Værste, han skulde endnu spise en Skorpion og flere Lækkerier, jeg fandt det saa grusomt og vil ikke see det for anden Gang, men vil heller ikke have undværet at see det dennegang. Jeg kunde endnu fortælle Dem meget, men min Tid tillader det ikke, jeg begriber ikke hvorledes jeg skal blive færdig med min Correspondance imorgen tidlig. Jeg skriver dette silde paa Aftenen, og jeg mærker desværre at mine Øine ere anstrengte, men det er min bedste Fornøielse at skrive, næst efter at faa Brev. Idag er en af Deres Klipninger bleven foræret til en engelsk Dame, der var meget charmeret i Dem, og havde læst meget af Dem. Vi skulde have været idag med en god Ven vi have faaet her, Mr Schousboe, der er Interprète Principal, hen for at see Marchallens mauriske Pallads, men baade Harriet og Anna ere begge forkjølede saa vi maa opsætte det til en anden Gang. I Haab at De lykkelig og i Perle Humeur er ankommet til Nizza, sender jeg Dem en kjerlig Hilsen, ligeledes fra Døttrene, som jeg af Hjertet vil ønske maa træffe Dem ligesaa vel som den forlader

Deres altid hengivne

Dorothea Melchior

Tekst fra: Niels Oxenvad