The Hans Christian Andersen Center

Dato: 11. december 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Florents den 11 December 1840.

Igaar kom jeg her til! det er det frste Sted jeg i hele Italien ret fler mig hyggelig efter min Indtrdelse i dette Land; jeg boer i et prgtigt vel indrettet Hotel ( del Europe ), hvor Alt er storartet og paa fransk, jeg sidder imidlertid i Aften og skriver dette med Ild i Kakkelovnen, (Kaminen mener jeg) har Druer og vino aliatico paa Bordet. Jeg har i Dag seet de bekjendte Steder, Alt synes mig som havde jeg kun vret nogle Dage herfra, jeg har samme Flelse, nsten som ved at komme til Odense, jeg kjender jo hver Plet. I Galleriet opsgte jeg strax den mediciske Venus og hun stod der guddommelig og skjn, jeg syntes nsten endnu mere levende, end da jeg saae hende sidst. Nei sligt kan ikke gjengives i Gips, jeg har ingen Afbildning seet der var mere af hende, end Voxmasken af den dde kan give os af en Ven, vi har seet ret levende. Eet Maleri lagde jeg imidlertid ikke mrke til forrige Gang jeg var her, ( jeg har da egentligt vret her to Gange fr i Florents, paa hen og tilbage Reisen ), det var et Maleri af Florentineren Angiolo Bronzino ; det forestiller Christus, som stiger ned i Underverdenen; det er ikke de Piinte man seer om ham nei det er kun de, som fr Christendommen jo maatte i Underverdenen, de flokke sig om Jesu; men hvilket Udtryk af Uvished og Haab; hvilke bnfaldende Blik! dog hvad der meest tiltalte mig var den Uskyldigheds Vished, den var fremstillet i Brnene; to omslynge hinanden og smile i det de ile Christus i mde, en tredie rkker Haanden ned for at drage Een op til sig, idet han peger paa sig selv og tydelig siger - "jeg skal i Himlen!" Jeg har besgt Kirken St Croce i Gangen til Hire ere prgtige Monumenter over Michel Angelo, Dante, Alfieri og Machiavelli, til Venstre er en mindre prangende Grav, det er Gallilis; det var Aften da jeg kom derind, jeg var ene, paa en Munk nr, jeg flte mig gjennemtrngt af Tanken paa Gud og Verden, jeg biede mine Kn foran Gallili Grav idet jeg mindedes hvad han havde lidt og stridt for sit uddelige Navn. En rd Stige er malet i hans Vaaben og det forekom mig som var det et Billede paa Kunstnerens Vei, det er en gloende Stige, men den frer til en Himmel. Jeg har i Aften spadseret langs Arno; alle Lvtrerne staae med Blade, det er mildt Veir og i Dag var det i Solen som hos os i Mai, men inde i Husene er meget koldt og derfor har jeg som sagt ogsaa i Kaminen. Een af de frste Dage reiser jeg herfra, men om jeg gaaer med Dampskibet fra Livorno til Civitta Vecchia eller med Veturin over Perugia og Terni til Rom er ikke afgjort ; Posten skal have 22 Species og det er mig for meget. Imorgen Aften skal jeg hre en italiensk Opera af Ricci: il prisoniere d'Edinburgo, efter Walter Skotts Roman , i Paris saae jeg, da jeg var der, en til samme Sujet, men af en fransk Komponist. Det rgrer mig at jeg i Bologna ikke vidste, at Rosini boede der, ellers havde jeg opsgt ham. Det er dog underligt hvor hjemme jeg fler mig her, og det er dog flere hundrede Mile fra mit egentlige Hjem; jeg nsker kun at jeg havde mine Kjre hos mig, hvor jeg da ret skulde nyde det; nu kan jeg ikke meddele mig ! Igaar da jeg kjrte ned af Bjerget tnkte jeg tilfldigviis paa Dem og Deres Moder; jeg rullede gjennem en stor Alle af Cypresser, hie, som vore Popler, ikke en Vind rrte sig og Solen ordenlig brndte. Gid De var her og aandede sydlig Luft ! jeg saae i Tanken Deres Moder faae Taarer i inene ved Tanken om dog nu aander han en bedre Luft, den salige Fader ! Lev vel ! tnk venlig paa mig ! vi sees vist igjen ! der jeg ude, da mdes vi vel skjndt jeg ikke begriber det i et endnu deiligere Italien end dette ! Min Juleaften holder jeg i Rom ! skriv meget snart, meget tt og meget meget ! Lev vel ! tusinde Hilsener

Deres broderligt sindede

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter