The Hans Christian Andersen Center

Dato: 15. oktober 1867
Fra: Lorenz Frölich   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjære Professor

- - - Jeg havde tænkt denne Høst at kunne give Dem en behagelig Meddelelse, men deraf blev intet endnu. - I Sommer lagde jeg Planen at udgive et lille Hefte af Deres Æventyr til Julen - rigt illustreret; jeg talte med Hetzel derom, og han gik ind paa at gjøre det i Fælledskab med mig, saa at jeg bestod Gravurerne, han Trykningen og Papir. - Da vi vare i Royat, sendte vi ham nærmere Forslag med Oversættelser (min Kone begyndte nemlig med at gjøre en ordret Oversættelse); - men saa kom der saa mange Vanskeligheder, at det hele foreløbig er faldet i Vandet. De vil neppe kunne forstaae det; han erklærede at det franske Publicum ej vilde acceptere det for deres Børn og Ungdom; der findes nu vist et vist sippet catholsk Parti, som kan være saa bornert, men for største Partens Ære, haaber jeg, han tager fejl; - Det var tEx. "Det er ganske vist", som han gjorde store Indvendinger imod. Han tænkte strax paa Paralellen, af unge Damer, som tage Fjedre af sig o. s. v. - Resultatet blev da, at der i Aar intet kom i Stand. - Og saa ligger da Sagen atter - ad Aare, - og jeg kan ej sige at min Courage i saa Henseende er voxet. - Gjør jeg det ej allene, frygter jeg, det kommer ej i Stand. Derimod haaber jeg De giver os et nyt Hefte Fortællinger til Jul. Med alle gode Ønsker og Hilsninger fra mig og mine Deres

hengivne.

L. Frølich.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus