The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. oktober 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix
Sprog: dansk.

Holsteinborg ved Skjelskjr [22.10.1866]

Kjre Fru Ingemann!

Det var deiligt igjen at see Brev fra Dem, inderlig Tak derfor! jeg glder mig nu til om et Par Dage at vre hos Dem. Jeg er blevet saalnge herude paa Landet, deels paa Basns, deels paa Holsteinborg idet jeg just har flt mig saa oplagt til at bestille Noget og de kjre Venner glde sig derved. Nsten den hele Dag har jeg anvendt til at skrive og saaledes i kort Tid faaet samlet paa Papiret alle Optegnelser og Erindringer fra Reisen; det skal vel endnu engang gjennemskrives og beaandes, men det strste Arbeide er dog tilende. /

Paa Fredag-Morgen, den 26, tager jeg fra Holsteinborg og, om Gud vil, er jeg da ved Frokosttid i Sor, gid at jeg nu maa finde Dem vel og Alt, efter Omstndighederne ved det Bedste, Fredag og Lverdag vil De jo nok unde mig et Hjem, Sndag-Morgen maa jeg til Kjbenhavn, hvor jeg har lovet at vre til Middag hos Venner. I Julen, haaber jeg igjen at flyve herud og tillader Deres Befindende det, da banker jeg igjen paa for at see Dem og tale lidt med Dem, ogsaa Deres Sophie, som jeg sender Hilsen, glder jeg mig til at see; Professor Harder er vel oppe? Wilsters faaer jeg maaskee ogsaa at see!

Jeg lgger her to Smaavers ind i Brevet, begge skrevne i Setubal.

1.

#

Er Du i Verden vide,
Du er dog Hjemmet nr,
Gud aander ved din Side
I Luft og Blomst og Trer;
Du hre kan hans Stemme
I Dig og rundten om,
Du fler Du er hjemme
Hvor Du i Verden kom.

#

Og stedes Du i Fare,
Er uforskyldt i Nd,
Han vil Dig velforsvare;
Og der er ingen Nd,
Og der er ingen Fare;
Vort Jordlivs Stjerneskud,
Er, fra en Moders Hjerte
At flyve op til Gud.

--

II.

#

Jeg Guds Verden har seet;

Jeg har grdt der og leet,

Visner hen Roser hvide og rde!

#

Naar min Stjerne gaaer ned,

Mon i Klarhed jeg veed

Hvad ustandseligt jeg gaaer imde?

#

I den rullende S, /

Skal min Tanke der de,

Det Levende blive det Dde.

#

Hvad jeg flte og sang,

Skal det de som en Klang;

I det udstrakte, mgtige de?

Professor Hartmann har allerede sat en Musik til dette sidste lille Digt. Igaar var her til Middag paa Holsteinborg Prsten Paludan-Muller og hans Kone, vi talte meget sammen om Dem, kjre Fru Ingemann; han var saa glad over at han havde besgt Dem, saa glad over at see Dem saa oplivet ved det givne Syn. Mand og Kone synes prgtige Mennesker. Nu Lev vel! inderlig Tak for Deres trofaste Venskab og Godhed for mig. Deres taknemlige

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 303, billed 6842-45)