The Hans Christian Andersen Center

Dato: 29. juni 1866
Fra: Asger Hamerik/Hammerich   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Paris 29de juni 1866.

53. rue de la Pepiniere.

Kre her professor!

Hjemkommen fra Sverig opholdt jeg mig nogen tid i Kbenhavn, ved tilflde fik jeg nogle af deres breve at lse hos fru Melchior, og det gav mig atter en forfrdelig lyst til at skrive dem til.

Den velvilje professoren har vist mig, og den sjeldne imdekommenhed og opmrksomhed de har sknket mig, har lnge opfordret mig til at tage pennen, men en mske utidig frygt for ata vre for dristig har indtil nu afholdt mig.

Om nu her professoren vredes, eller ikke, (som jeg hber) s er min lyst til at skrive nu bleven s stor, at den er vokset frygten over hovedet, desuden da jeg er kommen smange mile lngere ned mod syd, og afstanden ikke lngere er s stor, og det mske kan more dem at hre lidt fra Paris, s tnkte jeg idag, at jeg nok turde skrive et par linjer til en dyrebar landsmand som bor i det fremmede, ligesom jeg.

M jeg frst og fremmest lyknske dem til den nye store re der er bevist dem, og gennem dem, hele fdrelandet ved modtagelsen af ordenen notre dame de Guadeloupe.

Det er vist at navnet H. C. Andersen er det af alle vore digteres navne som er fljet videst om verden. Nu skal jeg fortlle dem, for nogle dage siden gik jeg ind i en boghandel p boulevarden og forlangte "les contes de M. Andersen" Jeg vilde hermed gre en forring til en fransk dame), man svarede "connais pas", jeg gentog "de M. Andersen" nu forstod man mig "ah le poete danois" "prcisement" svarede jeg og fik eventyrerne, boghandleren spurgte mig nu om jeg kendte dem, hvilket jeg bejaede, og fortalte ham at de nu var i Lissabon, hvor manden mente de nok vilde udgive en oversttelse i et nyt sprog. Den samtale jeg havde om dem kan de nok forst morede og interresserede mig i hj grad.

Forresten have vi det skrkkeligt varmt her i Paris, 33 grader celsius i skyggen hrer til dagens orden, foruden stvet, der den udslagne dag str i luften som om det var fotograferet. Jeg 1ider meget under varmen, men jeg trster mig med at jeg har det hundrede gange bedre end de arme soldater der nu sls nede i Italien. Ja alt drejer sig her om krig, og man er meget spndt p at lse telegrammerne om aftenen nr bladene udkomme, franskmndene holde jo p det ivrigste med Italienerne, men jeg kan dog ikke undlade at tro i mit stille sind, at de nsker Italienerne mtte ret blive afbankede, for det de m indse, at de ere magteslse uden den franske kejsers hjlp.

Om Napoleon forefaldt der for nogen tid siden en morsom historie, En sndag i "Palais royal" s man et velkldt menneske der lidt besknket tumlede omkring p plasen med de udbrud, "Kejseren er en dumrian, kejseren er en dumrian!" Folk stode stille og s p ham, forundrede sig over hans dristighed, men manden lod sig ikke forskrkke og vedlbev med en evig gentagelse af "Kejseren er en dumrian", tilsist kommer en politibetjent til og siger, at nu skal manden flge men [c: med] ham, han (manden) sprger forundret, hvorfor:

"fordi det ikke lader sig gre i Paris at kalde sin kejser for en dumrian," manden strider imod og skriger til politibetjenten om han ikke vidste at der gaves flere kejsere til i verden end netop den franske, politibetjenten vil ikke hre, manden fortstter, jeg mente jo den sterrigste kejser var en dumrian, politibetjenten arrig trkkende af med manden: "Nej det var den franske kejser der er en dumrian!" Lystighed mellem de omkringstende.

Med denne lille pariserskitse slutter jeg dennegang, jeg hber endnu engang professoren ikke har taget mig min dristighed ilde op; nr jeg beder dem om et par ord fra dem, vil de s engang, nr deres tid tillader dem det, opfylde min bn?!

med dyb beundring deres

hengivne Asger Hammerik

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 66, 54-60)