The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. februar 1863
Fra: I. P. E. Hartmann, Thora, f. Jacobsen Hartmann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Khvn: d. 22 Febr. 1863

Kjre Ven!

Dit kjrlige Brev har ikke skrmmet mig op af nogen Dvale, thi jeg har lnge i min Samvittighed vret opskrmmet over at jeg endnu ikke har skrevet Dig til; Gud veed, at det ofte nok har vret i min Tanke at nu burde det skee, og dog er det ikke kommet dertil, saa Du har i histe Grad Ret i Din Misfornielse, og Ret i Din Yttring at jeg er "en underlig Een"; maa jeg slippe med den Bebreidelse, saa er det mild Behandling, som jeg ikke fortjener, og jeg takker Dig saa hjerteligt fordi Du dog skriver mig et Brev til, hvori Dit trofaste, unge, gamle Hjerte skinner saaledes igjennem at jeg hrer og seer Dig, seer at Du ikke har det rigtig godt blandt de Fremmede, og at Du higer mod Hjemmet, hvor Du ikke behver at frygte for Ubehageligheder, uden at de i alt Fald vil finde tilstrkkelig Modvgt i Dine trofaste Venners Hengivenhed og Deeltagelse. - Jeg maa nu tage Frkhed paa, og ikke gjre Undskyldning fordi jeg frst nu omtaler en Familiebegivenhed som Du alt forlngst skulde have vidst af mig selv. Ja, Emma er forlovet, men ingen af de Andre siden Din Bortreise. Hun blev det i October med Pastor Frants Vedel i Flensborg, en Sn af Conferentsraad Vedel. Det er et udmrket dygtigt og fortrffeligt Menneske, som jeg altid har holdt meget af, og som tidligere er kommen i vort Huus; men han blev alt ordineret til Prst i Angeln paa Landet da han var 24 Aar gammel, og er nu paa 7de Aar Diaconus (2den Prst) ved Mariekirken i en meget god Stilling; Under denne lange Fravrelse har han kun besgt mig naar han kom herover For- og Efteraar. Dennegang besgte han mig ogsaa, spiste en Dag til Middag, og jeg havde saa lidt Anelse om hvad der forestod, at jeg, da han gik om Aftenen, sagde: god Nat, kjre Pastor Vedel, hils nu hos Lassens i Flensborg, og lev vel! Han har siden sagt mig, at han derved tnkte: Nei, min gode Professor, vi slippe ikke hinanden saa let denne Gang." Nok sagt, de bleve forlovede, 4 Dage efter reiste han hjem, og jeg har ikke seet ham siden; men Thora og Emma besgte ham i November i Flensborg, og kom hjem aldeles opfyldte af hans Elskvrdighed. I Juni eller Juli tnke vi paa deres Bryllup; til Foraaret haaber jeg at han kommer herover i Besg, og Du et maaskee da hjemme, og kan selv tage ham i jesyn. Dette om Forlovelsen. - Ravnen er nu heelt frdig fra min Haand; det har vret mig et interessant Arbeide, men det har kostet ligesaa megen Tid og Flid at bringe den paa Papiret i sin nye Skikkelse, som om det havde vret en hel ny Composition. Dette skal imidlertid ikke fortryde mig, hvis den blot maa vre lykkedes mig. At den nok vil gjre nogen Virkning tvivler jeg ikke paa; men hvorledes den i sin Helhed vil slaae an kan man jo ikke vide forud. Over de komiske Partier, der vist ville oplive i hi Grad, er jeg meget glad. Uagtet jeg selv har bedet Dig om dem, var jeg dog bange for dem i Begyndelsen, fordi det Komiske jo ikke ligger mig nrmest; men det gik godt og let da jeg frst kom ind derpaa, og jeg troer nok at det skal kunne staae sig naar det udfres godt. - Det er rigtigt, som Du siger, at der ingen Ravn bliver af i denne Saison. - Gade er alt kjed af det, som Du vel veed; han er fratraadt til Nytaar efter kun at have dirigeret Iphigenia i Aulis og Regimentets Datter. Han har dog ogsaa indstuderet, men ikke dirigeret Vilhelm Tell, der har gjort umaadelig Lykke. Nyrop, som ved Iphigenia var dalet Noget - mig synes ufortjent - har atter med Rette i Telt hvet sig til sin "Stumme"-Hide. Ogsaa Dcker har gjort megen Lykke. Overhovedet vise disse 3 Operaer, hvor uendelig nyttig Gade havde kunnet vre dem, hvis han havde fundet sig oplagt til at vedblive; men dette er nu ikke Tilfldet. Ikke desto mindre har han af Godhed for Emil selv tilbudet at indstudere Natten mellem Fjeldene. Den vil vel blive opfrt i dette Foraar, - men saa er ogsaa Theatrets kunstneriske og pecuniaire Krfter i Operaen opbrugte for iaar, og om mere Nyt af Betydenhed vil der i denne Saison ikke blive Tale. Vi har ikke Raad! siger Tilisch, og Rigsdagen siger Amen!

Medens denne, i det Mindste i Qvantitet vgtige Epistel er bleven til, har Situationen for saavidt forandret sig, at Thora og jeg nu ere i Roeskilde - de stakkels forladte Brn! hrer jeg Dig sige - Jeg blev ikke frdig med Brevet inden Afreisen og tog det derfor med. Vi boe denne Gang hos Domprovstens og fra deres Gjstevrelse fortstter jeg nu. - Det er nrmest den Anckerske Sag, jeg har tilbage at skrive om, denne fatale Affaire, som er nr ved at stte Splid mellem Venner, eller dog forvolde Dem Ubehageligheder, men hvad skal vi gjre? ["]Wrde giebt Brde" sige Tyskerne, og jeg tnker derfor at man ikke kan gjre bedre hver, end, ligesom Du at handle efter sin bedste Overbeviisning, og fjerne enhver Tanke om at der stikker noget Personligt bag ved. Utroelig skadeligt vilde det vre om Nogen udtraadte, og med denne Spaltning, i den offenlige Mening rokkede Respecten for kunstneriske Domme. Men jeg frygter heller ikke derfor. Winther har talt til mig om sit frste Brev til Dig, erkjendt at det var for skrapt, og sagt mig at han efter Modtagelsen af Dit Brev derpaa igjen havde skrevet Dig til, og at han haabede at der efter at Du havde faaet dette sidste Brev ikke vilde vre Tale om noget extraordinrt Skridt fra din Side; - og jeg haaber da at der ikke vil blive Noget for mig at foretage som Formand. For at tale om mit eget Forhold til det Paludan-Mllerske Candidatur, hvis Sagen kommer til Afstemning i Udvalget, da er det en overmaade slem Ting for P.M. at Udvalget ifjor overstemte Rung; for, seer Du, faaer P:M. det iaar, som jeg nu troer, han gjr, saa gives derved Afstemningen fra ifjor den Fortolkning at det ikke var Principet: den ldre uddannede Kunstner ligeover for den Yngre i Udvikling, der voldte at Rung ikke fik det, men at det var Personen Rung der blev forkastet for Gotfried Hansen. Der er ikke mindste Grund til at stemme anderledes for Digternes, end for Musikernes Vedkommende, og gaaer P.M. iaar igjennem, saa kan det ikke bortraisoneres, at dette er krnkende for Rung, noget, som vi aldrig havde tnkt paa at det skulde vre. Var jeg ikke Formand, kunde jeg forholde mig passiv til Sagen; men nu er det uheldigviis Tilfldet. P.M. er ikke af sig selv falden paa at sge det Anekerske Legat. Han gik til Ministeren for at sge Staten om Reisestipendium, og Staten skylder ham det aabenbart; men han blev af Ministeren henviist til det Anekerske Stipendium, og det er altsaa en Finte af MonrathiS for at blive ham qvit og spare Statens Penge til andre jemed. Mine Betnkeligheder imod at tildele egenlige Kunstner- og Digternotabiliteter Stipendierne har jeg altid udtalt; Du kjender dem og min Frygt for denne AnvendeIses Conseqventser. Faaer nu P. M. det iaar, og saa Hauch og Hert:z:o som flge der af komme og sge det ad Aare paa een Gang, hvad saa? - Kan det virkelig vre Mening af Testamente og Statuter, at Digtersectionen efter Udtrykkene skal sidde og dmme om "hvilke Geni og Talent af saadanne Folk, der frst maa komme i Betragtning" til at nyde det. Din U dvei med at sprge Ministeren gaaer ikke. Det vilde Ingen i Udvalget gaae ind paa, af Frygt for ved en ministeriel Udtalelse at bindes hvor de ikke behve det, og hvor de ikke vil bindes. - Jeg har nu lettet mit Hjerte for Dig, for at overlade hvad jeg har sagt til Din egen Overveielse og Indsigt. Betragt det nu kun saaledes og ikke anderledes.

Og nu kjreste Ven, lev vel indtil vi sees; modtag de varmeste Hilsener fra Brnene i Kjbenhavn og fra det Ortvedske Huus og vr ikke vred for den lange Taushed, paa Din egen trofaste

I:P:E: Hartmann

[Efterskrift fra Thora Hartmann til HCA]

Kjre Professor!

Hjertelig Tak for Hilsenen i Hartmanns Brev, jo! meer jeg tnker mig ret om, forekommer det mig nok at have seet og hrt en fremragende Personlighed, ved Navn Andersen, jeg har i disse Dage lst en Historie af ham "Hrren", som er ganske magels deilig, vi glde os nu alle Meget itl hans Hjemkomst fra Udlandet. Kommer De gjennem Flensborg engang, vil Emma blive henrykt ved at modtage Dem og jeg lnges efter De skal kjende Vedel, som er hist elskvrdig. Med et velmeent Adiu saalnge Deres Thora Hartmann!

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter