The Hans Christian Andersen Center

Dato: 14. februar 1863
Fra: Christian Winther   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

14de Febr. 1863

Kjre Prof. Andersen!

Da jeg for 3 Dage siden modtog Deres sidste Brev, laae jeg i min Seng og havde Feber. Min Kone forelste mig Brevet og jeg fik dobbelt saa strk Feber. Nu sidder jeg her med mine blinde ine taarefyldte - nemlig af en rasende Snue - og vil forsge paa at hindre Dem i et overilet Skridt, som bestemt vilde fortryde Dem og bedrve mig meget. - Naar jeg siger "Kjre" til et Menneske, saa mener jeg det rligt og alvorligt; ellers siger jeg det ikke. Hvor kan De nu troe, at jeg kunde have isinde at fornrme en Mand, som jeg for det Frste holder af - og dette er in casu det Vigtigste - og som vi dernst Alle have Glde og re af? Hvor kan De troe, at jeg paa en ond Maade vilde Dem tillivs? Er jeg da af saadan Beskaffenhed, at man kan stte mig i Classe med Corsar-Skriblere? eller ligner jeg Kritikerne i Folkets Nisse eller Dagbladet? Hvis jeg nogensinde kommer til at yttre mig om det Ankerske Legat og dets Bestyrelse, saa vilde dette ganske blive holdt i en Almindelighed, kun tage Hensyn til Forstaaelsen af Testamentets Ord og det derpaa grundede Princip. Tiltroer De mig nu en saa massiv Plumphed at ville udpege Personer og deres fra min afvigende Meninger? umuligt! - Min Erklring "at ville udtrde af Comiteen, hvor jeg seer, at jeg Intet kan udrette" (ikke: "fordi jeg ikke kan faae min Villie sat igjennem") seer den ud som en Trusel i Deres ine, saa maa De jo dog tiltroe mig en Dumhed; jeg tiltroer mig ikke Evne til at kunne kyse Dem, og jeg anseer Dem nok for at vre Mand for at svare paa Tiltale. Men det er ikke heller ganske i sin Orden, naar De anfrer som Motiv til min mulige Udtrdelse en "Vrede", en barnagtig rgrelse over ikke at faae min Villie. Jeg holder mig ene og alene til Principet, som jeg antager for det rette, og tager her hverken Hensyn til mig selv eller Andre. Og skulde da nu min Udtrdelse, motiveret paa denne Maade, kunne fremfre noget Brud mellem os? Det vilde jo nsten vre latterligt. At De stter nogen Priis paa mit Venskab er mig inderligt kjrt, og jeg kan med Sanclhed gjengjelde Dem med en lignende Erklring. Men, hvad et Brud angaaer, saa har det, i det Mindste fra min Side, ingen Nd. Hvorledes Sagen saa stiller sig, hvad jeg saa gjr eller ikke gjr, min Stemning for Dem bliver i den samme Toneart, som hidtil. De kan ikke udtrde af Comiteen; det vilde jo dog vre. et Forrderie mod den, som har valgt Dem. Jeg derimod kan uden saadan Hensyn gjre det, og jeg bliver ndsaget til at gjre det. Mit Syn er nu saa slet, at jeg nppe med en strk Loupe kan lse storstilede Bger. Det er mig aldeles umuligt at lse de mange smaabitte Poeters smaabitte Samlinger, der ere trykte med smaabitte Bogstaver; og man maa dog kjende lidt til de Ting, man skal flde Dom over. - De baade kan og br afgive Deres Stemme, skjndt De er fravrende. At Bissen ikke gjorde det ifjor, var formodentlig af Slseri og Ligegyldighed. Hvis De bemyndiger mig dertil, skal jeg meddele Formanden, Prof. Hartmann, Deres Votum: Fr. Paludan-Mller. Mine Grunde, hvorfor jeg, stttet paa Testamentet, stemmer igjen paa C. Andersen, har jeg alt fremsat. Men, hvorledes man, naar man vil stemme i Medhold af Arvelitderens tydelige Mening, kan vlge f. Ex. Paludan-Mller eller Prof. Rung, og hvorledes man vil kunne forsvare det, see, det gaaer aldeles ud over min Forstand og midt ind i Prstens! - Hr. Eckardt sagde mig forleden Dag paa Gaden, at De var ventet hertil d. 20de Marts. Jeg troer nppe, at Comiteen samles fr den Tid. Det er jo altsaa muligt, at De selv tager Deres Plads; men skulde De forlnge Deres Ophold i denne By, som lokker saa Mange, saa opst ikke at sende mig eller en Anden Deres Fuldmagt. - - Kan De arbeide i den store, fortumlende Myretue? Jeg har saa tidt tnkt paa, at De burde skrive os et Lystspil i 5 Acter, et Billede af vort eget hjemlige Liv, snildt og skjelmsk i Anlget, spndende og naturligt, gracist og bidende, vittigt i Dialog og Form; - thi jeg tro er, at De kunde. Den, som har digtet det lille Mestervrk, "Den nye Barselstue", han kan Mere. Hvis jeg formaaede det, saa satte jeg Dem - ikke paa Vand og Brd - men paa Malvasier og Marcipan og tvang Dem til at gjre Forsget! - Nu lev vel! Fra min Kone og Datter har jeg de venligste Hilsener til Dem. Selv er jeg uforandret

Deres hengivne

Christian Winther

Kan De ikke nok see paa dette Brev, at det er skrevet af Een, der har lidt Feber, megeen Tunghed i Hovedet, inenen fulde af Taarer, og hvert ieblik maa tage til Trkldet.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter