The Hans Christian Andersen Center

Dato: 9. januar 1863
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

Bordeaux den 9 Januar 1862 [fejlskrivning for 1863].

Kjre Fru Kock!

Et gldeligt velsignet Nytaar for Dem og Deres, gid at vi glade og vel, i en Fredens Tid, maa mdes i Hjemmet; det er frste Gang paa en Reise at jeg ude ret har glccdetmig til at kumme hjem, have det hyggeligt og ret gribe der det Gode Vorherre vil forunde mig, og dog har denne Reise vret saa riig paa Skjnhed; Besvrlighederne vare ringere end jeg ventede. Mit forrige Brev fik De nok fra Sevilla, senere har jeg besgt Cordoba med sin mrkelige Domkirke, hvis Indre endnu ganske seer ud som en tyrkisk Moskee der i strste Hast var blevet smykket ud til kristelig Kirke. - Herfra havde jeg en meget besvrlig Reise til Madrid, jeg sad 28 Timer i fuldproppet Deligense og fra denne steeg i Banevognen og kjrte endnu i 8 Timer og da jeg saa kom til Spaniens Hovedstad var det Sneeveir, Vinden isnende kold, man siger om den, at den ikke kan blse et Lys ud men drbe et Menneske og jeg begyndte at troe at den lagde an paa mig, jeg leed af Hoved og / Halspine; for at skifte Klimat gjorde jeg derfor en Udflugt, paa nogle Dage, til Toledo, en rigtig spansk By, der ligger uendelig malerisk i en forunderlig Eensomhed; jeg har i et lille Digt sgt at give et Billede af den, eller rettere hvilken Stemning den vakte hos mig,jeg afskriver Digtet, men De maa ikke lade det trykke, jeg har en Bestemmelse for det, men glde mig vil det om jeg hre at De og Deres, ligesom ogsaa Digteren Hauch, have syntes om det.

Toledo.

Vr hilset Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By,
Hvor Maurer-Klinger blev' smeded',
om det gaaer i Verden Ry.
Her er saa eensomt og stille,
forfaldet, de og stort,
Af rustdte Hngsler faldet
Alkazars Vinduer og Port.
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal,
End pranger Familie-Vaabnet
over den aabne Portal.
Her er ei Kamin, men et Ild-Fad,
jeg hrer den styrtende Regn,
Den skyller ned, som en Syndflod /
over den udbrndte Egn.
De ngne, graagrnne Klipper
sig lfte langs Tajos Bred,
De kjende en larmende Fortid
og Nutidens Eensomhed;
De hrte Mahomed prises, -
Og ChOrsang til Jehova, -
Nu hre de Locomotivet,
som kommer og bruser herfra.
- Og saa er igjen det stille,
Alt rundtom de og stort. -
Men deiligt snoer sig et Viintr
om Byens ldgamle Port,
Og der, bag det gittrede Vindue,
den deiligste Rose jeg saae,
Og den havde kulsorte ine,-
tidt viljeg tnke derpaa.

---

Fra Toledo kom jeg igjen til Madrid, vor danske Gesandt Baron Brockdorf var i Kjbenhavn, men den svenske Minister tog sig srdeles af mig; den spanske Gesandt fra China, en litterair Mand, arangerede en Middag for mig i et af Byens Hoteller hvor jeg traf nogle litteraire Strrelse. Veiret var slet, Opholdet dyrt, Madrid interesserede mig kun lidt, med Undtagelse af Bille[d]galleriet og jeg besluttede derfor at reise til Burgos og blive Julen over, men her kom jeg ind i alenhi Snee og var nr med Collin, blevet qvalt om Natten af et Fad Trglder der skulde / opvarme vor Stue; Sneen rygede saaledes at vi i tre Dage ikke kunde komme en Miilsvei ud til Cids Grav, vi maatte opgive Besget og snarest, vilde vi slippe over Bjergene, afsted; Reisen var besvrlig; Juleaften kom vi til Bajonne og feirede Festen ved en rigtig god Ild i Kaminen; en Flaske Champagne, som jeg satte en brndende Voxstabel om Halsen, var vort Juletr. Anden Juledag reiste vi ned til den biscaiske Havbugt tt under Spaniens Bjerge og bleve nogle Dage i Badestedet Biaritz, hvor de mgtige Brndinger isr henrykkede mig. Nytaars Aften kom vi her til Bordeaux hvor vi blive til den 14de, gaaer da, lidt langsomt, til Paris, hvor jeg haaber, de frste Dage i Februar, at erholde et Brev fra Dem, adresseret til den danske Legation og jeg hrer da hvorledes De og Deres Brn have det, ligesom min unge Ven Jrgen; dem Alle, ligesom Deres Broder og hans Familie mange hjertelige Hilsener i det nye Aar! Lad mig vide hvad De synes hjemme om mit Eventyr i Folkecalenderen og mine i Christian Winthers Bog. der staae vi nok alle i Skygge ved Aarestrups Digtninger, hrer jeg. Lev nu hjertelig vel.

Deres trofaste hengivne

H. C. Andersen

[Tilfjelse i marginen s. 4:] Seer De Frken rsted, da hils hende og hendes Moder.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 265, billed 6714-19)