The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: *opmuntr*

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 19. oktober 1840
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Mandag d. 19de October 1840.

Jeg havde ikke trot at Noget mere kunde give mig en saa dyb indere Smerte, som jeg flte igaar ved at lse Deres Brev kjre Andersen! Deres Reise er da saa hurtig bestemt, De kommer ikke som jeg havde ventet gjennem Odense, De reiser fr Deres Tragedie bliver opfrt, jeg kan ikke ret fatte det Altsammen, og jeg har dog tnkt en heel lang svnls Nat derpaa. Louise Collin skal have Bryllup, De besger ikke fr Deres Afreise Sverrig, og hvis De var riig vilde De tage Gud hvor De er en gte Herre) Ida Falbe. Gudskeelov De ikke er riig kjre Andersen, jeg hrte netop forleden begge de deilige Frken Falber i Anledning af den enes Forlovelse meget omtale, som Piger der af Moderen vare indvede naar, og hvorledes de skulde slaae jnene op og ned og en saadan Pige vilde den Mand vlge der har Aand og Sands for noget bedre, vlge af en flygtig Forlibelse i en Modedame, hvis fine Skjnhed som oftest varer saa kort, og hvad er der saa tilbage, eller af en ulykkelig Trods for at foraarsage den virkelige Gjenstand for sin Tilbjelighed en indbildt Krnkelse og derved maaskee gjre baade sig selv og den ny Udvalgte ulykkelig! Jeg kan ikke tnke mig nogen sand Kjrlighed uden den der er grundet paa Agtelse. Dog smukke Piger blive jo gjerne misundte af deres eget Kjn og derfor ogsaa bagtalte lidt. Fr. Falbe er maaskee meget elskvrdig, jeg kan mindes at jeg gjennem Adolph Recke engang har lst et lille smigrende og nydeligt Digt fra Dem til hende dog Digterne kaste jo ligesom Deres Troes forvandte Tyrkerne Schawlerne mangesteds hen. Og i saa Henseende er De virkelig en Baggesen. Dog mit Spg er her paa upassende Sted; men jeg vilde selv gjrne lee en Smule, for at blive lidt let om Hjertet. De vil have et langt Brev, hvad skal det indeholde og hvilken en Glde kan det egentlig forskaffe Dem, jeg er neppe underholdende mere om jeg nogensinde har vret det. Saa der var Malurt i mit sidste Brev, det bedrver mig min kjre Broder, hvad Gud har tilskikket mig og os Alle maatte jo opvkke den hjeste Smerte; men ikke Bitterhed, veed De at Gusta har vret ddsyg og at vi i 3 Uger have gaaet i en skrkkelig ngstelse og Spending, det er nu meget bedre, og der er igjen en lille Stilstand i Familiesorgerne; men disse evige Spndinger hrde, eller udmatte. De siger mig ikke i Deres sidste Brev, om Fr. Heiberg giver Maurerpigen, man har har fortalt mig, at hun havde betnkt sig og taget den. Hvorfor skulde Maurerpigen ikke vre skreven under en god Geniuses Indflydelse, jeg tror hvert Digtervrk har sin enten en himmelsk eller en jordisk, saaledes har jeg altid i Tankerne gjort Louise Collin til Improvisatorens. Er Comtesse Barck eller Fr. Falbe Maurerpigens? See nu om Riigdom, Fornemhed og Skjnhed, eller Ssterkjrlighed formaaer meest, Stedssteren i Odense har vel srdeles Yndlinge blandt Deres Arbeider men hun har ogsaa en god Bn for dem alle, og gjr Maurerpigen Lykke som jeg sikkert haaber , saa vil jeg ved Gud dele lidt af Hderen med de tre Frste. Forfatteren tilfalder naturligviis den strste Part ! Har Maurerpigen derimod ikke det Held som jeg sikkert tror den fortjener, saa vend tilbage til Ssteren, den ene idetmindste skal ikke svigte Dem, hun kan intet Savn udfylde; men dog mildne det. De siger Ingen er lykkelig. Igaar Aftes og i Nat syntes jeg at De havde Ret, alting var saa mrkt om mig, min kjre Moder trak Vejret saa kort og ngsteligt, og udenfor strmmede Regnen voldsomt ned, jeg flte ret dybt at heller ikke jeg var lykkelig, og dog tr jeg nok sige jeg gjr nu saa smaae Fordringer til Livet, som yngere tnkte jeg altid, man skal glde sig ved Livet, det skal nydes, nu tnker jeg, det skal udholdes og bres; men derfor griber jeg ogsaa med Begjrlighed de smaae matte Gldesstraaler der falde paa min Vei. Da jeg imorges stod op skinnede Solen saa deiligt klart, o, hvem der dog kunne tage Sol og Maane med fra det lille Hjem som vi til Foraaret forlade, saaledes som her fra frste Haand faae vi det neppe igjen, da jeg kom ud paa Gaden var Luften klar og frisk, jeg mdte flere Bekjendtere, de hilsede mig alle saa venligt, o, jeg holder meget af Odense, i en stor By fler jeg mig saa underlig forladt ! Da jeg kom ned til Brnene, kom Bertha og den deilige lille Christian, det smukkeste og elskvrdigste Barn jeg nogensinde har seet mig imde paa Trappen, Bertha havde en smuk Bouquet til mig det var de sidste Blomster fra Haven, og den lille Engledreng stod i et Vk og raabte " Da Jet, Jet Blomster", da jeg kom indenfor bragte Fr. Schnheyder mig en Kop Chokolade for at varme mig efter Touren derned og Schnheyder kom strax efter med det venlige Forslag at han til Sommer vilde lre Bertha og mig at male i Olie o, jeg glder mig ret dertil. Schnh. maler smukt, han har srdeles Anlg og har i flere Aar lrt af Gebauer. Mit Sind er saa bevgeligt, jeg glemte over al den Venlighed reent hvor ulykkelig jeg havde flt mig om Natten jeg syntes jeg var saa uhyre lykkelig; men nu da jeg er kommen hjem og endnu engang har lst Deres Brev, nu er jeg igjen bedrvet. Menneskene ere tidt saa gode imod mig, jeg vilde saa gjrne vre ret god igjen isr mod mine Venner; men det har i det sidste Aar saa ofte forekommet mig som om jeg egentlig intet mere var for Dem, som om De ved ikke at see Breve fra mig, ikke vilde fle andet Savn end det Vanen giver, maaskee jeg har havt Uret, saa tilgiv mig det. Tro ikke hvad jeg her har skrevet er fremkaldt af nogen Bitterhedsflelse, det er det ved Gud ikke; jeg er i dette jeblik kun nedstemt jeg vil gjemme mit Brev til imorgen !

Tirsdag den 20de. Veiret er ret mrkt og uhyggeligt i Dag ja, hvem der ogsaa kunde see Sydens Himmel; men det opnaaer jeg aldrig, og hvad kunde det ogsaa nytte mig der jo er skabt for et aldeles Hverdagsliv, maaskee gjre mig utilfreds med dette. Moder er svag i disse Dage Gigten er saa slem, og med den flger gjerne noget feberagtigt Gud styrke dog hendes Helbred tnk hvilken en evig ngstelse jeg vil komme til at gaae i naar vi blive ene, ja De har Ret der ligger noget meget tungt i at fle sig ene, isr naar man har vret vant til at vre saa mange, jeg har en Flelse som om jeg med Sstrene tog Afsked med den sidste Rest af min Ungdom og jeg vil saa gjerne vre evig ung, jeg fler mig saa vel blandt Brn og yngre Mennesker, gid jeg maae de inden der kommer et graat Haar paa mit Hoved inden der falder en Tand ud af min Mund, jeg vil saa ndig ldes og slves hverken paa Sind eller Legeme. De nsker Dem en Grstrv i Syden, jeg synes jeg kan see hvordan den vilde blive stvet og afsveden af Heden. Det kolde regnfulde Danmark kan give den friskere og grnnere; der vil gro en lille Gaaseurt paa den, dog en Digter nsker sig et Marmormonument, og det kan jo Syden give. Jeg tror ikke at De der udenlands; men jeg tror De vil fle Dem saa vel derude, at det vil vare lang Tid inden vi gjensee Dem, og naar De da gjenseer Hjemmet vil vistnok meget vre forandret. Hvorlnge kan De hve Deres aarlige Indkomster i Udlandet? Til Africa, til Orienten hvad sige Deres kjbenhavnske Venner dertil - Jeg skal hilse Dem saa mange Gange fra alle Sstrene, Tante Gusta vil selv skrive inden De reiser har hun sagt. Paa Lrdag 8 Dage altsaa, vi ville Alle tnke paa Dem. Sstrene nske saa meget at Moder skulde bo i Kjbh. for at vre dem alle nrmere hun lader til selv at have Lyst dertil; men for det Frste bliver det da ikke, Gudskeelov, havde jeg nr sagt; men det mener jeg dog ikke, jeg vilde gjrne bo i Kjbh. naar jeg ikke skulde forlade Odense. I Kjbh. er jo Faders Grav, Gusta, vi ere ogsaa Norge nrmere, der er nogle enkelte Mennesker jeg holder af, mange aandige Nydelser, hvoraf dog enkelte selv er for den Ubemidlede. Her er frisk Luft, Barndomserindringer og Ungdomsvenner Mennesker som holde af mig; men her er flere smertelige end blide Erindringer, Ungdomsvennerne blive frre og frre, her komme bestandig ny Mennesker til Byen og de gamle forsvinde, var ikke Brnene saa; dog Kjbh. gjr mig melankolsk, men kan det convenere Moder, vil jeg jo vist ogsaa fle mig tilfreds der. Vilde De naar De kommer hjem besge den lille Enkebolig som De nu besger Wulffs Collinerne og Fr. Lsse? Maaskee ! men det vilde i al Fald kun blive paa faae Minutter. Naar jeg seer Dem kan jeg aldrig tale med Dem som naar jeg skriver, ikke som i gamle Dage i Tolderlund. De er som et flygtigt Syn, fr jeg har faaet Lberne aabnede er De borte. Betty S? er jo kommen fra Nysse og det ganske pludseligt, hun er et ulykkeligt Vsen, hendes Phantasi lber saa aldeles af med hende, man beskylder hende for at vre intriguant det tror jeg dog virkelig ikke hun er, jeg tror hun har baade Hoved og Hjerte; men hun er saa forunderlig forkuet og forskruet det har nok vret rent galt mellem hende og Fr. Wulff har jeg hrt sige. De vil have et langt Brev kjre Andersen, hvad vil De jeg skal skrive om, jeg veed Intet, siden Faders Dd forekommer det mig ofte som mit egentlige Livs Historie var aldeles afsluttet. Eline Faaborg sidder her, hun beder mig hilse, og siger de Ord De lagde Tante A? i Munden "Gud det lykkelige Menneske der skal til Grkenland, til Orienten !" Af hvad Art bliver Deres ny Bog, eller rettere i hvilken Form? Ere Deres sidste Eventyr udkomne? Jeg sprger som om jeg kunde vente Svar, jeg kan endnu ikke ret tnke mig at det ikke er saaledes, og dog, seer jeg ikke endnu engang nogle Linier fra Dem inden De reiser?

Paa Mandag 8 Dage reiser Jane over Kjbenhavn til Vordingborg, hun bliver nogle Dage i Hovedstaden for at see til den kjre Sster Gusta. Nei nu kan jeg ikke skrive mere ! Gudvelsigne Dem, min kjre Broder, jeg rkker Dem begge Hnder til Afsked. Jeg har tabt saa meget i den senere Tid, De maae ikke flge med Alt det vrige. Jeg vilde saa gjerne give Dem nogle opmuntrende Ord til Afsked; men idag kan jeg ikke. Eline og Jane sidde ogsaa her, og ere saa lystige, og lee saa meget, de bilde sig vist i dette jeblik ind at de ere saa fornjede; Levvel ! Saa Dampskibet gaaer endnu, det er jo godt, ja det er vist det Bedste. De reiser altsaa Dagen fr Frken Collins Bryllup; det gjr hende dog vist ondt dog nej det maatte vel vre hende piinligt om De blev. Kjre Andersen vr ikke alt for bedrvet, vr ret strk vi glemme jo Alle, kun Nogle fr, Andre senere. Stoltheden er en god Lge, kan den og undertiden lge langsomt saa lger den dog altid sikkert, derom er jeg overbeviist. Ingen, ikke det troeste Vsen kan evig elske allene, det er usselt ; men det er sandt!

Levvel, tnk undertiden med Godhed paa mig De vil altid vre mig en kjr Broder, et af de venligste Billeder fra Ungdomsdagene i Tolderlund ! Levvel, nej, Ingen er lykkelig.

Mine bedste Bnner flger Dem glem derfor heller ikke Ssteren.

De sagde engang at De gjemte mine Breve, om De endnu har dem saa lov mig at De inden Deres Reise vil tilintetgjre dem, eller er det Dem imod saa send mig dem med Ageposten. Det vilde vre mig en hjst piinlig Tanke (man veed jo ikke hvordan sligt kan komme omkring) om de nogensinde skulde blive til Underholdning for Andre. De er jo ikke vred for hvad jeg her skriver !

Vi hre jo fra Dem fra Udlandet ! Hvis jeg endnu inden Deres Afreise faar nogle Ord lgger jeg et lille Indlg i Tante Gustas Brev. Vi sees dog sikkert til Sommer igjen jeg kan ikke tnke mig det anderledes, dog det er jo mod Deres nske De vil saa langt, langt bort! Levvel, nu har jeg jo skrevet et langt Brev, det vilde glde Dem har De sagt. Saa De vil da virkelig reise inden Opfrelsen af Deres Tragedie. Paa Lrdag vil jeg tnke paa Dem, og er det muligt som jeg tror at ens Aand kan omsvve de fravrende Kjre, saa vil De ikke vre ene i Syden.

-

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.