Lørdag Eftermiddag d: 12te Septbr. [1840]
Det er er underlig Følelse naar man længe ikke har underholdt sig med Nogen, paany at tage fat paa den afbrudte Correspondance; man har meget at sige, veed ikke hvor man skal begynde, og saa kommer da Brevet i Almindelighed til Intet at indeholde. Det gjør mig hjertelig ondt at De har havt saa mange Ubehageligheder siden De gjensaae Kjøbh. Ærgrelse er den Art Sorg der gjør mindst godt af alle, thi den opvækker intet højere Liv i os; men trækker os ret for Alvor ned til Jorden og al dens Smaalighed. De siger i Deres Brev til Moder, at De i længere Tid har følt en Livsbitterhed der har gjort Dem kold for Alt, det maae være en smertelig Tilstand, ja jeg veed at den er det, jeg har kjendt den om end kun i Øjeblikke; men jeg haaber den skal aldrig mere nærme sig mig. Tror De ikke gode Andersen at denne Følelse for endeel ligger i vor egen Opfatten af Tingene og Menneskene om os, vi gjøre tidt saa store Fordringer til Andre, vi tro at vi i deres Sted ville have været istand til at yde Alt, og netop vore gode Forsætter skjuler vor egen Svaghed for os. Er det ikke tænkeligt, at Fr. H.? virkelig føler sig for svag til at paatage sig en anstrengende Rolle, hvem kan maale Andres Kræfter. Beherskes Heiberg og hans Kone derimod virkelig af den lave Konstnermisundelse som De siger De har Grund til at antage, saa synes jeg snarere at den hos Dem maae føde Ringeagt end Bitterhed, og saa er jeg overbeviist om at Heibergs selv ville have værst af det. Gjør Mad. Holst Lykke i sin Rolle, vil Fr. H? ikke tilgive sin Mand at hun har maattet opofre en Forfængeligheds Triumph for en Mand hun jo ikke skal elske. Gjør Stykket Lykke som jeg sikkert haaber og venter, saa vil H? ærgre sig over ikke at kunne sige: Det er min Kones Spil der har holdt det. Publicum vil være utilfreds med ikke at see Fr. H? i en Rolle Forfatteren havde tildeelt hende, det vil lægge Blade til Mad. Holstes Laurbær595 . See, De har jo alle Fordele paa Deres Side; men De vil indvende, det erstatter ikke Forfatteren den Smerte ikke at see sin Skabning saa ædel fremstillet, som han har tænkt sig den, det erstatter ikke Mennesket Tabet af den Tillid hvormed han har regnet paa Andre, og henvendt sig til dem. De har Ret kjære Andersen; men o, hvor ofte bliver vi ikke saaledes skuffede ! Vi kunne jo ikke tænke os ind i Andres Ejendommelighed, der kan jo være saa mange Smaakroge i Menneskene der netop skjule hvad der vilde retfærdiggjøre dem for os, o, troede jeg ikke paa disse Kroge, paa disse Skjulesteder for Menneskenes gode Engle, saa vilde jeg ofte mistvivle, om mine bedste Venner, om de Mennesker der er, eller have været mig kjærest. –
De agter Dem til Italien, maaskee til Grækenland, paa hvor lang Tid - Gid denne Reise maae tilfredsstille Deres Forventninger; da den bliver begyndt saa seent paa Aaret, gaar Deres Reiseroute jo gjennem Odense hvor De da formodentlig opholder dem en Dagstid, maaskee et Par Dage, vi skulle da sees, og jeg haaber at Søsteren vil kunne være lidt mere for Dem, end det i de sidste tunge Dage var Tilfældet. Mange Mennesker sky et Levvel, med mig er det ikke Tilfældet, der ligger noget saa utilfredsstillende og smerteligt i den Følelse, at adskilles, for maaskee ikke mere hernede at gjensees, uden at have rakt hinanden Haanden til Afsked. – Jeg vil fortælle Dem lidt om mig og Mine vi ere Alle nogenlunde vel, og saa rolige og fattede som – vi kunne være, min elskede Moder lever i, og for sine Børn, hvoraf desværre kun faae kunne blive i hendes Nærhed. Jeg er ikke saa stærk som i de første Dage, dengang var al min Tanke kun en Tak til Gud fordi det Kjæreste jeg har ejet paa Jorden, havde funden en Havn for de skrækkelige Lidelser jeg i over 2 Aar har været Vidne til, nu kommer Savnet og dets uendelige Veemod, dog jeg er rolig, roligere end jeg nogensinde før har været; men ogsaa andeledes, jeg haaber at Faders Død skal gjøre mig til et bedre Menneske, det forekommer mig, som om Himlen var rykket mig eller jeg den nærmere nu da han er der. Jeg føler ret hvor lidet de Kjære jeg før har mistet have været mig mod ham. Af Fr. Læssøe veed De maaskee at Gusta er i Kjøbenhavn jeg tænker at De hos Læssøes vil støde sammen med hende om De endnu jevnligt kommer der. Louise er igjen i Lauenborg først i November reiser Jane til Vordingborg og Thea til Foraaret til Norge, saa er Moder og jeg ene, det vil blive Savn at bære; men naar vi blot maae faae gode Efterretninger fra de Fraværende haaber jeg at vi desuagtet skulle føle os ret tilfredse ved vort stille Liv, det vil have noget Kjært og Oplivende for mig at betragte mig selv som en Støtte for min elskede svage Moder, og jeg haaber Gud vil give mig Kraft til at være en ret stærk og trofast. I disse sidste Dage have vi næsten havt Vinterveir; det har været koldt og mørkt om Dagen; men om Aftenen har jo til Gjengjæld den smukke Septembermaane lyst for os, jeg holder meget af disse Efteraarsaftner med Maaneskinn Lys og Blomster paa Bordet, Efteraarsblomsterne ere saa smukke, og min lille elskede Bertha596 bringer mig hver femte Dag den deiligste Bouquet. Jane har i disse Aftner igjen sungen lidt til Claveret der har hvilet saa længe og Thea og jeg nynnet med saa godt vi have kunnet. Deres deilige Scandinaviske Sang der er saa smukt udsat for Stemmer kunne vi desværre ikke synge firstemmigt da første Stemme staar saa ideligt i de høje Toner at jeg netop kan synge den; men langtfra smukt, og Caroline slet ikke, derimod synger Jane Melodien allene og den tager sig godt ud for hendes Stemme. For min lille Boghylde der i den sidste Tid er bleven endeel forøget kjæler jeg formeligt. Spillemanden er nu ogsaa kommen i 3 smukke Kjoler; o, Gud jeg biede altid med at lade den indbinde fordi Fader bestandig haabede at tegne Udsigter til den, jeg vidste nok det vilde aldrig skee; men det var for mig som om jeg selv opgav ham om jeg lod det gjøre ! Deres Udflugt til Fyen varede kun meget kort, Opholdet paa Glorup var dog vist ret behageligt og selskabeligt, jeg har hørt lidt tale om endeel Impromtuer af Dem der skal have gjort megen Lykke, og som Tilfældet havde fordeelt saa træffende597 . – Om Hansens598 Selskab for Prindsen har De vel hørt fortælle, det var Fyrværkeri Væddeløb, Seilads og Dands, Alt skal have været smukt ordnet. –
Odense ny Theater hvorpaa der nu rask bygges skal blive meget smukt, man taler her om at Comiteen vil indbyde nogle af de kjøbenhavnske Skuespillere for at indvie det. Andre tale om at det Hubertske Selskab skulle komme her det er det Bedste vi nogensinde har havt599 . – Deres Tragedie har jeg jo hørt men jeg veed intet af den jeg havde den Dag ingen Magt over mine Tanker, dog forekom det mig som om De var gaaet uden for Dem selv for at skrive den, eller maaskee ogsaa med den forandret Deres egen Ejendommelighed. – I Deres Brev fra Nyssøe spurgte De om min Novelle, nej, den kommer ikke ud til Efteraaret, neppe engang til Nytaar, den har i det sidste Halvaar næsten aldeles hvilet, først nu er den igen kommen frem, og det er bleven mig en kjær Beskæftigelse at arbejde paa den. Den er ingen Foraarsskizze det har jeg aldrig lovet, hvor skulde jeg tage det Foraar fra. Den er ikke lyrisk, den er næsten udelukkende skreven med Hovedet, tror jeg da ! Der vil blive langt mere at udsætte paa den end paa Tante Anna det føler jeg nok, men jeg vil skrive om hvad der interesserer mig selv, min Interesse for den er forbi naar den først kommer til at tilhøre Andre. – Levvel gode Andersen, seer De Gusta da hils hende fra os Alle, ogsaa Fr Læssøe maae De hilse fra hendes og
Deres hengivne Jette H
Fra Moder og Søstrene skal jeg hilse ret meget. Moder takker Dem for Deres Brev som hun længere hen skal besvare. – For det litteraire og politiske Liv i Hovedstaden er jeg nu aldeles død, jeg har ikke siden April seet et kjøbenhavnsk Blad. –
