Dato: 11. august 1855
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d: 11' Aug. 1855

kjære Andersen!

Ja det er rigtignok det mindste De kan fordre, at faae et Par venlige Ord for Deres saa værdiefulde Bog. Allerede et Par Dage efter jeg sidst skrev, var den læst. Man lægger den ikke bort neppe for (det er nu grueligt prosaisk) neppe for de legemlige Maaltider. Jeg synes særdeles godt om hele Værket, skjønt Fortjusningen over den første Deel kunde jo umuelig blive saa ubetinget ved. Jeg tilskriver det mere mig selv end Dem. Jeg har og har i mange Aar havt en ubeskrivelig Kjærlighed til Barndommen og den tidlige Ungdom; det er ikke alene hos Mennesket, men det gaaer hele Skabningen igjennem ligefra den første Bøgekvist jeg kysser i min Mai til Guds Billede i Vuggen. Den ungdommelige Friskhed henrykker mig, og langt hellere seer jeg Dem i Kjolen med de korte Ærmer end i Galladragten ved Fyrstemes Tafler.

Ret glædede jeg mig over min Alderdom, thi den lod mig ganske rolig læse at De havde været paa en gammel Borg, spist i en gammel Riddersal, havde jeg læst det for et halvt aarhundrede siden, da havde jeg grædt af Misundelse. I Ridderromanernes Periode levede jeg i Tankeme kun paa Borge, fra Fængslet dybt under Jorden til Borgens Tinde kjendte jeg hvert Sted i Hasper à Spadas Borg (det var min Liv Roman), og uendelig styg syntes mig min Bolig, Akkademiets store fiirkantede Kasse. Nu lod jeg Dem med Roe være paa Borgen og var kun glad at jeg ikke skulde op paa den steile Bjergsti.

Det rørte mig slet ikke at De lastede Cabale und Liebe,jeg har aldeles glemt den, det er Tegn til at den aldrig har gjort rigtig Indtryk paa mig, hvad der har gjort det, glemmer jeg aldrig ganske. Wallenstein, Don Carlos og et Par Andre har jeg hele Totalindtrykket af, og havde nok ikke ganske rolig taalt, hvis De reent havde forkastet dem. Jeg følger ganske med Tiden, som det afrevne Blad der flyder ned af Strømmen, men dog gjør det Indtryk paa mig, naar Nittenaarhundredes Mennesker see lidt haant til det forrige Aarhundredes Menneskers Smag. Jeg kan ikke læse hvad jeg dengang var henrykt over; men jeg maa dog tilstaae mig at de have ledet de Forfattere som jeg nu elsker, og mig selv, paa det Trin vi nu staae, hvor tør man da haane dem? Blomsten der henvisnet lader sit modne Frøe falde tiljorden har gjort Fyldest for sin Plads i sin Tid, og skjønt jeg rykker den visne Stengelop, og kaster den bort, nikker jeg dog venlig til den for hvad den var og hvad den ad Aare vil give.

Jeg glæder mig ret til at De skal træffe Thorald jeg troer jeg skrev hans Adresse: Hr Jensen Fasi auf E?] der Biirgli, han bliver der nok endnu henved 3 Uger, da gaaer han vist gjennem Choleraen ned til Rom, gid han kunde komme en anden Vei, jeg ængster mig ogsaa for den skrækkelige Sygdom.

Frøken Wulff som jeg med hver Gang jeg taler med hende, mere skatter, tænker stærkt paa sin Reise, mon De endnu skulde træffe hende?

Her gaae meget foruroligende Rygter om vor Konge, hans Hoved skal have lidt mere ved Faldet end Forstanden taaler; er det saa, saa gaaer vi, hvor utroligt det klinger, dog [endnu] mere nedad med vor Kongeregjering, end vi vare. Hvad Kongeregimentet angaaer, seer det sørgeligt ud med den nærværende og den tilkommende Tid, og det lille, stakkels elskede Land trænger dog til at understøttes af en kraftig Aand og stærk Arm. Om vort Blik ogsaa rækker langt ind i Fremtiden saa seer det kun Elendighed - Vær glad, kjere Digter, at De tilhører saa lidt Jorden, at den Sorg som vi prosaiske Mennesker føle, kan De ikke dele saadan, De hører noget Bedre til, som ingen Konger, ingen Konstinstitutioner kan tage fra Dem; men en stakkels Kvinde, en Moder og Bedstemoder sørger uendeligt over dette elskede Lands Skjæbne.

Nu har jeg talt mig bedrøvet det vil jeg ikke betynge Dem med, derfor Lev vel mind engang imellem Deres moderligt hengivne

Signe Læssøe

Tak for den deilige Rose jeg fik den reddet-

Min Adresse er Fru Læssøe Østerbro

d: 26' Juni

[Tilføjelse i marginen s. 1:] De deilige Vers der udtrykker det sørgende i Eensomhed rørte baade Viggo og mig til Taarer, stakkels Viggo er alt i den Alder at han deler Følelsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost