The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. juli 1855
Fra: Adolph Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjbenhavn d. 17 Juli 55

266. Fra Adolph Drewsen. Kjre Andersen!

Tak for Deres Brev, og da Deres Livs Eventyr har skaffet mig det, vil jeg begynde dermed. De havde ikke havt ndig at understrege hvad godt Andre sige om denne Bog, som det, De vil have at vide, thi jeg kunde selv med den bedste (eller rettere sletteste) Villie ikke referere, hvad ondt Andre sige derom, da jeg kun har hrt Godt. Jeg vil nu ei tale om den Interesse, hvormed jeg selv i denne Tid lser den; men saavidt Jeg har havt Leilighed til at erfare, finder man den meget interessant og livligt fortalt. Exempli gratia: forleden ved Consul Rages Bord yttrede blandt andet Hiesteretsadvocat Broch sig om dens Yndefuldhed, og den blev ved den Leilighed, blandt andet ogsaa af Ploug, omtalt med saadan Anerkjendelse, at Fru Fenger, der var tilstde, fik den strste Lyst at lse den. Hendes Mand kjbte den derfor til hende, og nu studerer hun den; da jeg i Gaar var der, laae den paa hendes Bord, og Fenger gjorde mig netop opmrksom paa den, at det var en god Bog, og han lser den ogsaa; fra Thiele har jeg hrt Lignende. - .

- Hvor det dog er underligt for mig, i hvis Blod Normanner Flakkelysten stikker, at hre Dem bekjende, hvorledes De i Grunden har Lyst til at vre hjemme igjen! Det kan forresten gjerne vre, at det gik mig ligedan, hvis jeg skulde reise alene, skjndt jeg synes, jeg kunde reise fra Kone, Brn og Alt, naar jeg kunde naae den Lykke at vandre en Tid i Sydens Lande. - Jeg kunde have Lyst at stte en lille, ganske lille Epilog bag i Deres Livs Eventyr, og det skulde da vre denne:

Maxen d. 11 Juli 1855.

- jeg fler denne Gang ude en forunderlig Lyst til igjen at vre hjemme; -

H. C. Andersen.

Den gamle Moder, Danmark, vilde da see, at H. C. A., hvormeget han end knurrer og skjender paa hende, dog kjender hende for sin rette Moder at vre, dog hnger ved hende med Snnens Kjrlighed. - Men, kjre Andersen, hvormeget det end vilde glde mig, at vi havde Dem her, - thi De hrer til dem, jeg kan lnges efter, naar de er borte, - siger jeg dog, flyv mod Syd, nyd saalnge De kan, hvad Hjemmet ikke kan skaffe Dem. --Ja jeg lnges i denne Tid; her er lidt eensomt; Ingeborg er endnu paa Christinelund; Theodor reiste igaar til Silkeborg, paa Torsdag reiser Edvard med Kone og Brn til Wildbad i Schwartzwald (saavidt jeg veed). Med Jonna er det endeel bedre, hun kan nu vandre lidt om i sin Have, men Krfterne mangle endnu; igaar kom Gusta Collin derfra, maaske kan jeg vente min Kone om en Uges tid og maaske kommer Jonna med. [ . . .]

Fru Serre maa De takke for hendes venlige Yttringer; ja jeg troer virkelig, at hvis Skjbnen nogensinde bragte mig i Nrheden af Maxen, besgte jeg disse gjstfri Folk, hvor bange jeg end er for at synes paatrngende eller at komme til Besvr; de forlangte Opskrifter fra Line flge indlagte, naar de nu blot kan forstaaes. -- Jeg har spurgt mig for, naar Rosenkildes ventes hjem, men ingen Oplysning kunnet faae; hvortil De formodentlig ikke vil regne flgende: sprg gamle Rosenkilde! han veed det ikke og er desuden nok ogsaa reist; denne Oplysning var dog lidt detailleret, men det var ogsaa Alt, og brugbar kan jeg just ikke sige, jeg fandt den.

Jeg har en srgelig Begivenhed - i Planteverdenen, at melde. De to frste Roser, De sendte herud i Haven, kom for tidligt paa Foraaret, men ei engang den Kulde, de leed, formaaede at drbe den Legion Bladluus, hvormed de vare besatte; andre Midler hjalp ei heller, saa brugte jeg, som jeg sagde Dem, persisk Insectpulver, det drbte, Dyrene aldeles, og den hie Rose skjd nye Skud. Men saa kom den strke Hede; det var meer, end den svage Skabning kunde taale, Skuddene begyndte at visne, og selv Skyggen, jeg flyttede den hen i, hjalp ei, den dde! Den anden Rose havde jeg tidligere sat i fri Land, og den blev ikke behandlet med persisk Insectpulver, men den dde alligevel. - De to Roser derimod, som De sendte langt senere, ere med Insectpulveret ganske befriede fra Dyrene, Roserne skyde friske Skud og staae meget godt. - Lykkelig fremdeles Reise! Viggo og Einar hilse. -

Deres hengivne

Drewsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost