The Hans Christian Andersen Center

Dato: 26. marts 1851
Fra: Carl Joachim Hambro   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

London den 26 Marts 1851.

Kjre Ven,

Jeg modtog Deres kjrkomne venlige Brev af 4. ds. frst den 22. her, tilligemed Professor Jerichaus Brev. Hvor usigelig smukt af denne at gire mig en slig Overraskelse; ikke fierneste Tanke havde jeg om, at han paa saa delicat en Maade vilde tilkjendegive mig sin Tilfredshed med en Handling fra min Side, hvor jeg dog sandelig er ligesaa stor Vinder som han. -, Jeg blev meget rrt derover. Det er saa sielden, man mder saa skinne Trk, og det er mig en usigelig Glde, at Busten kommer just til Udstillingen, for som Flge deraf skal alle Bladenes Folk see H. C. A.s Trk, og jeg tnker der ville vre Mange, der ville frydes derover, som hiin Skinne paa Clyden, hvis Enthusiasme reev lidt af Huden med, i det hun trykkede Haanden, rimeligviis for at giemme det i hendes Museum som et lille Stykke af Digteren! Jeg skal imidlertid ikke lbe slig Risico med min Buste, den staaer jo under strengt Politie.

Ja vist, kjre Andersen, har vore Soldater gjort det Godt, og vel kan man sige, at Danmark ikke siden Valdemarenes Dage har staaet stoltere end nu. Vel er Landet lille, men det er sundt og kraftigt og har vust hvad Mands Mod og Kraft betyde, medens det store Tydskland forgieves har kunnet gire Angreb paa Thyra Dannebods Vold. Engang lykkedes det Tydsken, fordi Oluf viste dem Vei, dennegang stod et Norsk Klverblad paa Danmarks Side, og er det ikke ogsaa et Beviis for, hvor taabelig det er, at smaalige Hensyn forhindre Nordens Snner fra at forenes i et eneste stort Skandinavisk Broderbaand. Jeg er Skandinavier med Liv og Siel, tiltrods for at mine Senater staae paa Engelsk Grund, og jeg haaber i Sverrigs dunkle Skove, ved dens dybe klare Elve, vendte Tanken sig for Digteren til somkrandste Gefion med dets smilende Vnger, og i Deres Bog om Sverrig vil jeg vre ganske misforniet, om De ikke har antydet, hvor naturlig en Brud til give, stolte Klipper er den smilende Ager og Eng.

Om Menneskene kan jeg mindre dmme. Jeg troede aldrig der laae i Dansken, hvad Begivenhederne fra 1848 til 1850 have viist, og saaledes gir jeg Svensken vist Uret. naar jeg ikke fler mig saa tiltrukken til ham som til Normanden. Jenny Lind sagde engang i Ems, kunde hun ikke vre Engelsk vilde hun vre Norsk, og mig tykkedes hun havde Ret. Dog, jeg haaber af Deres Bog at lre Noget; baade min Kone og jeg lnges efter at lse den. - Vi lrte jo Italien at kjende fra Improvisatoren, saaledes haaber jeg De aabner os Sverrig.

Hvad siger De til det kolde prosaiske Hverdagsmenneske, der slaaer sig ls fra Vexler og Obligationer, iler over Rhinens Vande, der tiltalte mig langt mindre end Skotland, og Schweitz; hvor Alt er Guddommeligt, uden Mennesker, til Venedig; der gad jeg ofte dvle. De maa jo elske den gamle Historie, og der i Venedig kan man deilig drmme. Jeg sad ofte i Maaneskin og stirrede op til St. Marcus og huskede paa vor kjkke Corfitz Adler og saae Middelalderens Institutioner stige op for mig. Efter Venedig kun Rom. Men Romerne vare kolde Mennesker, store, men uden mindste Svrmerie. Jeg lever jo ogsaa i den hjeste Prosa, men just derfor holder jeg af Middelalderen. Der er saameget Mystisk, ridderligt og kun halvt forstaaet i den Hele Periode! og som Middelalderen forekommer os uforklarlig, og maa vre det, fordi det var en Overgangsperiode, saaledes vil ogsaa vor Tid forekomme det dem, der see ned paa os om 3 a 400 Aar, for vi leve i en Overgangsperiode, vi leve i en Alder, hvor Menneskene opvaagne, hvor Flelsen af at om Jorden skal vre et Paradies, maa ogsaa Jorden yde hver Enkel[t] den hieste Nydelse, at Alle ere lige, som for Guds Domstoel. Det er lidt haardt for Fyrsten, Adelsmanden, Rigmanden, og selv for Geniet, at udfinde det, og derfor har vi Kamp og Dyst. Det er en hist interessant Tid, vi leve i, og jeg nyder at flge dens Begivenheder.

Nu kommer jo Babels Tider ogsaa; kun "istedetfor Muur og Leer have vi Jern og Chrystal, og det er ikke nok, at blot det kolde Gibs er der, det varme Kid og Blod skulde og vre det, og i saa Tilflde veed De jo, hvor det Danske Hjem er i England, og De er sandelig der inderlig velkommen.

I Fdrelandet lste jeg alle Deres Digte, det til Fru Hartmanns Dd gefaldt mig meget.

Men nu maa jeg stoppe, for Pennen lber for gesvindt, og hvad kan jeg, omgivet af mine Karle, som Holbergs Vielgeschrey kalder det, og i dunkel Vraa her i Cityen, have at skrive om.

Derfor faaer De sielden Svar af mig, fordi i at fre Pennen er jeg kun jammerlig. Men i simple Ord sige Dem, at De lever stedse i kjrlig Erindring i min Kreds saae som for Deres stedse

hengivne

Carl J. Hambro.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost