The Hans Christian Andersen Center

Dato: 17. oktober 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 17 October 1850

Kjre Ingemann!

Det er venligt og hjerteligt af Dem at De altid sender mig Deres Bger, tak for "Den stumme Frken", jeg fik den forleden, men har frst i disse Dage med Ro kunnet lse den. I hele Deres senere Virksomhed fornemmer man hvor fast Deres Rod staaer i Danmark, hver Glde og Smerte i Tidsbegivenhederne her gaaer op i Dem; ved Lsningen af Deres sidste Bog havde jeg Indtrykket af at see et Tr jeg i alt kjendte at vre fra Deres Digterhave, men hvis Blade gjennemsuse af ieblikkets store Bevgelser; det er just denne Susen, som forunderlig har tiltalt mig; nyelig i den frste af "fire nye Fortllinger", var det den naturlige Forbittreise mod Oprrsstifterne der digterisk fik Luft, det var mig, om jeg tr sige af psychologisk Interesse, hos en saa del Natur, som Deres; her, i "Den stumme Frken", er Folkelivs Bevgelsen, som vi alle fornemme den, som vore Brnebrn skal hre den af de Gamles Mund. Jeg har endnu ikke seet nogen Anmldelse af denne eller Deres forrige Bog, men det ligger vistnok allermeest deri, at Alle leve i Tidsbegivenheder; / om hver ny Bog tales kun flygtigt og henflyvende; Folk stte sig ikke engang hen at lse; de hrer kun Digteren naar han fra Scenen, giver dem det mageligt, medens de der udhvile. Dersom jeg her i Brevet kunde underlgge Ordene Musik, saa bld og inderligt, som i dette ieblik Tanken virkelig er hos mig, saa fuld af Erkjendelse og Tak mod Dem for hvad De som Digter har givet os Alle, da vilde jeg vove at sige Dem, det der hos Lserne og ogsaa hos mig i et Par af de sidste Skrifter har forstyrret det ellers Friske i det Givne. Det er som om der i den deiligste Bouquet [overstr: kom] var indstukket en vaad Padehat, og en saadan er "Kadaver-Marthe", en saadan er "Hospitals Fortllingen" hvor Liget kaages. Det er forunderlig at just De har disse mere end uhyggelige Skikkelser, de staae, som onde Tegn paa det danske Tre De giver os, og inene vil ikke vende sig [overstr: just] fra disse Tegn. Maaskee harjeg Uret, maaskee den Deel af Publicum der kan sige det samme, og da har det Intet at betyde, men hr paa mig med villig, venlig re, og skulde De gaae ind paa at man havde nogen Ret, men at De med lige saa megen kan svare, det er dog altid kun en Enkelthed, en lille Plet i hele Maleriet, - men vi see altid strax paa Pletten. Gid jeg ikke maa fortryde at jeg har udtalt mig saaledes for Dem, men jeg kan ikke fortryde det, har jeg Uret vil De smile af mig og har jeg nogen Ret, vil De see den / yngere Broder, der aabent udtaler sig. - Deres Navn staar fast i Litteraturen, Deres Vrker ere gaaet ind i Folket, Deres Sange vil synges i mange Slgter, De staaer saaledes, at De roligt kan lade enhver udtale sig som han formaaer om hver ny Vxt i Deres Have, dens Grund er sikker indhegnet og vil sges af kommende Slgter.

Al denne lange Tale, som nu lber mig af Hjertet skal forklare hvad jeg troer har virket noget ugunstigt, men dette er der slet Intet af i den stumme Frken, og derfor troer jeg at denne vil blive mere hjemme, og faae den Plads, som en Hrskare af Deres aandelige Brn har.

Der gaaer igjennem vor Tid en sund frisk Luftning, saa frisk at den undertiden skjrer, og der vender man sig fra det Uhyggelige, det hoffmanske skrkkelige, jeg troer det er rigtigt, det er godt; De har Humor og Digterens evig unge Hjerte, syng for os i den danske duftende Bgeskov, fra Kjmpehien og i Borgestuen, Folkets Hjerte forstaaer Dem, men - det fle Hospital! - Dog der var jeg ikke denne Gang; jeg gik paa Skovstien, med den stumme Frken, skottede kun til Ellemosen med sine Dampe og hrte den brave Landsoldat med Seier og re! -

Skulde jeg rive dette Brev itu! er i dette ieblik min Tanke, - men min rlige Udtalelse vil De ikke blive vred for. Tusinde hjertelige Hilsener til Deres Kone.

Deres tro hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 288-90)