The Hans Christian Andersen Center

Dato: 23. april 1848
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Paaskemorgen [23.4.] 1848.

Kjreste Ven!

Det var kjrligt af Dig at Dig, at Du skrev; jeg lnges saa meget efter Dig! ja, jeg er et underligt Vsen, naar jeg har mine Venner i Byen, saa at jeg kun ved at gaae nogle Skridt kan vre hos dem, bliver jeg borte, jeg ligesom har dem i mig og alt er meget godt, men naar de er borte, saa at jeg ikke kan lbe til dem, da lnges jeg, lider jeg. - Fra Leiren faae vi i Fdrelandet, regelmssig Breve fra H.P. Holst, der synes at vre i forreste Rkke og altid med, jeg gad nu nok vist om det er saa, eller om det kun er for at gjre Stilen levende at han altid bruger Prsens. - Et Brev fra Augustenborg, hvori han beskriver det Udseende Slot og Have frembd ved hans Ankomst var imidlertid smukt, derimod nsten saarede det mig at lse om hvad han senere fortller om de Frivillige, i det han taler om de fine Herrer som fr gik med Glacie Handsker paa stergade at de nu stode med Spaden i Snavs og Sle og [A rettet til:] arbeidede paa Forskandsninger, der var Noget Overseende deri, det skulde just fortlles med Gemyt, jeg kunde have / Lyst at kysse den Haand, som havde kastet Glacie-Handsken og stod nu og lftede den tunge Spade. jeg lider ved at jeg ikke har Krfter til at gaae med, men hvad skulde jeg udrette. Forleden gik den yngste af H.C. rsteds Snner Nicolai, som Menig, han er 17 Aar, blev i fjor Student ogjeg har til nu betragtet ham som Barn; det rrte mig, da jeg kom fra ham, skrev jeg en ny Vise, som nu er trykt og sendt over til Folkene, her har Du den.

Den Frivillige.

Mel: jeg priser ei Stormnd &

#

jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro,
jeg maa med de Andre til Leiren!
Vor Sag er retfrdig og Gud tr vi tro
Er med os, han giver os Seiren!

#

Aarhundreder Danmark var mgtigt og stort,
Men saa blev det plukket og plukket;
Nu skal de ei gjre hvad fr de har gjort,
Forlnge har Danmark nu sukket.

#

De kan overvlde vort lille Land,
Men [Ro rettet til:] rokker ei Mod eller Villie,
Thi nu staae vi Alle til yderste Mand,
Vort Skjold er saa reent, som en Lillie.

#

Jeg fler mig strk, jeg kan holde ud! /
Tak Moder, Du vil jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud,
Hvad troer Du din Sn da kan lide!

#

Farvel Allesammen! jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de Andre til Leiren!
Vor Sag er retfrdig og Gud tr vi tro
Er med os, han giver os Seiren!

----

Jeg faaer ikke det mindste bestilt, jeg har heller ingen Ro,jeg gaaer i en Spnding over Tingenes Gang, en Uvished og Sorg, jeg fler mig dertil saa eensom i Verden, jeg troer jeg har fuldendt min Mission her og ligger som Ormen Plovfuren skal gaae over. Gid det snart var forbi, paa den ene eller anden Maade! Gud veed naar vi se es, kjre Ven! tak for al dit Venskab for mig, dit broderlige Sind, der er ieblikke hvori dette heel opgaaer for mig, og i det Moment kan ingen inderlige re tnke paa Dig, end jeg. Fra Jenny fik jeg Brev forleden, hun gik fra Stockholm over Lbeck til London. - Jeg hrte af den svenske Minister at der ved hendes Mreise havde vret stor Stads; alle Skibe flagede, rundt om ld Musik og Hurraraab. - Vi have nu over 50 preusiske Skibe, hver Dag tages nye, den flakte rn lfter i Skare Vingerne langs med lange Linie; jeg haaber at vor Overmagt til Ses skal stde Preuserne af Sadlen. / Jeg troer at ogsaa til Lands ville vi, ved Sammenhold og Begeistring lang Tid kunde staae, selv mod hele Tydskland, og det maa da lyse op for de store Magter, saa at de rkke os Haand, isr da vi have Retten paa vor Side; dog stole paa Fremmede, i Smaat, som i Stort, skal man ikke, vi have kun een oprigtig Allieret og det er vor Herre. Imidlertid vil der flyde meget Blod, der vil komme tunge Sorger over Familier, Nrings-Sorg, Bitterhed - Hele Europa synger jo sin blodige Marseillease! under saadan en Sang forstummer, de smaae Sangere, og vil jeg fortlle Eventyr, maa jeg nok stte mig ved Vagtilden, og fortlle mellem Liv og Dd, som hisalig Prindsesse Szeherezade, eller hvorledes hun skrev sit Navn. - Seer Du nogen af mine Venner, da hils! - Gud skee Lov at Kongen er igjen saa godt, som rask! jeg tnker han bliver i Odense for at vre midt i Landet. - Foraaret er kommet, Trerne have Knappe, som skynde sig med at springe ud, der er snart Krandse til Eder Allesammen, gid vi snart maa binde dem! - Min Nabo, Grimur, er meget elskvrdig og god, saa deeltagende, han taler kjrligt om Dig! nu lev vel! Gud glde og velsigne Dig!

broderlige Ven H.C. Andersen.

Tekst fra: Helge Topse-Jensen (LP 128, 6336-41)