Paaskemorgen [23.4.] 1848.
Kjæreste Ven!
Det var kjærligt af Dig at Dig, at Du skrev; jeg længes saa meget efter Dig! ja, jeg er et underligt Væsen, naar jeg har mine Venner i Byen, saa at jeg kun ved at gaae nogle Skridt kan være hos dem, bliver jeg borte, jeg ligesom har dem i mig og alt er meget godt, men naar de er borte, saa at jeg ikke kan løbe til dem, da længes jeg, lider jeg. - Fra Leiren faae vi i Fædrelandet, regelmæssig Breve fra H.P. Holst, der synes at være i forreste Række og altid med, jeg gad nu nok vist om det er saa, eller om det kun er for at gjøre Stilen levende at han altid bruger Præsens. - Et Brev fra Augustenborg, hvori han beskriver det Udseende Slot og Have frembød ved hans Ankomst var imidlertid smukt, derimod næsten saarede det mig at læse om hvad han senere fortæller om de Frivillige, i det han taler om de fine Herrer som før gik med Glacie¬ Handsker paa Østergade at de nu stode med Spaden i Snavs og Søle og [A rettet til:] arbeidede paa Forskandsninger, der var Noget Overseende deri, det skulde just fortælles med Gemyt, jeg kunde have / Lyst at kysse den Haand, som havde kastet Glacie-Handsken og stod nu og løftede den tunge Spade. jeg lider ved at jeg ikke har Kræfter til at gaae med, men hvad skulde jeg udrette. Forleden gik den yngste af H.C. Ørsteds Sønner Nicolai, som Menig, han er 17 Aar, blev i fjor Student ogjeg har til nu betragtet ham som Barn; det rørte mig, da jeg kom fra ham, skrev jeg en ny Vise, som nu er trykt og sendt over til Folkene, her har Du den.
Den Frivillige.
Mel: jeg priser ei Stormænd &
#
jeg kan ikke blive, jeg har ingen Ro,
jeg maa med de Andre til Leiren!
Vor Sag er retfærdig og Gud tør vi tro
Er med os, han giver os Seiren!
#
Aarhundreder Danmark var mægtigt og stort,
Men saa blev det plukket og plukket;
Nu skal de ei gjøre hvad før de har gjort,
Forlænge har Danmark nu sukket.
#
De kan overvælde vort lille Land,
Men [Ro rettet til:] rokker ei Mod eller Villie,
Thi nu staae vi Alle til yderste Mand,
Vort Skjold er saa reent, som en Lillie.
#
Jeg føler mig stærk, jeg kan holde ud! /
Tak Moder, Du vil jeg maa stride.
Med mig er din Tanke og med mig er Gud,
Hvad troer Du din Søn da kan lide!
#
Farvel Allesammen! jeg har ingen Ro,
Jeg maa med de Andre til Leiren!
Vor Sag er retfærdig og Gud tør vi tro
Er med os, han giver os Seiren!
----
Jeg faaer ikke det mindste bestilt, jeg har heller ingen Ro,jeg gaaer i en Spænding over Tingenes Gang, en Uvished og Sorg, jeg føler mig dertil saa eensom i Verden, jeg troer jeg har fuldendt min Mission her og ligger som Ormen Plovfuren skal gaae over. Gid det snart var forbi, paa den ene eller anden Maade! Gud veed naar vi se es, kjære Ven! tak for al dit Venskab for mig, dit broderlige Sind, der er Øieblikke hvori dette heel opgaaer for mig, og i det Moment kan ingen inderlige re tænke paa Dig, end jeg. Fra Jenny fik jeg Brev forleden, hun gik fra Stockholm over Lübeck til London. - Jeg hørte af den svenske Minister at der ved hendes Mreise havde været stor Stads; alle Skibe flagede, rundt om lød Musik og Hurraraab. - Vi have nu over 50 preusiske Skibe, hver Dag tages nye, den flakte Ørn løfter i Skare Vingerne langs med lange Linie; jeg haaber at vor Overmagt til Søes skal støde Preuserne af Sadlen. / Jeg troer at ogsaa til Lands ville vi, ved Sammenhold og Begeistring lang Tid kunde staae, selv mod hele Tydskland, og det maa da lyse op for de store Magter, saa at de række os Haand, især da vi have Retten paa vor Side; dog stole paa Fremmede, i Smaat, som i Stort, skal man ikke, vi have kun een oprigtig Allieret og det er vor Herre. Imidlertid vil der flyde meget Blod, der vil komme tunge Sorger over Familier, Nærings-Sorg, Bitterhed - Hele Europa synger jo sin blodige Marseillease! under saadan en Sang forstummer, de smaae Sangere, og vil jeg fortælle Eventyr, maa jeg nok sætte mig ved Vagtilden, og fortælle mellem Liv og Død, som høisalig Prindsesse Szeherezade, eller hvorledes hun skrev sit Navn. - Seer Du nogen af mine Venner, da hils! - Gud skee Lov at Kongen er igjen saa godt, som rask! jeg tænker han bliver i Odense for at være midt i Landet. - Foraaret er kommet, Træerne have Knappe, som skynde sig med at springe ud, der er snart Krandse til Eder Allesammen, gid vi snart maa binde dem! - Min Nabo, Grimur, er meget elskværdig og god, saa deeltagende, han taler kjærligt om Dig! nu lev vel! Gud glæde og velsigne Dig!
broderlige Ven H.C. Andersen.
