The Hans Christian Andersen Center

Dato: 20. februar 1847
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjre Andersen!

Det gjr mig ondt, at mit Brev satte Dem i daarligt Humeur; men det var dog vist bedre at jeg reent ud skrev hvad der havde krnket mig og ndvendig maatte det saaledes som jeg opfattede hvad jeg lste end om jeg havde gjemt det i en Afkrog af Sindet, hvor det kunde ligget og skimlet til det blev Salpeter. De vil vist selv ofte have flt, at man ikke blot kan angribes og forurettes ved directe Undervurderinger og Nedrivelser, men ligesaa meget og undertiden langt mere ved Ignoreren, ved Fremhvelse af sideordnede eller underordnede Betydenheder og ved udelukkende superlative Yttringer om Andre. Det glder mig nu, at De ikke har meent det saaledes, som jeg maatte forstaae det. - Af min aabenbare Opposition, af Partiernes og Cotteriernes Ordfrere har jeg aldrig modtaget eller ventet anden Behandling, og De veed, at jeg i hele 20 Aar taug dertil, indtil jeg tilsidst paa eengang protesterte mod det hele Plueder. De kjender for godt min Anskuelse af det sande Digterlivs Forhold til dets temporaire Vurdering i Lustrer eller Decennier, til at kunne troe, jeg lgger nogen overdreven Vgt paa Uretfrdigheder eller Forbigaaelser af litteraire Uvenner eller af det Slags Elskeri af Poesie og Poeter, der - ligesom Elskeren hos Gthe der af Troskab mod sin Kjreste, spytter alle andre Fruentimmere i Ansigtet - kun elsker og erkjender een eller to Digtere, som de udnvne til Keisere og Konger Kronprindser eller Arveprindser i Aandens Rige, medens de betragte enhver anden som Oprrer og illegitim Prtendent. Efter min Synsmaade er enhver eiendommelig Aand den strste i sin Sphre; og jeg paatager mig ikke at afgjre hvor hit den ene Sphre staaer over eller under den anden. I Guds Rige er der mange Vrelser - Poesiens Verden har mange Riger og Himle - der er godt Rum til enhver - og enten er enhver eiendommelig Aand en Fyrste i sit Rige og sin Himmel eller slet Ingen.

Uagtet jeg saaledes ingen Retfrdighed venter af aandelige Uvenner eller af eensidig indsnrpede Aander, der kun have Rum for een Kjrlighed i Konst og Poesie - og skjndt jeg ingen stor Vgt lgger paa Undervurderinger eller Forbigaaelser fra den Side - saa venter jeg dog fra den modsatte Side idetmindste Retfrdighed, - naar Talen er om mig, og ingen Udelukkelse, naar Talen er om Andre. Om Kjrligheden og dens Grader kan der naturligviis aldrig gaaes i Rette selv med de inderligste Venner. Den er en fri Sag; men De vil selv vist have flt mangengang, at den Kjrlighed, der ikke omslutter Deres hele Vsen, men glemmer Aanden, Virksomheden og Betydningen over Mennesket, Vennen, Selskabsmanden eller den ydre Personlighed, ingenlunde svarer til hvad De venter af en Ven i Aandens Verden.

Efter at jeg nu har udtalt mig om denne Sag, haaber jeg De tilfulde forstaaer hvad der forstemte mig. Deres Forklaring kan jeg ogsaa forstaae. Har mine Yttringer smertet Dem, saa skriv det ikke paa Hjertets Regning! - jeg vilde hverken gjre Dem Uret eller saare Dem - men kun oprigtig udtale mig med Dem om en Sag, der maatte staae reent og klart for os begge, naar den ikke skulde undergrave den gjensidige Kjrlighed og Hengivenhed imellem os. Jeg rkker Dem nu Haanden igjen med samme Venskab og Hjertelighed som altid. Til Paasken glder jeg mig til at see Dem. Hjertelig Hilsen fra min Kone!

Deres venligst hengivne B.S. Ingemann

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter