The Hans Christian Andersen Center

Dato: 12. februar 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjbenhavn 12 Februar 1847.

Kjre Ingemann!

Tak for Deres velsignede Brev! siig Deres Kone hvor glad jeg blev for hvert Ord fra hende; at jeg nu frst skriver igjen, ligger i, at jeg med min Skrivelse vilde sende anden Deel af Biographien, og den fik jeg frst igaar; naar De har lst den igjennem, da ligger, saa temmeligt oprullet for Dem, mit hele Liv, min hele Personlighed; jeg er noget nysgjrrig efter at hre hvad Indtryk denne sidste Part gjr paa Dem begge; det ligger i Sagen selv, at den romantiske Periode kun kan ligge i Barndomslivet, at de sidste Aaringer, hvor jeg gaaer paa Livets store Landevei, kun ved at grupere Personer og Tildragelser kan faae en Slags Interesse. Det har ikke vret let at behandle Begivenheder og Personer, der staae saa nr, imidlertid synes de Fleste at jeg har skilt mig vel derved. - Af Nyheder i den aandelige Verden, her i Byen, kan jeg kun tale om Valgerda, der er et meget fortrffeligt Arbeide; Begyndelsen er noget bred, frste Aften kjedede den mig, men det hele Lystspil er skrevet af en aandfuld Forfatter, jeg troer at det maa vre Forfatteren til en Hverdagshistorie! Fru Heiberg spiller ganske udmrket; en Naturlighed, viser hun, som jeg ofte savnede hos hende i slige Roller. - Een Scene mellem hende og Jomf Ryge, den Dame man antager for Valgerda, er hist interessant, den sidste forsvarer Bladene i Byen, den frste derimod Bladene i Skoven, de friske grnne Blade, Naturens Stemme i disse Vore elendige Blade, af hvilke et Par, synes at blive skrevne i og for Vartou, river Stykket ned og uagtet, de ikke kunne forhindre at der ved hver Forestilling er udsolgt, have de dog bragt det til at man igaar hyssede. - Publicum er tidt usigeligt dumt! - og jeg er da ikke klogere i det jeg rgrer mig derover. Bournonvilles nye Penelope, er det Svageste han endnu har leveret os, ja Slutning forekommer mig endogsaa smagls. - Den bengalske Flamme gjr stor Lykke. Jeg skranter i denne Vinter; kan ikke ret komme til Krfter efter den italienske og sydfranske Sommerhede; Kulden er den som gjr mig godt, men den er jo en sjlden Gjst i denne vaade, taagede Vinter, man fler sig i den vaade Leergrav, hvor Fiskeren og hans Kone kom da de havde for store nsker. To nye Eventyr ere skrevne: Nabofamilierne og Den gamle Gadelgte; havde vi Jernbane til Sor, fli jeg en Formiddag ud og lste dem, men her flyver man ikke. Hils paa det Hjerteligste Deres kjre Kone og gld mig snart med et Brev,

Deres inderlig hengivne

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Kjbenhavn 12 Februar 1847.

Kjre Ingemann!

Tak for Deres velsignede Brev! siig Deres Kone hvor glad jeg blev for hvert Ord fra hende; at jeg nu frst skriver igjen, ligger i, at jeg med min Skrivelse vilde sende anden Deel af Biographien, og den fik jeg frst igaar; naar De har lst den igjennem, da ligger, saa temmeligt oprullet for Dem, mit hele Liv, min hele Personlighed; jeg er noget nysgjrrig efter at hre hvad Indtryk denne sidste Part gjr paa Dem begge; det ligger i Sagen selv, at den romantiske Periode kun kan ligge i Barndomslivet, at de sidste Aaringer, hvor jeg gaaer paa Livets store Landevei, kun ved at grupere Personer og Tildragelser kan faae en Slags Interesse. Det har ikke vret let at behandle Begivenheder og Personer, der staae saa nr, imidlertid synes de Fleste at jeg har skilt / mig vel derved. - Af Nyheder i den aandelige Verden, her i Byen, kan jeg kun tale om "Valgerda", der er et meget fortrffeligt Arbeide; Begyndelsen er noget bred, frste Aften kjedede den mig, men det hele Lystspil er skrevet af en aandfuld Forfatter, jeg troer at det maa vre "Forfatteren til en Hverdagshistorie"! Fru Heiberg spiller ganske udmrket; en Naturlighed, viser hun, som jeg ofte savnede hos hende i slige Roller. - Een Scene mellem hende og Jomf Ryge, den Dame man antager for Valgerda, er hist interessant, den sidste forsvarer "Bladene" i Byen, den frste derimod Bladene i Skoven, de friske grnne Blade, Naturens Stemme i disse Vore elendige Blade, af hvilke et Par, synes at blive skrevne i og for "Vartou", river Stykket ned og uagtet, de ikke kunne forhindre at der ved hver Forestilling er udsolgt, have de dog bragt det / til at man igaar hyssede. - Publicum er tidt usigeligt dumt! - og jeg er da ikke klogere i det jeg rgrer mig derover. Bournonvilles "nye Penelope", er det Svageste han endnu har leveret os, ja Slutning forekommer mig endogsaa smagls. - Den bengalske Flamme gjr stor Lykke.

Jeg skranter i denne Vinter; kan ikke ret komme til Krfter efter den italienske og sydfranske Sommerhede; Kulden er den som gjr mig godt, men den er jo en sjlden Gjst i denne vaade, taagede Vinter, man fler sig i den vaade Leergrav, hvor Fiskeren og hans Kone kom da de havde for store nsker. To nye Eventyr ere skrevne: "Nabofamilierne" og "Den gamle Gadelgte"; havde vi Jernbane til Sor, fli jeg en Formiddag ud og lste dem, men her flyver man ikke. Hils paa det Hjerteligste Deres kjre Kone og gld mig snart med et Brev,

Deres inderlig hengivne /

[Udskrift:] Etatsraad, Professor B S. Ingemann i Sor]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 218-21)