[Overstreget: 16 Mai 1844]
Af Alt hvad jeg har skrevet, have mine Eventyr vundet størst Erkjendelse; herved er Lysten bleven vakt hos mig at forsøge hvorvidt samme Digt-Art vilde lykkes mig i dramatisk Form; medfølgende Arbeide er mit første af denne Slags. Ideen hertil opstod hos mig ved Sagnet om Hyrden, der havde fundet Lykkens Blomst, men ikke vidste det før Blomsten var tabt, en Historie, der saa ofte gjentager sig i Hverdagslivet.
Jeg har fremstillet en Lykkelig, som Mennesket kan blive det ved
»At være glad i Lidet, elskes trofast
Og see sig selv gjenfødes i sit Barn«.
Jeg har hos denne Lykkelige, som saa tidt hos os selv, ladet en falsk Forestilling, en lille Nisse, udpege en Andens Lod som langt lykkeligere, end hans, ladet ham ønske sig i dennes Sted, faae Ønsket opfyldt, og da just føle, hvormeget han tabte ved Byttet. Han træder over i en ny Individualitet, og denne, i Forening med de for hans Person indtrædende LivsConflicter, gjør ham høist ulykkelig, om endogsaa et udødeligt Navn eller Stand og Rigdom følger med.
Denne Gaaenover i en ny Individua1itet er Hjertestedet i Stykket; Professor Heiberg anseer denne for grundfalsk, for en Umuelighed. Vi have mundligt udtalt os for hinanden, men kunne i vore Anskuelser af Sagen, ikke mødes i dette Stykkets vigtigste Punkt; da andre tænkende Mænd billige min Anskuelse og jeg naturligviis holder paa dens Rigtighed, troer jeg ikke at burde henlægge mit Arbeide, men, hvad jeg ovenfor har tilladt mig, med faa Ord at udtale min Idee, der vel er ny og dristig, men neppe i Eventyret en æstetisk Umuelighed, og derved strax ved Læsningens Begyndelse stille de øvrige Herrer Censorer paa mit UdgangsPunkt, hvor de da øieblikkelig kunde vide om de bør forkaste det Hele eller antage det.
Ærbødigst
H. C. Andersen.
Høivelbaarne
Hr. Kammerherre, Teaterchef Ridder & Levetzauw
