The Hans Christian Andersen Center

Dato: 2. april 1841
Fra: Christian Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fregatten Bellona i det stille Hav den

2den April 1841.

Kire Ven og Broder!

Efter min gamle Vane maae jeg skrive til dig paa denne Dag, naar vi ere adskildte, og jeg ikke mundtlig kan have den Fornielse at tale med dig. Saa langt fra hinanden som i dette ieblik have vi nok aldrig vret fr. Hvor er du? Er du i hint forjttede Land som lrte Verden hvad Storhed var; eller er du draget endnu lnger imod sten, til det Land, som lrte Verden, hvad Skinhed var. Eller er du maaskee nrmere Vesten paa Halven i Srdeleshed hos din Maurerpiges Efterkommere, hos Stammefdrene for de Folk, jeg har lrt at kiende, at afskye, at beundre, at elske her i den nye Verden? Eller, skulde det vre Tilfldet, som min elskede Jette i sit brev til mig, fortalte som en blot Mulighed, at Du vilde til Orienten, til Lilleasien, til Syrien, til gypten, maaskee til Persien; kort sagt, til de Lande, hvor hvert Blad fortller et Eventyr, hvor hver Handling bliver til en Feehistorie? Er du der, saa kan man med Sandhed sige at Occidenten tnker paa Orienten paa Danmarks Hdersdag, og hvis Du idag, hvilket du vist gir, lader nogle Tanke[r] flyve hen til alle dine sande Venner, vil du vist ogsaa sende en lille Tanke hen til ham, som er adskildt fra dig ved Atlanterhav og Andesbierge, og den vil da mde mange Tanker, mange 0nsker fra et trofast Vennebryst, saa vort Venskab viser at det kan trodse Rum, som det allerede har vist at det forstod at trodse Tid; og saaledes til Trods for Tid og Rum er vi dog sammen; nu trykker jeg dig i Haanden, nu giver jeg dig mit Broderkys. - Lad os tale derom, om ikke fr, saa i Evigheden. -

Men det er ikke alene idag at jeg tnker paa dig; hvergang jeg har seet noget smukt, noget stort, noget skint, noget Godt, har jeg tnkt paa dig, og nsket dig ved min Side, for at du kunde nyde den samme Glde, som jeg, og jeg en fordobblet ved at nyde den i dit Selskab. - Jeg vil ikke fortlle dig noget detailleret om min Reise, for det frste vilde det neppe interessere dig, for det andet vilde det blive for vidtlftigt; men en herlig Reise har det vret, og ofte, ja meget ofte regretterer jeg, at du, min Ven, ikke var ved min Side, da der dog var Muligheden i det, og Lyst hos dig dertil ligeledes. Overalt finder man noget poetisk (det har du selv lrt) vrdig til at eviggires af en Pen som din; og dit poetiske 0ie vilde have opdaget endnu meget mere, end hvad der viste sig for os Philistre. Madeira (som vi fr have talt om) veed du, er Naturens Mesterstykke og lader til at vre dens Yndling tillige, saa villigydende er den i alle Henseender; og om den fortientes der nok at digtes en Sang, Mage til Claudiuss Reihnlied, og hvad Skinhed angaaer kan den nok fortiene frste Rang. Fra denne e drog vi Syd efter, passerede Canarierne, Capverde den [?] og endelig den Linie, som deler Jorden i to lige Dele. Pr. Parenthesis vil jeg dog bemrke som et Curiosum at fr vi kom til Linien havde vi bestandig Modvind, og efter vi passerede den, paa den sydlige Hemisphre, have vi nsten bestandig havt god Vind; (Er vi skabt for Syden?) I Bahia levede jeg meest et Familieliv, men i Rio Janeiro levede jeg aldeles i den store Natur, og den er poetisk der; den kan kun males, eller ogsaa beskrives af en Pen, som den, der forklarede Martinique for os. - Om Montevideo, Hovedstaden i Republikken Uruguay, kan jeg kun sige at den ligger meget stykt, og der er temmeligt kiedeligt og at Alle taler om Tyrannen paa den anden Side af Platafloden. - Jeg maae tilstaae at paa den anden Side af Platafloden i Buenos Ayres er det Sted, som har interesseret ulig meest, hvorjeg har fundet meest Poesie, skindt en crrusom Poesie. Landet er fladt, stykt, sandet; frembringer nsten kun Qvg, som man slagter, og hvoraf man slger Ruderne; det er ikke det, der interesserer mig; men dette Land beherskes af en Tyran, en grusom blodtrstig, hevngierrig Tyran, som er tilbedet, elsket, ja forgudet med Enthusiasme af sit Folk, naturligviis ogsaa frygtet, som opoffrer Mennesker i tusindviis, naar han frygter dem, eller de ikke svarer til hans Hensigter; som i 3 Aar har trodset Frankrig, med hvem han var i Krig, og som omringet af udvortes og indvortes Fiender dog er gaaet af med Seiren. Er det ikke poetisk? - Denne Tyran hedder Don Juan Manuel Ortiz al Rosas. - Men denne Tyran har en Datter, la Manuelita, den Eneste, ja man kan sige det Eneste han elsker: hun er det Modsatte af Faderen. Hun er den de arme Ulykkelige Offere eller deres Efterladte kommer og tyer hen til, naar Faderen har giort dem ulykkelige; kunde hun hielpe, hialp hun; altid trstede hun, og det var rrende, ja det var poetisk at hre Faderens ivrigste Fiender tale om hende. Hun er ikke smuk, skindt hun har deilige store, brune ine, hvorudaf lyser Klogskab og Mildhed men tillige Sorg, thi hun lider bestandig ved Faderen[s Gru]somhed, naar hun ikke kan forhindre den, som hun sieldent kan. - [Hun] er simpel og del i sine Manerer, meget jevn og godmodig mod Alle. Jeg har ingen seet dandse med saa meget Grace som hun; hun synger og spiller med Udtryk og Flelser; hvad man i Europa kalder dannet er hun vel neppe, da hun hverken kiender Kotzebue eller Walter Scott; men hun forstaaer at tnke og raisonnere. - Hendes Selskab havde jeg den Lykke at nyde i 4 a 5 Uger, og naar jeg ikke havde Tieneste ombord, var jeg hos hende baade Formiddag og Eftermiddag. - Men hvad skal Enden blive? Faderen har mange Fiender, baade indvortes og udvortes, daglig skaffer han sig flere; engang vil de seire, da vil de massacrere Tyrannen og alle hans, altsaa ogsaa Manuelita. - Er det ikke gyseligt? Jo, vil du svare, men dog poetisk. -

Endelig forlod vi det skrkkelige og dog kire Buenos Ayres, og tiltraadte Reisen omkring det frygtede C a p H o r n; os var det meget naadigt men lidt koldt nede i det sydlige Iishav, skint det var midt om Sommeren; der vare vi kun omgivet af Himmel og Hav, og vort stadige Selskab vare Hvaler og Albatrosser (Maager og rnestrrelse) [.] Efter 4 Ugers Seilads kom vi til Valparaiso, som jeg kiender meget lidt til, dajeg strax re is te os [sir] Santiago de Chile, hvor jeg var 3 Uger, og levede et Herreliv; om F.M. Ride- og Kireture til Cordillererne og om Aften i spanske Familier. Spansk taler jeg nu ligesaagodt som - ja som du taler Fransk og Selskabet i Almindelighed interesserer mig. Nu ere vi paa Veien til Lima, og derfra gaaer det rimeligviis over Rio Janeiro til det kire Hiem; hvor jeg haaber at trffe Alle vel, og dig kort efter. Giv mig en Tanke paa dine Vandringer i Orienten.

Din hengivne trofaste Ven og Broder

Christian W.

[Udskrift:]

Hans Christain Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost