The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 14. marts 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 14. Marts 1831

Min kjre Andersen!

Dit venlige Brev modtog jeg frst i Sndags Eftermiddag Kl. 4, da Sneen og Uveiret havde forhindret Posten fra at komme til rette Tid. Det var mig derfor mumuligt at skrive Dig til endnu samme Dag, saa gjerne jeg end havde nsket at kunne vise Dig, med hvilken Hurtighed jeg opfylder en Vens nsker.

Gode, kjre Menneske, hvad skal jeg svare paa alt det, som Du har fremsat med saa rystende, hjertegribnede Ord? O, Du er vist god sm Blader, Gudernes Yndling! Herrens Haand hviler tungt paa Dig, medens han frer Dig gjennem Din forunderlige Skjebne. Men betnk, kunde Du synge saaledes, som Du gjr, og lade Din Sang svve hen over Mark og Skove, snart som milde Vetenvinde, snart med Stormens vldige Brusen, naar Livets Angst ikke havde lrt Dig slige Toner? See paa Fuglen, der sidder i Lunden og vugger sig paa beskyggede Grene; den synger den samme Melodie, naar Lynild faar ned fra Himmelen, eller naar Aftensolen forgylder den med matte melankolske Straaler; den kjender intet til Livets mrke Gange. Hvad var Din Sang vel, hvis Du ikke flte noget af Naturens usigelige Herlighed og tillige af den tunge Byrde, som hviler paa os alle? Den vilde vre, hvad saa manges Sange ere, kun tomme Lyd og prgtigt klingende Ord. Men skal Skjalden ikke vre andet, end lydende Malm og en klingende Bjlde?

Haardt er det, altfor haardt, jeg tilstaaer det, ogsaa kun engang at friste Tantalus' Skjbne. Jeg kjender det af egen Erfaring, hvad det betyrde at elske en Qvinde med Hjertets hele, ungdommelige Kraft. Ogsaa jeg var nr bleven knust, hvis Himmelen ikke havde hrdet mit Bryst og styrket mine Krfter. O, jeg glemmer aldrig det ieblik, da jeg for sidste Gang talte med hene og skulde forlade hende for bestandig. Denne Aften staaer skrevet i mit Hjerte med frygtelige Flametrk; thi mit hele Livs Lykke er gaaet ti Grunde med hine Minuter. men see, staaer jeg nu ikke opreist som en ung Eeg og trodser alle Verdens Storme? Og synge kan jeg, som aldrig fr jeg kunde; thi hine Aar have lrt mig Melodier, som jeg ikke havde ahnet.

Jeg skrive rikke disse Ord for at trst eDig; thi paa Ndens og Storrigs steile, snvre Sti maa enhver gaae alene, og ingen kan vise hamVeien til Lyksalighedens Tempel. Men jeg er overbeviist om, at den Kraft, som svulmer i Din Barm, aldrig skal forlade Dig, og at Du engang vil finde Ro, og en skjnnere Ro end paa hiin Tid, da Du endnu ikke kjendte noget til Savn og Smerte. Thi hvis Din Poesie ikke er blot en Tidsfordig for Dig eller, endnu vrre, et Middel for mindre dle Hensigter, men Frugten af en indvortes Trang, Udtrykket af den guddommelige Skaberekaft i Dig, saa maa Digterlivet i sin gigantiske Skikkelse staae hit og herligt for Dine ine, og alt det vrige kun vre Bisag med Hensyn til dette. ja, det er min ramme Alvor; Du har kun at vlge mellem et Hverdagsliv med dets roligt og bequemt bortrullende Dage, og Apollos Laurbrkrone med dens saarende Torne. Dog Gud har ikke skabt Dig til at spise og sove; tager jeg ikke feil, saa er der noget i Dig, som bebuder os alle mange, skjnne Timer.

Skal jeg nu fortlle Dig noget om mig selv og om det, som jeg bestiler i denne Uge? Det vil synes Dig besynderligt, at jeg har taget fat paa Kingo's Psalmer. Men han og Ewald ugjre nu nsten udelukkende min Lekture. Den gamle Kinto er ret bleven min Yndlign i denne Tid; jeg finder hos ham, hvad jeg savner i den strste Deel af vor nyere Litteratur, en klar og dyb Bevidsthed om Verdens to Hemisphrer, det Godes og det Ondes Rige, og dertil poetisk Sands og Fynd i Ord og Tanke. maaskee bidrageer ogsaa den totale Opposition, i hvilken jeg fler mig tl ham, meget til at gjre hans Individualiteet endnu mere tiltrkkende for mig; men uden at tale videre derom, hvo har vel i de sidste 50 Aar skrevet to Sange, som disse: Sorrig og Glde, de vandre tilhobe osv., og den magels deilige Psalme; Far, Verden, far vel, jeg kjedes nu lnger at vre Din Trl osv. Siig, er det ikke, som om alle Sjlens Nerver rystede ved disse simple, betydnngsfulde Ord?

At jeg beskjftiger mig saa meget med Ewald, ertil har Molbechs ypperlige Bog om hans Levnet givet Anledning. Det er lnge siden, at jeg lste ham sidste Gang; hvis jeg mindes ret, var jeg dengang omtrent 15 Aar; men han gjorde et saa dybt og afgrende Indtryk paa mig, at jeg aldrig har kunnet glemme ham, ja, at jeg i lang Tid ikke tog andre Bgeri Haanden. Jeg har fra den Peirode endnu et lile Digt: Balders Drm, som er fuldt af Ewaldske Tanker og Phraser, og naturligviis kun et ubetydeligt Arbeide; men Grundtonen deri er dog et saa tro Aftryk af en barnlig Sjl, at jeg har i Sinde at benytte det engang med Tiden.

Du forundreer Dig over, at jeg kan gjemme mine Brn saa lnge i Pulten. Det er for vidtlftigt at udvikle alle de Grunde, som bevge mig dertil; men een kan jeg dog sige, nemlig, at den Nydelse, jeg fler ved at skabe dem, er for mig det Hieste; hvad verden siger om dem, er mig som oftest ganske ligegyldigt.

Herved sender jeg Dig en lille Prolog til mit Epos. Je ghar maaskee ikke gjort Ret i at heise Flag paa Huset og holde Gilde, frend Murene ere frdige; men jeg vilde dog benytte en ieblikkelig gunstig Stemning. Skriv mig, hvad Du synes om den.

Og nu lev vel, min kjre Andersen; nu, troer jeg, tr jeg kalde Dig min i al Evighed, og ingen Verdens Magter skulle rive mig ud af Dine Arme. Ja, Du er et godt, et sjldent Menneske.

Din

Lorenzen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost