The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 7. marts 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 7. Marts 1831

Kjre Andersen!

Sick melder mig, at Du med hver Post seer nogle Linier fra mig imde. Hvorfor skal jeg da vente lnger, da jeg veed, at jeg er Dig kjrkommen?

Tak for Dit sidste Brev, og for den Fortolighed, Du viser mig deri. Vr overbeviist om, at jeg skal gjengjlde den, og at Alt, hvad du nedlgger i Vennens Barm, skal vre dyrebare Panter for et Forhold, der idetmindste fra min Side er knyttet under Tanken om et oprigtigt Venskab.

Bruden fra Lammermoor har Du altsaa frdig. Jeg lnges virkeligen efter at see dette Stykke, da jeg ikke kan gjre mig nogen Forestilling derom; var det ikke muligt, at jeg kunde faae det at see, frend det bliver trykt? Sandsynligviis har Du dog skrevet det reent allerede; send mig Kladden, gode Ven, snarest muligt; den skal vre sikkert opbevaret under mine Hnder og i Pulten.

Som jeg hrer, studerer Du nu ret ivrig den danske Historie og isr den frste Halvdeel af det sextende Aarhundred. Jeg formoder, Du gjr det med Hensyn til den historiske Roman, som Du vil snart begynde paa, og hvis Udfrelse ofte var Gjenstanden for vore Samtaler. Du yttrer selv i Dit Brev, at Du tnker ret alvorligt derpaa, og at det vil blive det frste, strre Arbeide, Du lader komme ud iblandt Publikum. Med Hensyn til Qvantum, har Du maaskee Ret deri; men jeg tvivler om, at Du i de frste Aar vil skrive noget, som i indvortes Gehalt kan overgaae Din sidste Samling af lyriske Digte. Hos talentfulde Mennesker er det for det meste Tilfldet, at de i deres frste Arbeider udgyde deres hele, unge Kraft, saa at sige fremstille deres hele Individualitet paa eengang i store og dristige Contourer; hvad de siden efter skrive, udfylder Rummet indenfor Kredsen og giver en niagtigere Kundskab til deres Vsen. Tnk kun paa Gthes Gtz og Werther, Schillers Rvere og andre flere. Skuer Du f.Ex. ikke i Werther den hele Gthe, saasom han siden i alle sine Skrifter har viist sig? Og er Karl Moor ikke den personificerede Grundtone, som klinger os i ale Schillers Tragoedier imde? Paa samme Maade, troer jeg, har den, som forstaaer sig paa slige Toner, paa eengang faaet at vide, hvad man har at vente af Dig; og at en saadan hre hvergang med Opmrksomhed efter, naar Du griber i Dine Strnge; kan Du let tnke Dig, endskjnt han gjenkjender Dig strax i alle Dine Melodier.

Men hvad jeg vilde sige om Din Roman, som Du agter at begynde paa, saa kan jeg ikke holde nogle Tanker derom tilbage, saa gjerne jeg end lod Dig uforstyrret i Dine Sysler. Saa ofte jeg ruger over slige Ting, forekommer det mig bestandig, som om det vilde falde Dig vanskeligt, ja nsten umuligt, at skrive slig en historisk Roman. Betnk, hvad der hrer til, frst at stte sig ind i en eller anden Periode af Historien, og derpaa, efter at have optaget den i sit eget Indre, at skabe et Billede deraf. Og hvad der er Tilfldet i det Store, bliver det endnu mere i det Mindre, i Fremstillingen af enkelte, fremmede Charakterer, der som oftest kun have meget faaae Berrelsespunkter med Ens eget vsen. Du er aldeles ikke en historisk Charakteer, det vil sige, et Menneske, der har ndig at tye hen til andre Tider og Mennesker, for at finde noget hos dem, som endnu mangler Dig; Du har en, som det synes, uudtmmelig Fylde i Dig selv, der kun behver at styres og blandes, men ikke at forges. Af en ganske anden Art ere Historieskriverne, forresten gode Folk, der glemme sig selv og leve i Andres Skikkelser, f.Ex. Niebuhr, der vist gjerne nskede, at den hele Verden blev romersk og det latinske Sprog det almindelige for alle Nationer. Iflge heraf mangler Dig ogsaa den ene Art af Objektivitet, nemlig den historiske, endskjnt Du besidder en anden, som jeg vil kalde den momentane. Du er altsaa kun istand til at give Dig selv, endskjnt under mangfoldige og gte kunstneriske Former og Dragter, men vel mindre skikket til at forngte Dit eget Vsen, som Naturen har givet Dig.

Dette er min Mening om Dit Forst, at skrive en historisk Roman. Det kommer nu an paa, om Du forstaaer det ganske, som jeg mener det. I al Fald skriver Du mig vel nogle Ord desangaaende; jeg er bange for, at Du blander Dig selv alt for meget ind i Christian den Andens Tid og stter Dig, for at bruge et Shakespearsk Udtryk, adskilt i mange Stjerner paa Danmarks davrende Himmel. Jeg troer det ikke uden Grund; thi selv i den lille Sang for Foreningen, som Du sendte mig, og som forresten er ret nydelig, vare tydelige Spor af det, hvad der qvler Dig.

Du Stakkel, jeg fler den strste Medlidenhed med Dig, kunde jeg dog trste Dig, lindre den usigelig store Smerte, der fortrer Dig! Bed Gud, jeg skulde opoffre alt, hvad jeg eier, kunde jeg blot see Dig engang lykkelig og helbredt af de dybe Saar, som Livet har slaaet Dig. Men fortvivl ikke; Tiden giver tilbage, hvad den har taget, om ikke det samme, saa dog noget andet, der kan erstatte det Tabte.

I disse Dage har jeg begyndt paa at omarbejde et lille romantisk Epos, som jeg skrev under mit Ophold i Frascati i Sommeren 1828, men som jeg tillige med Andre Arbeider fra denne Tid har ladet ligge i Pulten, for ret at kunne underkaste den en streng og objectiv Prvelse. Desvrre seer jeg nu, at jeg maa forandre meget deri, saavel hvad Planen angaaer, sommange enkelte Partier. I Paasken haaber jeg at kunne vise Dig noget deraf; indtil denne Tid beder jeg Dig om ikke at anbetroe den lille Hemmmelighed til nogen anden.

Fra Ingemann og Wilster venlig Hilsen. Fra J. skal jeg bede Deg om, snarest muligt at lade ham tilkomme et nyt og forbedret Oplag af Dit sidste Brevs Udgave, som havde desvrre en saa uheldig Skjebne.

Din hjertelige Ven

Lorenzen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost