The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 8. februar 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[uddrag]

Vil Du nu hre noget om Sor og de soranske Planter? Dog Du kjender vel de fleste. Hvad holder Du af Ingemann, denne vrdslige Christen, frst en sanguinsk Erotiker, siden efter og endnu Nordens frste Historieskriver? Han synes at gjre meget af Dig, og bekrfter den Dom, jeg engang i en Samtale med Dig har fldet over Dit nuvrende Standpunkt. Kan Du harmonere med ham og vil Du slutte Dig nrmere til ham, lader der sig vist trkke mange Fordeele for Dine Arbeider derudaf; for mig har han endnu noget je ne sais quoi, noget koldt og dog uden egentlig Reflexion, noget altfor bequemt og mageligt i sit Vsen, der forhindrer al oprigtigere Tilnrmelse fra min Side. Maaskee taber sig denne med Tiden, jeg mener denne Opfatning af hans Individualitet, og jeg seer ham i en bedre Belysning. At der maa vre meget i dette heerlige Gemyt, noget dybt og grundende, kan jo ikke feile, og jeg har i det Par Gange, jeg har seet ham, allerede ofte havt Leilighed til at glde mig over den Skjbne, der har frt mig til Sor. Endnu i Forgaars Aftes var han nogle Timer hos mig, og udfoldede fra Tid til anden en Anskuelse af Vrden og Livet, der var vrd til niere at overveies, endskjndt jeg divergerer fra ham i de fleste Punkter. Men hvad siger Du om hans Kone? er det ikke et Par himmelske ine, hun har? O saa fulde af christelig Troe og Hengivenhed til Herren! Der maa enhver vrdslig Tanke forsvinde, naar man seer paa denne bodfrdige Skikkelse. - Overhoved det er ikke saa galt herude, som Kjbenhavnerne troe. Jeg kom hid med ganske andre Forestillinger, og jeg frygtede for at finde lutter smaalige Forhold, et spidsborgerligt Vsen hos de Fleste; men istedetfor Hovedstadens Stivhed hersker her en ugenert og fortrolig Tone, og de mange Videnskabsmnd, hvoraf man her omgives, veie noksom Jer Daglitteratur op, hvoraf Jer Market oversvmmes. Fra den Side betragtet, har jeg al Aarsag til at fle mig tilfreds og lykkelig, og jeg kunde maaskee nske at leve og de i dette Exil, naar jeg ikke med Jernlnker var smeddet til en Klippe, hvor jeg eensom og forladt maa udgrde alle mine Taarer. Dog hvorfor vil jeg klage? Bruser ikke Livets Fylde i mig, og svve ikke mange Skjnne Billeder paa min Horizont, medens Morgensolen begynder at oplyse Mark og Skove.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost