The Hans Christian Andersen Center

Dato: Oktober 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.
Luftaanden

Mellem det Dybe og Hie
Blev en Luftaand fdt. - Med funklende ie
Saae han det store Univers sig hvlve,
Men underligt hans Tanke maatte skjlve;
Hans Sjl var Kjrlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred.
Et Hjerte ja, et Hjerte [frgte?] sgte han at mde!
Rundtom sig saae han Stjerneskaren glde,
Den rullede jo mod ham, ren og klar; [der str mod og ikke med]
Da lftede han kjkt sit Vingepar,
Og svang sig [overstr: til] mod det frste Stjerne-Lys -
Det var vor jord; [og rettet til:] men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor menneskeaander, fjernede fra sit Hjem,
Klbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og lftede Vingen i gavnls Kamp;
Da svang han sig hit, Sollyset nr,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjr,
Forsvandt, som en Elskendes Ord,
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fli han mod Tankens ydderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae.
Da svulmede hans Bryst og i Toner det klang,

Det kalder nu Mennesket: Sphrernes Sang.

H.C. Andersen.

i jagende Hast.

[langs kanten:] Vil De sige mig Deres Mening om hver af de sidste Digte ogsaa de andres Mening modtages med Taknemlighed. Subscriptions Planen vilde jeg nu gjerne have. Lev vel! /

ST. Jomfru Jette Hanck

afleveres hos Hr Bogtrykker Iversens Enke i Odense. Frit.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 13, billed 6173-74)