The Hans Christian Andersen Center

Dato: 31. januar 1830
Fra: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.
I Bille'Bgh offentliggjort med dateringen 1830 - det er iflg. Kirsten Dreyer er en del af Brev

Ret megen Tak for Deres Digte, de har i det Heele taget, fornjet mig meget, og siden De har ytret, at det vilde vre Dem kiert, at vide hvad Indtryk de har giort paa mig, saa vil jeg nu tale lidt med Dem om, hvad der isr har interesseret mig og de enkelte Ting, som vare mig imod. Blandt de spgende Digte, holder jeg slet ikke af Ingenting og Noget og Cometen troer jeg, der er noget Forkeert i; thi den Sorg Konen fler ved sin Mands Dd, er en saa naturlig Flelse, at den aldrig kan blive comisk, indbefattede han end i sig Qvintessentsen af al muelig Skrdderagtighed, og idet hun gienkiender hans Spnde og Ring, kommer der noget virkelig Tragisk, som contrasterer, paa en for mig ubehagelig Maade, med heele Charactairen i Stykket og med den spasende Maade hvori det bliver fortalt. Derimod finder jeg Recensionen meget morsom og trffende og i Morten Lange, den heele pudseerlige Begivenhed, srdeles godt udviklet. Phantasien i Dykkerklokken har interesseret mig meget og jeg finder Fiskelivet, med dets Forvandlinger, meget conseqvent forklaret. De smaae beskrivende Digte, har i det Heele taget interesseret mig meget, isr da jeg anden Gang lste dem; thi frste Gang ventede jeg en Begivenhed, som fex: i Tyvekn[]gten, eller Soldaten, et af de Digte, som jeg holder srdeles meget af. Fastelavn synes mig rigtignok er for ubetydelig; i Aftenen er mig den bestandige og forstlige Faldenud-af-Tonen forstyrrende og fordrver mig ganske det Maleriske i Digtet. Blandt de alvorlige af de lyriske Digte, finder jeg Silen og Ddsjeblikket meget smukke, i Phantasistykket varierer Udtrykkene i det frste Vers, mig alt for meget, mellem dle og udle, de to andre Vers holder jeg srdeles meget af, og Kunstnerlivet og Phantasie og Vanvid er mig inderlig kire Digte, jeg finder dem fulde af Flelse og Begejs[t]ring, og har gldet mig meget ved dem. Begyndelsen af Fortllingen finder jeg meget heldig, Naturbeskrivelserne synes mig sande, man kommer strax til at interessere sig for Johannes, og den heele Situation ved Faderens Lig og siden paa Kirkegaarden, er der noget meget sandt i og Afskeden med den lille Nisse finder jeg srdeles naiv; men den varslende Drm (skint den staaer meget godt i Forbindelse med Begyndelsen) synes mig vkker tragiske Forventninger, som da de ikke blive opfyldte, efterlader en Slaphed. Ideen at Johannes opofrer al sin Ejendom, for at en fremmed Mands Lig skal hvile roelig i Graven, er i sig selv meget smuk; men Scenen i Vaabenhuuset troer jeg aldeles ej er udfrt som den burde, der er Materialier nok til at gire den rdselfuld; men den er i mine Tanker slet ikke bleven det, derfra og til Enden synes det mig, at De selv er bleven kied af Fortllingen og har vret uvis om hvad De vilde gire med den, kun hvor de smaae Alfer komme frem, er den trohiertige Tone bevaret, som er angiven i Begyndelsen. De smaae Barndoms-Alfer synes ogsaa i det Heele, at vre Deres gode Genier og hvor de leve i Phantasie og Hierte, der troer jeg ej der er nogen Fare for, at Forstanden skal fortabe sig i det glimrende Steenrige, Smaae-Alferne vil nok viise den rette Vej giennem den klare blaae Luft. Gud give Dem sin Velsignelse til et sandt og rigt Digterliv!

L.M. Ingemann fdt Mandix.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost