The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: kjrlighed

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 31. oktober 1827
Fra: Carl Bagger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor, Onsdag Aften den 31. October 1827

I Sandhed, kjre Andersen, De har ret Aarsag til at vre vred paa mig; gjerne tilstaaer jeg det, min sdvanlige Afsky for at begynde paa et brev har ved denne Leilighed opsvunget sig til et uundskyldeligt Despoti over mit bedre Selv og over mine velprparerede Penne. Og virkelig begriber jeg ikke, hvorfor Fremtagningsactus af et halvt Ark Papir kan vre mig saa overstadig modbydelig, da jeg dog med mig selv veed, at jeg naar frst Pennekniven har gjort sit, med Fornielse lader Haanden stryge en klkkelig Portion Linier fra sig. Nok engang: Tilgivelse, bedste Andersen! Hos mig maa De i det Hele ikke ville maale min virkelige Kjrlighed til Dem efter Brevenes Antal. Min Magelighed besvrger Dem i denne Henseende, at De vil tilegne Dem et hiere Civilisationspunkt, og at De maa have Dem over de gemene Synsmaader.

Af Hjertet takker jeg Dem (Skam at tale om: nu frst) for det mig forlngst tilsendte; dersom De skulde vilde sprge Bagger om hans Mening, da troer jeg vist, at han omtrent gav "Ingenting og Noget", hvor lidet end det i extenso Strrelse befindtes at vre, et stort Fortrin for "Jydepotten". Jeg siger: jeg troer det: thi Manden har ikke villet komme ud med sine Hjertensmeninger desangaaende. Hist fortrffeligt finder jeg i "Flyveposten", Pottemagerens korte, saa at sige bag Coulisserne forefaldende, fyndige Replik til Skarnager og Skarnslger Beeken. I "Kjbenhavnsposten" saae Bagger forleden Deres "dende Barn"; at det var meget mat, kunde jo ikke vre andet; alene Tilvrelse i hiint Blad maa vre en rdsom Kamp mellem Liv og Dd; desforuden var det jo sygt. Ved samme Leilighed sagde ellers Bagger mig, at det var, at det var ham en forunderlig Opdagelse, at see Dobbeltngeriet overflyttet fra Menneske til Digte; han haabede imidlertid fuldt og fast, at det blot var en forbigaaende Parorysmus hos enkelte af de meest nervesvage, litetrre Smaaprodukter. - Han har nu i det Hele megen utidig Fordom, den kjre Ven, isr mod det Rrende, det Senimentaliske osv.

Ivrigt, Kjreste Andersen, glder jeg mig inderlig til i Kjbenhavn til Foraaret, om Nornen vil det, hyppigt og med Hjertelighed at tale med Dem. Denne lille Stad, som De, Velbaarenhed, behager at pryde med Tilnavn af "Stereoptypudgave af Lagomaggiore-Egnen", forekommer mig - De veed, man ei kan kjre gjennem Byen, men bestandig maa vende tilbage ad den Vei, hvorad man kom ind - som en hartad modbydelig Blindtarm, hvori jeg selv, et uskyldigt, rdmusset ble eller noget lignende, er nedsvlget, for der paa en passende Maade at fordies til et nyttigt Excrement. O Jammer, O Rdsel, i sit eet og tyvende Flammeaar, med alle sine hitflyvende Lngsler og Planer, som Figurer udviser, levende at nedputtes i en veltiltoldet Tranflaske; her er Gymnastiken og Voltigen aldeles til ingen Nytte:

Jeg saae en deilig Qvinde staae,

hun hviskte rdmende: "Du maa!"

Jeg tved blot et ieblik,

Og Skjnhedsfylden brat bortgik.

Da grd jeg, grd jeg Barnet liig,

Thi, favre Ungdom, det var Dig!

En stor Fornielse, kjre Ven, et strkt Solskin ind i Tranflasken, kunde De forskaffe mig ved jevnligen at sende mig Et og Andet af de Smaating, De vel af og til udgyder Dem i. Jeg veed nok, at jeg nu har tabt al Ret til at krve sligt, men fremtidig Brevflid fra min Side maa kunne rense mig i Deres ine.

Den 15. November

Efter fjorten Dages forlb tager jeg atter fat paa mit Brev. Hvad vil De tnke? Jeg kunde have megen Lyst til at snderive det hele og atter i Fjorten Dage opstte at skrive til Dem, men dennegang idetmindste skal Ladheden overvindes.

Ved at gjennemlse det, jeg den 31. October skrev til Dem, ser jeg, at jeg i Slutningsverket forfaldt i en elegisk Tone. Tro mig, kjre Andersen, det maa have vret, fordi det ar den sidste i Maanden, og ved slige Tider veed De, hvorledes de pecunire Omstndigheder som oftest befindes at vre. I Sndags gjorde jeg en Reise til Skjelskregnen og sae der af en Hndelse hos en mig sare dyrebar Familie et Nummer af "Flyveposten"; hvor der stod et Stykke af Dem til Maanen; kjre Ven, det staaer langt tilbage for de foregaaende.

Man troer nsten overalt, at h-* er Heiberg; jeg har erklret, at det var Dem; man har undret sig over, at De har vendt Dem til det Gemytlige med saa meget Held. Jeg gratulerer Dem af Hjertet, kjreste Andersen; det er altid godt, naar de frste Toner gaae til Folkets Hjerte. Dyrk De indtil videre det satiriske eller muntre Fag; mig trffer Omverdenen enten studerende Ariost i Grundsproget, eller grublende over Hegel, hvem jeg frst ved "Flyveposten" har lrt at kjende, og Byron - det er broget Selskab. De skal see,naar De har sprunget over Artiumsgjrdet ind i Philosophiens Karousselplads - De gi'er kanskee for det frste Digteriet Dden og Dvelen.

Lad mig see, kjre Andersen, at De ei er vred paa mig; jeg skal i Fremtiden vre flinkere. Hils Hundrop og Dem selv ret hjertlig fra

Deres trofaste Ven

Carl Bagger

Skriv, skriv mig snart til! Sor er en Ravnekrog.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter