The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: "digt indgr"

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 14. september 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Ferdinand Emil Hundrup
Sprog: dansk.

Helsingr 14, Sept. 1826.

Kjre EMIL.

Hermed Digtene til Jomfru SNITKJR; mit seneste, og i en Evighed eneste Digt flger med: det dende Barn; ls det og sig mig din Mening om det; du maa endelig lse det, husk kun paa hvad Goethe siger, og saa vil du undskylde mig; thi den store Digter selv har det sikkert af egen Erfaring:

Am schwersten zu bergen ist ein Gedicht,
Man stellt es untern Scheffel nicht.
Hat es der Dichter frisch gesungen,
So ist er ganz davon durchdrungen,
Hat er es zierlich nett geschrieben,
Will er, die ganze Welt soll's lieben,
Er liest es Jedem froh und laut,
Ob es uns qvalt, ob es erbaut.

Jeg har ikke afskrevet alle de smaa Digte, som hun skulde have, men forrige Postdag sendte jeg efter Lfte nogle til Jomfru LANGE; hos hende vil hun kunne faae en Afskrift. Brevet blev for tykt, skrev jeg flere af; desuden er der intet som kjeder mig mere end at skrive mine egne Digte flere Gange. Hils den gode Pige ret hjertelig fra mig, jeg tnker ret ofte paa hende og de behagelige Timer jeg nd i hendes Forldres Huus; maaskee tnke de dog stundom paa mig, og alene Tanken om at vide hist og her en Kreds af gode Mennesker tnke paa mig kan gjre mig glad og forsone mig med al det Mrke her i Verden. - Examen gik over Forventning godt. I disse faa Feriedage har jeg! vel vret herhjemme, men deels har jeg faaet endeel at skrive for Meisling, deels har jeg spadseret; thi paa een Maade maatte jeg erstatte Tabet at vre fra Kjbenhavn. Nu er jeg ellers i bedre Lune igjen, men Gud veed hvorlnge det varer; jeg kan rgre mig selv over min barnagtige svage Charakteer, men, det kan jo nu ej vre anderledes. Snart glder jeg mig over ingen Ting, snart grder jeg; det er min Phantasi som udmaler mig alt med de strkeste Farver, som hver mig til en Himmel eller gjr mig ganske fortvivlet; men Guds Villie skee, han kan ikke forlade mig nu, det var Synd, det var altfor haardt. Tak for dit varme inderlige Venskab. Om Examen inde i Byen har du vel hrt, derfor vil jeg ikke skrive derom. Jeg har subscriberet paa Goethes Vrker; Jeg er syg i disse Dage, men det er kun Forkjlelse, og saa let slipper jeg vel ikke ud af Verden. Hils alle fra din tro Ven

Andersen

Indlagt Seddel:

Munkens Klage kunde jeg ikke faae ind paa det frste Stykke Papiir, og da der saa blev Plads nok, skrev jeg Sjlen med. Det lille Digt Tillid til Gud er jeg ikke tilfreds med, dog vil jeg skrive det af her, hvis hun lider det.

I Jesu Navn skee hvad der maa,

Guds Haand jeg ei vil slippe

Mit Haab til Herren fast skal staae,

Han er jo Livets Klippe.

Lad storme kun den barske Vind,

Lad Livets Blger bruse,

Til Herren staaer min Sjl, mit Sind,

Dem kan ei Verdner knuse.

Du seer nok det ligner meget Ynglingens Klage, som da alle Digtene fra det Tidspunkt gjre, og som Fru WULFF meget rigtig siger: alle ere de kun een eneste Elegi, kun skrevet paa forskjellig Tid. -

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Helsingr den 14 September 1826.

Kjre gode Emil

Du skulde alt forrige postdag have havd Brev fra mig, men jeg blev forsildig frdig, altsaa faaer du nu frst i Dag; og med dette Digtene til Jomfru Snitkjr; mit seneste, og i en Evighed, eneste Digt flger med,: det dende Barn; ls det, og siig mig din Mening om det; - du maa endelig lse det, husk kun paa hvad Gthe siger, og saa vil du undskylde mig, thi den store Digter selv, har det sikkert af egen Erfaring.

Am schwersten zu bergen ist ein Gedicht;

Man stellt es untern Scheffel nicht.

Hat es der Dichter frisch gesungen,

So ist er ganz davon durchdrungen,

Hat er es zierlich nett geschrieben,

Will er, die ganze Welt soll's lieben,

Er liest es Jedem froh und laut,

Ob es uns qvalt, ob es erbaut.

Jeg har ikke afskrevet alle de smaa Digte, som hun skulde have, men forrige Postdag sendte jeg efter Lfte, nogle til Jomfru Lange, hos hende vil hun kunne faae en Afskrift, dersom de interessere hende, ligesom jeg beder Jomfru Snitkjr at lade Thea Lange see disse, hvis hun vil skrive dem af, Brevet vilde blive for tykt skrev jeg flere af, desuden er der intet som kjeder mig mere end at skrive mine egne Digte flere Gange. Hils den gode Pige ret hjertelig fra mig, jeg tnker ret ofte paa hende, det var mig sandelig meget behagelige Timer jeg nd i hendes Selskab, bed hende hilse sine og Forldre og Sskende, maaskee tnke de dog stundom stundom paa mig og alene Tanken om at vide hist og her en Kreds af gode Mennesker tnke paa mig kan gjre mig glad og forsone mig med al det Mrke her i Verden, men det halve Papier er alt opskrevet og jeg har endnu ikke talt et hjerteligt Ord med dig, tak for det sidste venskabelige Brev, alene det havde fortient at / jeg fr nu strax skrev dig til, men Examen var; da jeg modtog det, i fuld Gang - denne gik over Forventning godt, kun i Grsk var det svrt, men for Latin fik jeg megetgodt og baade i Geometri og Arithmetik Ug som du kan fortlle Hr Andresen. I disse faa Ferie Dage har jeg vel vret her hjemme, men deels har jeg havdt en Deel at skrive for M., deels har jeg spadseret, thi paa een Maade maatte jeg erstatte Tabet at vre fra Kjbenhavn. - Nu er jeg ellers i bedre Lune igjen, men Gud veed hvorlnge det varer; jeg kan rgre mig selv over min barnagtige svage Characteer, men det kan jo nu ei vre anderledes, snart glder jeg mig over ingen Ting, snart grder jeg; det er min Phantasi som udmaler mig alt med de strkeste Farver, som hver mig til en Himmel eller gjr mig ganske fortvivlet; men Guds Villie skee, han kan ikke forlade mig nu, det var Synd, det var altfor haardt. Tak for dit varme inderlige Venskab, gld mig ofte med et Brev; Gud veed, naar og hvorledes vi mdes igjen, dog jeg vil drmme det bedste. Jeg nsker ret, at vi havde dig hernede, Egnen er skjn, selv i Efteraaret og nu mylrede det ret af Skibe, det seer ud som et heelt Venedig saaledes flokke Skibene sig. - Sen begynder nu ogsaa at rre sig og det har ret vret mig en sand Glde i disse Dage at gaae langs med Sundet og nsten blive overstnket af Blgerne som vlte ind paa Kysten. - Om Examen inde i Byen har du vel hrt, altsaa vil jeg ikke skrive derom. (Ljeutenant Borneman fik vist non for L Stiil) siger man). Jeg har suopscriberet paa Gthes Vrker (Rectoren og Fruen med Brnene vre ikke, i disse Dage i Byen. Nstegang skal du faae et lngere Brev, dennegang tr jeg for Digtenes Skyld ei gjre det strre, hils Dem alle hjemme fra din tro Ven

Andersen

[langs kanten:] Jeg er syg i disse Dage; men det er kun Forkjlelse, og saalet slipper jeg vel ikke ud af Verden. -

Kjre Emil

Munkens Klage kunde jeg ikke faae ind paa det frste Stykke Papir, og da der saa blev Plads nok, skrev jeg : Sjlen med; Holmsteds Vers skal ikke den gamle Hr Snitkjr tale om til Holmsted, han var ellers i stand til at snakke om det naar han skriver Dem til her nede. Skriv snart, og skriv meget, hvorledes I leve hjemme, hvorledes Snitkjrs leve, hvorledes det gaaer paa Skolen, hvorledes Komedierne, jeg mener Selskabets gaae, vore ere ikke begyndt endnu men vil i nste Uge, dog faaer jeg ingen at see, thi kun Medlemmer / af Selskabet kan komme der. Det lille Digt Tillid til Gud, som jeg lovede blev der ei Plads til, jeg er heller ikke tilfreds med det og altsaa kan det vre det samme. Dog vil jeg skrive det af her, hvis hun lider det.

#

I Jesu Navn skee hvad der maa

Guds Haand jeg ei vil slippe

Mit Haab til Herren fast skal staae

Han er jo Livets Klippe.

#

Lad storme kun den barske Vind,

Lad Livets Blger Bruse,

Til Herren staaer min Sjl mit Sind

Dem kan ei Verdner knuse.

-----

Du seer nok, det ligner meget Ynglingens Klage, som da alle Digtene fra den Tidspunkt gjre og som Fru Wulff meget rigtig siger. Alle ere de kun n eneste Elegi kun skrevet paa forskjellig Tid.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 1023-24, 1031-32)