Dato: 24. august 1826
Fra: Simon Sørensen Meisling   Til: Ferdinand Emil Hundrup
Sprog: dansk.

[Med Meislings skrift:] Torsdag 24 August 1826.

[Med HCAs skrift:]Kjære gode Emil

Hjertelig Tak for dit Brev, skjøndt det var temmelig kort og [overstr: temmeligt] tørt, men du mener nok som saa, at jeg har Vand nok hernede og altsaa ikke trænger til udvandede Breve saaledes som maaskee mine synes Dig; [overstr: No] en lille grøn Green tager sig dog ganske godt ud. [overstr: Men]

Du spørger nok hvad du skal [overstr: spørge] fortælle mig; o du kan jo tale om Skolen, hvorledes det gaar under den ny Rector, hvad Hr. Andresen og Torst sige forgodt. Dagens Nyheder og Forhandlinger, samt dine Iagttagelser paa dine Vandringer gjennem "Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger" & & & &; skulde jeg opregne dig alt hvad vi see, høre og fornemme hernede, da vilde mit Brev blive en Liste, imod hvilken Troelss i Barselstuen maatte see ud som en Tommeliden; forleden vare vi gjæstede af Samojeder Tartarer, og Kirgiskosakker, o det var nogle glubende Mennesker, de aad hver Dag 1200 ü Oxekjød og solgte deres Buxer for en Pægel. Iaften er her en italiensk Familie Ferutzi, der synge som Katte, og det ene Pigebarn skal have Øine som Raketter. - Men alvorlig talt og uden nogen Harseleringer, hele Egnen, Naturen heromkring og det virksomme Liv ved Søen er herligt, som du da nok kan slutte dig til. Aldrig har jeg oplevet saa smukke Aftener som her, kun i min Barndom, men i Erindringen fra den, forekommer mig nu Alt saa forherliget, mindes jeg noget lignende.- Gid jeg ret kunde afmale dig en saadan Aften, dog du finder store Træk deraf i Gesners Idyller og Mathisons Digte, vi vare saaledes i Søndags nede ved Broen, Havnen laa fuld af Skibe, Engelændere, Hollændere og Svenske broderlige ved hverandre, Søen var stille som et Speil og ubevægelige laa de store Tremasters-Skibe med hidsede Seil ude ved Havnen og , for at bruge Heibergs Ord: "den lysegule Maane, mellem Sjællands Kyst og Skaane speiled sig i Øresund"! - ja, Maanen stod saa deilig rund og klar mellem maleriske Skyer høit over den svenske Kyst og en underlig Contrast var det at see dens sølvhvide Skjær paa Havfladen imod det ildrøde Blus der brændte ved et Skib man kjølhalede, og derfor kogte Tjære. Dampskibet laae ved Mundingen af Havnen og skjød Signalskud; Passagererne samledes og hurtig som en Piil fløi den rygende Drage hen af Søen forbi de uhyre Skibe som med slappe Seil maatte see hvorledes dette raske Væsen fløi hen til Maalet, saaledes mærker jeg øgsaa det gaar i Livet. Een kan sætte alle Seil til, men kommer dog ikke saa langt som den en indre Ild og Kraft driver. - O Emil, skjønt jeg i mine Breve synes dig munter, er jeg det sandelig ikke; Naturen og Livet omkring mig finder jeg vel saare skjønt / men enhver har jo sine Sorger, og jeg er sandelig ikke frie; det er ubehageligt at leve ved Velgjerninger, og selv da naar disse gives af en god og faderlig Konge; men tungt er det naar man gaaer med den Vished i Sjælen at man aldrig kommer til at vise sig disse værdig; o havde jeg Kræfter som Villie! Dog hvad nytter al denne Snakken, hvad som skal skee vil skee, og jeg er beredt paa Alt. - Din Anmærkning fandt jeg meget rigtig, kun syntes jeg ikke at det var saa farligt at jeg fortalte vor fælleds Ven Withusen, at du var lidt schwermütig fordi du ei blev demiteret i Aar; dog jeg kjender dig nok, og vi ere jo atter gode Venner; ikke sandt? - Hils Thea Snitkjær, til October skal hun ganske sikkert faae et Brev fra mig, og jeg skal nok vise mig som Manden af Ord, men for Øieblikket har jeg meget at bestille; skulde jeg dø før den Tid, som jo gjerne kan være, saa skal jeg komme selv, men hun maa ikke være bange for mig, jeg skal komme med Maske paa. - Nu, hvorledes lever Slagelse og dets Indvaanere, Ester faaaer næsten hver Postdag et Register over de Døde og fødte, og det er det eneste jeg hører. Men jeg kan ikke beggrive hvorledes Folk nede i din By kan sige at Rectoren er saa utilfreds i Helsingøer, da det slet ikke er Tilfældet, desuden hvordan han være det i en saa smuk Egn og saa nær Kjøbenhavn. - Hils Lindberg fra mig, det gjør mig sandeligt ondt for den stakkels Fyr; dog [overstr: han] det er godt han har Feberen i Slagelse, saa faaer han den ikke ved det grønne Bord. Hils Holstein; til October faaer han ogsaa Brev, det samme er Tilfældet med Bagger i Sorø som du ret inderligt maa hilse at jeg ofte tænker paa ham og ønsker at han gik med mig i det smukke Marienlyst og saae de smukke Bjerge i Aftenbelysning. Du maa sige mig om du kommer til Kjøbenhavn i October, thi da haaber jeg at komme der. Gjesemann lever vel endnu? du skriver aldrig om ham og jeg veed dog han saa ofte besøger dig for Pæretræets Skyld. - Men nu maa jeg snart sætte det sidste Punktum og derfor tilsidst, min Hilsen til din Fader, Moder, Søster, Onkel og Snitkjæers som min og Jomfruens tilsammen til Dig; hun vil formodentlig ogsaa have de anhdre hilset, men hun sagde ikke andet end, "o hils Emil fra mig: Nu lev vel! - Siig mig, hvad I faae til Program i Slagelse. Rectorens har, skal du nok faae, han har lovet mig det til Dig og jeg haaber snart at faae det. - Jeg har ingen Bøger af dine. Er det sandt Thea Langese Forlovelse er hævet? Nu er jeg træt og derfor basta!

Din

Ven

Andersen

[Meislings håndskrift:]

Jeg har længet været ifærd med, kjære Emil! at skrive Dem til; ?? de kan selv tænke, hvormeget - dels Vigtigt, dels Uvigtigt, som dog skal gjøres ieg har havt at udrette. Men tænk paa Dem, Deres brave Fader og Deres gode Moder, hvem ieg ret ønsker en bedre Helbred. har ieg tidt og mange Gange. De gjøre mig ondt, at Omstændighederne (hvilke disse forresten ere, jeg veed det ikke) forhindrer, at De ei til Octbr følge med Hviid til Academiet. Her er Alting lystigt og muntert, saa, at det er umuligt andet end finde sig godt; hvorfor det undrer mig noget, at man i Sl. vil nære en løsagtig Formodning om, at det Modsatte skulde være Tilfældet - Ieg vilde saasandt ønske, at Deres Fader vilde gjøre en lille Tour hertil med Dem, her skulde De selv see, at man har al mulig Anledning til at leve særdeles fornøiet hernede, som ieg virkeligen gjør. Hils nu Deres Forældre og forsikkre Dem, at ieg, ved at tænke paa Slagelse, mindes med Kiærlighed Dem og Deres brave Familie, som viste mig saa megen Velvillie. Har det ikke behaget Parcen at afklippe vor Traad lidt vel tidligt, haaber jeg endnu, kjære Emil! paa Livets krydsende Gange, at støde an paa Dem og ieg tænker da, vi skulle mødes som to gamle Bekjendte, som ville virke til hinandens Bedste. Lev vel og tænk stundom paa Deres Weilands Skolemester.

S. Meisling.

[Udskrift]

S. T.

Hr. Emil Hundrup

i den lærde Skole

i Slagelse.

betalt.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 1027-30)