The Hans Christian Andersen Center

Dato: 4. juni 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjbenhavn den 4. juni 1839.

Min overbrende Broder!

See saa, nu er Pennen i Haanden, nu gaaer det, lnge nok har det varet! - Det er sgu lumpent, men jeg kan meget godt undskylde mig og det er vist, at jeg har lidt mere ved ikke at takke Dig for dit Epistel og det ikke at meddele mig, end Du ved ikke at see min Sanskrit! Netop en Side, som denne her paa Papiret, skrev jeg strax da jeg fik dit nydelige, rigtignok vel korte Brev, men saa fik jeg ikke mere skrevet fordi jeg skulde digte en heel ny Vaudeville for Ptges og saa havde jeg din egen Vesit; Dagen efter jeg havde faaet dit Kort og om Aftenen seet Dig i Theatret, pilede jeg ud paa Academiet, men Herren var stukket Nord paa. Saa gad jeg ikke fortstte det engang paabegyndte Epistel, der er kommet saa mange Slder i Veien at - ja her har Du mig! nu sladdre vi! - Du skulde have hrt Frken Riffel! ja din Fader er jo nok ikke mellem Enthusiasterne, men det er jeg! Du skulde hre hende spille af Chopin og Thalberg, hun fler selv hver Tone og vore ine ere ved Fingerfrdigheden ligesaa forbauset, som vore re, hun har, maa Du vide, en usynlig Haand paa Maven, for naturlig kan det ikke gaae til; jeg stter hende over Wilmers, men anseer ham for et strre Geni, som Komponist, dersom han er en Lizt, saa er hun en Thalberg; vi ere ogsaa blevne Veninder begge to. Gerson og Weyse veed jeg vare ligesom Harttmann henrykte og Hartmann sendte hende ved Afskeden en Brystnaal for at hun kunde blive stukket i Hjertet. - Lvenskjolds Sara er et godt Sujet og der er meget smukt og genialt i Musikken; hvad Fru Heiberg angaaer - ja jeg har rigtig forsvoret at tale mere om den Sag, da Folk ere saa lumpne at ansee for Ondskab hvad der var min Lidelse ved at en Kunstnerinde, saa stor, som Fru Heiberg, prostituerer sig, og det gjorte hun efter min Anskuelse, ved sin Sang. Det er Opera-Musik og hun kan kun synge i Vaudeviller. Det var Skrig og jeg flte mig i en Angest, som om Konen gik paa Linie! Folk klappede og et Par unge musikalske Venner forsikkrede at jeg dmte galt og at det ikke var daarligt! men om jeg ikke kjender Noder, saa har jeg dog re og har hrt Sang, Sang, som den maa og skal vre. Havde jeg vret Fru Heibergs Broder jeg havde raadet hende fra det, forud og efter at have hrt Resultatet, sat mig derimod. - Hun er for stor i sin Kunst til at vise sig som Fusker i et fremmet Fag. - Cetti har givet Deodata til sin Sommerforestilling, skrkkeligere Ti har jeg lnge ikke seet, gamle Winslv gjorte furore deri og Musikken har vist mange Skjnheder. - Min nye Vaudeville: Il Ialeo di Xeres eller den Usynlige paa Sprog, er en Baggatel, der rimeligviis bliver udpebet, det vil beroe paa Spillet om den fortjener det. Hele Pjesen er, som de egentlige franske Vaudeviller, kun Canevas for Skuespillerne. Igaar var jeg i Theatret i Parquet-Logen O, jeg traf der Fru Falbe med sine Dttre, jeg talte mere med Clara, end jeg saae paa Stykket, hun er deilig, jeg blev brndende heed, og gav gjerne en Uge af mit Liv for et Kys, og for hende selv - - - ja, jeg dde mig ihjel strax efter Brylluppet. Jeg veed ikke hvor ungdommelig jeg i den senere Tid just har flt mig, lykkeligviis, gaaer Varmen over efter Nattesvn og jeg er i Dag, saa rolig, som nogen Sjl kan vre, men var jeg riig, da fortsatte jeg Konversationen og sagde til sidst "voulez vous?". - Hvorledes gaaer det med dit Hjerte? - Nu smiler Du vel! var det Ansigt til Ansigt, da kom der et fornemt Kast med Nakken, et uskyldigt Blik! - lad bare vre min Broder, jeg kjender Dig nok! - Er der smukke Damer i Helsinger? Frken Knox kjender Du jo! hils hende fra mig. - Fru Heiberg har faaet Reise-Stipendium og tager sin Mand med, de gaae til Tydskland, men ville undgaae de store Byer, besge derfor Hartzen og Rhinen. Sahlertz reiste i Sndags til Ems og Paris, han var saa melankolsk derved at han hulkede ved Postvognen; Dagen fr Afreisen stod jeg Fadder til hans lille Sn der blev kaldt Edgar efter Junkeren af Ravenswood. Ingeborg Collin er af Lgen foreskrevet at skulle reise til Ems, ellers kan hun neppe helbredes, men der optaarner sig saa mange Hindringer, at der neppe bliver noget af. Fra Lieutenant Schmidt skal jeg hilse Dig, vi boe, som Du veed, paa Gang sammen, saa vi see hinanden saa jvnlig! Det er dog et satans velskabt Menneske, o var jeg saadan - ja hvor jeg skulde gjre Lykke hos Fruentimmerne, men nu - "Stakkels lille Askepot!" - To Morgener i Trk har vi havdt Ildebrand her i Byen, ved den sidste kom flere Mennesker til Skade, vrst var det med von Osten, der faldt en Muur med gloende Muursteen ned paa ham (og Leerbeck) v. Osten laae i bevidst Tilstand fem Minutter og forbrndte Laarene, inden og uden, den ene Arm og hvad der er vrst, fik et dybt Hul brndt i Halsen. - Jeg gaaer hver Dag i Vandet; igaar og i Dag med 12 Grader. Din Fader seer jeg sjeldent, forleden talte vi sammen om Sara, og det syntes, som om vi vare enige om Fruens Sang. En lille Jomf: Fredstrup 29 har danset Ialeo og gjort furore; ved sin anden Optrdelse blev hun modtaget som Jomf: Grann er blevet det og har begge Aftener gjentaget Dandsen. Den sidste Gang grd hun af Glde, den lille Sjl, saa Sminken lb hende ned over Kinderne og gamle Fredstrup besvimede. - Jomf: Grann har ellers i Paris vret i Fare; hun kjrte i Karreet med sin Moder under de sidste Dages Revulution, en Pbelhob styrtede dem imde, Kudsken kunde ikke slippe bort, Soldaterne kom til, der faldt Skud, Karreten skulde vltes til Barricader og Moder og Datter besvimede da, og bleve saaledes bragte ind i et Huus hvor de tilbragte Dagen. Hun har i sit Brev til Overskou, sendt mig en nydelig Hilsen, er jeg ikke en Lykkens Ftter - ja kommer jeg til Paris denne Vinter saa skal jeg rigtig sge Hosernes Grnhed, ret see at grane mig! hun er i Grunden nydelig, hun giver Been og jeg giver Hoved (for jeg er jo et godt Hovede) saa komme vi nydeligt frem; ville nu bare Midter-Stykkerne passe, Hjerte for Hjerte, men de to Strrelser blive nok ikke congruente, hun vil have et Hjerte med Guld-Beslag, mit er kun beslaaet med Flelse og Poesie. Dit nste Brev til Jette forkynder vel "jeg fik Brev fra Andersen, naa hvor han kan vaase!" - ja det skrev Du engang fr, skriv det derfor ikke igjen, en god Stillist gjentager ikke samme Phrase. See det skulde vre "etwas Beisend". - I Juli tager jeg lidt til Skaane, bliver nogle Dage hos Baron Wrangels paa Hby og gjr en lille Vesit hos vor "Ven" Nolchen; han besgte mig forleden og bad mig see ind til sig; ogsaa om Dig talte vi og jeg skal hilse, han er blevet "uvanlig tjuk!" - Du kunde gjerne skrive mig et Brev til, thi ombord maa der jo vre god Tid. Du tager vel til Ramlse? Hils de svenske flikkaer, en Deel af dem elsker "Spelmanden", siig, de skulde snart faae ham i deres Midte, men de maa vre nydelige mod mig. Du forstaaer mig vel, de Svenske kalde sdvanligviis Andersen "Spelmanden" efter den frste Roman de fik oversat. Naa, dette Brev kan du da ikke klage over, det er af samme Strrelse, som jeg langt og - tyndt, man kan ikke forlange mere, end at den Skrivende giver et Aftryk af sig selv. Hils den svenske Kyst, Kullabjergene og den svulmende S og tnk selv smukt paa

Broderen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (229)