The Hans Christian Andersen Center

Dato: 6. november 1837
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sor den 6. November 1837

Jeg takker Dem ret af Hjertet for den tilsendte Bog og for Dedicationen, som jeg anseer for et sandt Venskabsstykke, der har rrt mig meget, og hvorved jeg desuden finder mig hdret. Kun forsaavidt har den vakt min Betnkelighed, at jeg gjerne vilde skrive en lille Anmeldelse af Bogen, hvilken let nu af dem, der ville sge slette Motiver til Alt, kan ansees for at vre udsprunget af Partiskhed. Imidlertid skal dette dog ikke afholde mig fra at skrive den. Jeg lader kun med Villie nogen Tid gaae hen, deels fordi jeg formedelst andre Sysler ikke kan Andet, deels ogsaa for ei at hindre en anden, fordeelagtig Anmeldelse, som jeg haaber, "Dagen" vil levere, og som maaskee kunde blive udeladt som overfldig, hvis der i samme Blad (thi andetsteds kunde den vanskelig staae) strax blev leveret en saadan fra en anden Kant. Jeg fik frst Bogen i Forgaars og har derfor frst nylig kunnet begynde paa dens Lsning; hvad jeg har lst deri, bekrfter fuldkommen den Mening, jeg fr havde derom. Bliv endelig ikke utaalmodig, fordi selv de rimeligste Forhaabninger ikke strax opfyldes. rsted, kan jeg forsikkre Dem, er ivrig stemt for at hjlpe Dem. Selv Rantzau maa De endelig ikke opgive, end mindre forsmme; de store Herrer give rigtignok ofte flere Lfter, end de holde; den Frygt, de have, for paa de hieste Steder at finde et ubeleiligt ieblik, bringer dem ofte til at lade selv det beleilige gaae forbi unyttet og til at tie, hvor de burde tale; men han kom Dem dog saa smukt imde, at man maa troe, han mener det rligt med Dem. Denne Bog vil desuden sikkert vinde ham endnu mere. Naar den nu er trngt nogenledes igjennem, da er det, som sagt, Tid at skrive en Ansgning, hvilken jeg gjerne skal concipere for Dem. De maa for Himlens skyld ikke forsage og opgive Haabet. De er jo dog overordentlig begunstiget fremfor mange Andre; tro forresten aldrig, at selv den hieste, jordiske Lykke vilde gjre Dem ganske lykkelig; husk, at den Veemod, der er i Deres Indre, er et Aandepust af Deres Genius; det er jo netop den, der giver Deres Sange deres skjnne Colorit, og De maa derfor ei nske den bort. Med Hensyn paa det Hieste og Bedste er Resignation ndvendig for os Alle; med Hensyn til de jordiske Goder derimod, da maa De huske, at Forsynet har ledet Dem paa saa forunderlig Maade, at De ogsaa trygt kan give Dem i dets Hnder for en tilkommende Tid. De kan ikke sammenligne Dem med Deres Spillemand, uden forsaavidt De med enkelte, bittre Erfaringer i Deres eget Liv har befrugtet hans; men den store Forskjel er der imellem Dem og ham, at han aldrig hvede sin strste Skat i dette Liv, og at De dog allerede har hvet en mgtig og skjn Deel af Deres. For Resten kunne alle virkelige Digtere sige med Goethe: "Was ich litt und was ich lebte, sind hier Blumen nur im Strauss". Netop heraf udspringer den store Sandhed og Individualitet, som udmrker et virkeligt Digt. Gud skjenke Dem nu det Held med Deres Bog, som den fortjener, det nsker jeg Dem af Hjertet. Min Kone hilser Dem venligst. Naar jeg har gjennemlst Deres Bog, frst hurtigt og saa langsomt, skal De hre nrmere fra mig.

Deres hengivne Ven

J.C. Hauch.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (202)