The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 1. februar 1829
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Tieck
Sprog: dansk.

Kjbenhavn, den 1. Februar 1829.

Skjndt jeg personligt ikke har den re at vre kjendt af Dem, kan jeg dog ikke andet end tilfredsstille den Lyst jeg har, at sende Dem et Exemplar af mit frste Arbeide, og tillige at bevidne Dem min inderlige Tak for den Glde Deres herlige Verker har forskaffet mig. Almindelige Mennesker ville vist ansee dette for Ubeskedenhed, ja maaskee kunne kalde det en Naragtighed, at jeg vover at skrive een af Tydsklands frste Digtere til, men er det virkelig en Feil, saa tilregn min Ungdom den, og ikke Mangel paa Beskedenhed. Da jeg hrte at De lste Dansk, raadfrte jeg mig med Digteren Heiberg, der sagde mig, at jeg nok turde vove at sende Dem min Bog tillige med et Brev, og at De ikke vilde finde det saa comisk som jeg frygtede. Altsaa uden lnger Indledning, modtag den som et ringe Beviis paa min Beundring og Agtelse og gld mig med at gjennemlse den. - For dog ikke at vre Dem ganske ubekjendt, vil jeg her i Korthed meddele et lille Afrids af min egen Historie, som, i hvor ung jeg end er, dog har nogle Variationer. Mine Forldre vare fattige og levede i Odense (i Fyhn), min Fader var Skomager, men havde i sin Ungdom havt Lyst til Studeringer, hvorfor han nu flte sig meget utilfreds i sin Stilling. Sndagen tilbragte han derfor med at gjre mig et eller andet Stykke Legeti, og saaledes fik jeg mig et Dukketheater, et Perspectiv og mange andre smukke Sager. Jeg kom aldrig imellem andre Brn, men levede ene i min egen Phantasie-Verden. - Tidlig dde min Fader fra mig, og jeg var nu ganske overladt til mig selv, da min fattige Moder maatte arbeide for at fortjene Brdet til os Begge. Nu traf det sig engang, jeg kom paa Comedie; en heel Verden aabnede sig for mig. Jeg levede og aandede kun for denne Herlighed. Hele Stykker lrte jeg uden ad, som jeg spillede for mig selv i den snevre Stue. - Snart blev jeg bekjendt i min Fdeby, og selv Prinds Christian fik Lyst at hre den lille Declamator. - Man sagde mig nogle Smigrerier i de Huse jeg kom og, naturligviis, troede jeg mig en dramatisk Fugl Phnix. Men nu var jeg alt hen ved de fjorten Aar, skulde confirmeres og da, efter min Moders Bestemmelse i Skrder Lre, thi jeg var hende for zart og spd til grovere Arbeide; dertil havde jeg slet ingen Lyst, Jeg maatte ud i Verden; det forekom mig at vre en let Sag at flagre igjennem den, skjndt jeg ikke kjendte et Menneske. I et heelt Aar havde jeg samlet mig i min Sparebsse 14 Rbdlr.; dette var mig en Sum jeg aldrig havde seet, og jeg forekom mig nu at vre meget riig. - I Begyndelsen var min Moder imod dette vovelige Skridt, men mine Bnner og Taare bevgede hende og jeg kom som blind Pagager med Posten til Kjbenhavn.- Ofte har jeg siden undret mig over mit Mod, men jeg var den Gang Barn, kjendte altfor lidt til Verden til ret at forestille sig det virkeligt vovelige i dette Skridt. - To og tyve Mile, det salte Vand og fremmede Byer laae i mellem mig og mit Hjem, jeg stod vild fremmed i den store By - det var i September 1819 - jeg maatte tage ind paa en Gjestgivergaard, hvor min lille Capital ihast smeltede ind. Mit Forsg at komme til Theateret mislykkedes; man vilde kun antage mig som Elev og uden Gage. Mit Udvortes var ogsaa imod mig, hvortil min Pyndt ogsaa bidrog, skjndt det var min Confirmations Kjole jeg havde paa, og som Moder selv havde syet af min Faders Sndags Frakke. - Der var tilsidst ikke andet for, end at jeg skulde reise tilbage til mit Hjem, men det havde jeg ingen Lyst til, fr vilde jeg lre hvilket somhelst Haandvrk i Kjbenhavn. Dog, et Forsg var der endnu at gjre, jeg gik til Syngedirecteuren Siboni, der var just Middags Selskab, min lille Historie vakte Interesse, man sammen skjd en Summa af 70 Rbdlr som Componisten, Professor Weise maanedlig udbetalte mig noget af; der var endnu mange mrke Timer jeg maatte tilbringe, men det vil blive for vidtlftigt at fortlle. Siden tog Digteren Guldberg sig af mig, jeg kom omkring i fleere gode Huse og da jeg derpaa skrev en Tragedie, som jeg var dristig nok til at indlevere til den kongelige Theaterdirection, talede de min Sag hos Kongen af Dannemark, at jeg blev sat i en latin Skole i en af Provindserne, hvor jeg rigtig nok maatte begynde at opdrages for fra, og hvor isr den trre Grammatik tidt fik mig Vandet i inene, men nu er Skolelivet overstaaet. 1828 i October blev jeg Student, og leverede nu ved Nytaar, mit frste Arbeide: Fodreisen til Amager. Den gjr mere Opsigt end jeg drmte om, og jeg har alt efter en Maaned kunde begynde at tnke paa et nyt Oplag, da det frste nsten er Udsolgt. Dr Heiberg har meget fordelagtig recenseret den. Jeg kommer i flere af de bedste Familier her i Byen, man behandler mig med Godhed og Interesse og jeg fler mig ret lykkelig. Den forunderlige Styrelse der saa tydeligt viser sig i mit hele Liv, giver mig Mod til at strbe fremad. - I dette Aar har jeg skrevet et lille dramatisk Stykke i Vers som alt er antagen til Opfrelse paa det kongelige Theater og jeg glder mig til at see det opfrt om nogle Uger. Nu skal der ellers studeres en Tid, isr Historie, thi jeg vil, at det nste jeg optrder med, skal vre noget ret godt. Det vil blive en historisk Roman, dels comisk, dels sentimental; som en Prve paa det alvorlige Genre vil jeg her nedskrive Dem et lille Digt af mig, som har gjort Opsigt. Det er oversat paa tydsk og svensk; jeg vil her meddele Dem den danske Original og den tydske Oversttelse.

Det dende Barn

Moder, jeg er trt nu vil jeg sove;

Lad mig ved dit Hjerte slumre ind,

Grd dog ei, det maa Du frst mig love,

Thi din Taare brnder paa min Kind.

Her er koldt og ude Stormen truer,

Men i Drmme der er Alt saa smukt,

Og de sde Engle-Brn jeg skuer,

Naar jeg har det trtte ie lukt.

#

Moder seer Du Englen ved min Side?

Hrer Du den deilige Musik?

See, han har to vinger, smukke, hvide,

Dem han sikkert af vor Herre fik.

Grnt og Guult og rdt for iet svver,

Det er Blomster Englen udstrer

Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever

Eller, Moder, faaer jeg naar jeg der?

#

Hvorfor trykker saa Du mine Hnder?

Hvorfor lgger Du din Kind til min?

Den er vaad, og dog som Ild den brnder,

Moder, jeg vil altid vre din!

Men saa maa Du ikke lnger sukke,

Grder Du, saa grder jeg med Dig,

O, jeg er saa trt! - maa iet lukke -

- Moder - see! nu kysser Englen mig!

#

#

Das sterbende Kind

(aus dem Dnischen, von Ludolph Schley)

Mutter, ich bin mde, lass in Deinen

Treuen Armen schlummern nun dein Kind,

Doch verspricht mir erst nicht mehr zu weinen

Heiss und brennend Deine Trnen sind

Hier ist es kalt, und draussen Sturme wehen,

Doch in Traum ist alles licht und klar,

Engelkinder hab ich dort gesehen,

Immer wenn mein Aug geschlossen war.

#

Sieh! Da steht schon eins an meiner Seite,

Hr, wie sss es klingelt, Mutter, sieh

Doch die Flgel, weiss und glnzend beyde!

Mutter, gab ihn unser Vater die?

Gold und Blumen mir von Augen schweben

Gottes Engel streut sie um mich aus.

Sag, bekomm ich Flgel auch um Leben,

Oder erst in seinen Sternenhaus?

#

Warum drckst Du meine Hand zusammen

Warum so an meine, Deine Wang?

Sie ist nass und brennt doch wie die Flammen,

Bey Dir bleib ich ja mein Lebelang.

Laszt nur deine Thrnen nicht mehr fleissen

Musz auch weinen, wenn Du traurig bist.

O wie md! - Es will mein Aug sie schliessen

Sieh doch - sieh - wie auch der Engel kszt.

#

________________________

Og hermed vil jeg nu slutte disse Linnier, overbeviist om at De ikke misforstaaer min Aabenhjertighed. - At have Deres Mening om Fodreisen, at see nogle Ord fra Dem er et nske jeg ikke tr smigre mig med at see opfyldt. Maaskee kommer jeg engang til Dresden; men der vil vist lbe mange Bkke til Stranden fr den Tid, da skal De vre den frste, jeg glder mig til at kunne hilse paa, mueligt seer jeg Dem aldrig og det vilde dog vre mig saa uudsigelig kjrt at tale med dem, hvergang jeg lser Deres Arbeider knyttes mit Hjerte fastere til Dem. Lev vel! Fra ehlenschlger og Ingemann og Heiberg kan jeg hilse.

med Beundring og Hiagtelse Deres Andersen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (47)