Dato: 1. februar 1829
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludwig Tieck
Sprog: dansk, tysk.

Kjøbenhavn, den 1. Februar 1829.

Skjøndt jeg personligt ikke har den Ære at være kjendt af Dem, kan jeg dog ikke andet end tilfredsstille den Lyst jeg har, at sende Dem et Exemplar af mit første Arbeide, og tillige at bevidne Dem min inderlige Tak for den Glæde Deres herlige Verker har forskaffet mig. Almindelige Mennesker ville vist ansee dette for Ubeskedenhed, ja maaskee kunne kalde det en Naragtighed, at jeg vover at skrive een af Tydsklands første Digtere til, men er det virkelig en Feil, saa tilregn min Ungdom den, og ikke Mangel paa Beskedenhed. Da jeg hørte at De læste Dansk, raadførte jeg mig med Digteren Heiberg, der sagde mig, at jeg nok turde vove at sende Dem min Bog tillige med et Brev, og at De ikke vilde finde det saa comisk som jeg frygtede. Altsaa uden længer Indledning, modtag den som et ringe Beviis paa min Beundring og Agtelse og glæd mig med at gjennemlæse den. - For dog ikke at være Dem ganske ubekjendt, vil jeg her i Korthed meddele et lille Afrids af min egen Historie, som, i hvor ung jeg end er, dog har nogle Variationer. Mine Forældre vare fattige og levede i Odense (i Fyhn), min Fader var Skomager, men havde i sin Ungdom havt Lyst til Studeringer, hvorfor han nu følte sig meget utilfreds i sin Stilling. Søndagen tilbragte han derfor med at gjøre mig et eller andet Stykke Legetøi, og saaledes fik jeg mig et Dukketheater, et Perspectiv og mange andre smukke Sager. Jeg kom aldrig imellem andre Børn, men levede ene i min egen Phantasie-Verden. - Tidlig døde min Fader fra mig, og jeg var nu ganske overladt til mig selv, da min fattige Moder maatte arbeide for at fortjene Brødet til os Begge. Nu traf det sig engang, jeg kom paa Comedie; en heel Verden aabnede sig for mig. Jeg levede og aandede kun for denne Herlighed. Hele Stykker lærte jeg uden ad, som jeg spillede for mig selv i den snevre Stue. - Snart blev jeg bekjendt i min Fødeby, og selv Prinds Christian fik Lyst at høre den lille Declamator. - Man sagde mig nogle Smigrerier i de Huse jeg kom og, naturligviis, troede jeg mig en dramatisk Fugl Phønix. Men nu var jeg alt hen ved de fjorten Aar, skulde confirmeres og da, efter min Moders Bestemmelse i Skræder Lære, thi jeg var hende for zart og spæd til grovere Arbeide; dertil havde jeg slet ingen Lyst, Jeg maatte ud i Verden; det forekom mig at være en let Sag at flagre igjennem den, skjøndt jeg ikke kjendte et Menneske. I et heelt Aar havde jeg samlet mig i min Sparebøsse 14 Rbdlr.; dette var mig en Sum jeg aldrig havde seet, og jeg forekom mig nu at være meget riig. - I Begyndelsen var min Moder imod dette vovelige Skridt, men mine Bønner og Taare bevægede hende og jeg kom som blind Pagager med Posten til Kjøbenhavn.- Ofte har jeg siden undret mig over mit Mod, men jeg var den Gang Barn, kjendte altfor lidt til Verden til ret at forestille sig det virkeligt vovelige i dette Skridt. - To og tyve Mile, det salte Vand og fremmede Byer laae i mellem mig og mit Hjem, jeg stod vild fremmed i den store By - det var i September 1819 - jeg maatte tage ind paa en Gjestgivergaard, hvor min lille Capital ihast smeltede ind. Mit Forsøg at komme til Theateret mislykkedes; man vilde kun antage mig som Elev og uden Gage. Mit Udvortes var ogsaa imod mig, hvortil min Pyndt ogsaa bidrog, skjøndt det var min Confirmations Kjole jeg havde paa, og som Moder selv havde syet af min Faders Søndags Frakke. - Der var tilsidst ikke andet for, end at jeg skulde reise tilbage til mit Hjem, men det havde jeg ingen Lyst til, før vilde jeg lære hvilket somhelst Haandværk i Kjøbenhavn. Dog, et Forsøg var der endnu at gjøre, jeg gik til Syngedirecteuren Siboni, der var just Middags Selskab, min lille Historie vakte Interesse, man sammen skjød en Summa af 70 Rbdlr som Componisten, Professor Weise maanedlig udbetalte mig noget af; der var endnu mange mørke Timer jeg maatte tilbringe, men det vil blive for vidtløftigt at fortælle. Siden tog Digteren Guldberg sig af mig, jeg kom omkring i fleere gode Huse og da jeg derpaa skrev en Tragedie, som jeg var dristig nok til at indlevere til den kongelige Theaterdirection, talede de min Sag hos Kongen af Dannemark, at jeg blev sat i en latin Skole i en af Provindserne, hvor jeg rigtig nok maatte begynde at opdrages for fra, og hvor især den tørre Grammatik tidt fik mig Vandet i Øinene, men nu er Skolelivet overstaaet. 1828 i October blev jeg Student, og leverede nu ved Nytaar, mit første Arbeide: Fodreisen til Amager. Den gjør mere Opsigt end jeg drømte om, og jeg har alt efter en Maaned kunde begynde at tænke paa et nyt Oplag, da det første næsten er Udsolgt. Dr Heiberg har meget fordelagtig recenseret den. Jeg kommer i flere af de bedste Familier her i Byen, man behandler mig med Godhed og Interesse og jeg føler mig ret lykkelig. Den forunderlige Styrelse der saa tydeligt viser sig i mit hele Liv, giver mig Mod til at stræbe fremad. - I dette Aar har jeg skrevet et lille dramatisk Stykke i Vers som alt er antagen til Opførelse paa det kongelige Theater og jeg glæder mig til at see det opført om nogle Uger. Nu skal der ellers studeres en Tid, især Historie, thi jeg vil, at det næste jeg optræder med, skal være noget ret godt. Det vil blive en historisk Roman, dels comisk, dels sentimental; som en Prøve paa det alvorlige Genre vil jeg her nedskrive Dem et lille Digt af mig, som har gjort Opsigt. Det er oversat paa tydsk og svensk; jeg vil her meddele Dem den danske Original og den tydske Oversættelse.

Det døende Barn

Moder, jeg er træt nu vil jeg sove;

Lad mig ved dit Hjerte slumre ind,

Græd dog ei, det maa Du først mig love,

Thi din Taare brænder paa min Kind.

Her er koldt og ude Stormen truer,

Men i Drømme der er Alt saa smukt,

Og de søde Engle-Børn jeg skuer,

Naar jeg har det trætte Øie lukt.

#

Moder seer Du Englen ved min Side?

Hører Du den deilige Musik?

See, han har to vinger, smukke, hvide,

Dem han sikkert af vor Herre fik.

Grønt og Guult og rødt for Øiet svæver,

Det er Blomster Englen udstrøer

Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever

Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

#

Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?

Hvorfor lægger Du din Kind til min?

Den er vaad, og dog som Ild den brænder,

Moder, jeg vil altid være din!

Men saa maa Du ikke længer sukke,

Græder Du, saa græder jeg med Dig,

O, jeg er saa træt! - maa Øiet lukke -

- Moder - see! nu kysser Englen mig!

#

#

Das sterbende Kind

(aus dem Dänischen, von Ludolph Schley)

Mutter, ich bin müde, lass in Deinen

Treuen Armen schlummern nun dein Kind,

Doch verspricht mir erst nicht mehr zu weinen

Heiss und brennend Deine Tränen sind

Hier ist es kalt, und draussen Sturme wehen,

Doch in Traum ist alles licht und klar,

Engelkinder hab ich dort gesehen,

Immer wenn mein Aug geschlossen war.

#

Sieh! Da steht schon eins an meiner Seite,

Hör, wie süss es klingelt, Mutter, sieh

Doch die Flügel, weiss und glänzend beyde!

Mutter, gab ihn unser Vater die?

Gold und Blumen mir von Augen schweben

Gottes Engel streut sie um mich aus.

Sag, bekomm ich Flügel auch um Leben,

Oder erst in seinen Sternenhaus?

#

Warum drückst Du meine Hand zusammen

Warum so an meine, Deine Wang?

Sie ist nass und brennt doch wie die Flammen,

Bey Dir bleib ich ja mein Lebelang.

Laszt nur deine Thränen nicht mehr fleissen

Musz auch weinen, wenn Du traurig bist.

O wie müd! - Es will mein Aug sie schliessen

Sieh doch - sieh - wie auch der Engel küszt.

#

________________________

Og hermed vil jeg nu slutte disse Linnier, overbeviist om at De ikke misforstaaer min Aabenhjertighed. - At have Deres Mening om Fodreisen, at see nogle Ord fra Dem er et Ønske jeg ikke tør smigre mig med at see opfyldt. Maaskee kommer jeg engang til Dresden; men der vil vist løbe mange Bække til Stranden før den Tid, da skal De være den første, jeg glæder mig til at kunne hilse paa, mueligt seer jeg Dem aldrig og det vilde dog være mig saa uudsigelig kjært at tale med dem, hvergang jeg læser Deres Arbeider knyttes mit Hjerte fastere til Dem. Lev vel! Fra Øehlenschläger og Ingemann og Heiberg kan jeg hilse.

med Beundring og Høiagtelse Deres Andersen.

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (47)