The Hans Christian Andersen Center

Dato: 12. december 1822
Fra: Anne Marie Andersdatter   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 12te December 1822.

Min kjere gode Sn!

Jeg takker dig ret meget for din kjerlige Skrivelse, af Lverdagen, jeg veed ingen dato. Men det glder mig dog at Du erindrer Aaret vi lever i, det kan da en halv blind see uden Briller. - Du gjr mig adskiellige Bebreidelser i din Skrivelse fordi at Du ikke kan forstaae mig ret og mener at jeg klager, i een og anden Henseende, hvor jeg ikke burde:- og her i kan jeg ikke saa ganske give Dig Uret, thi de Mennesker som hidentil har skrevet for mig har ikke alletider forstaaet mig riktig, og altsaa har de skrevet efter deres eget gode Tykke, hvilket jeg da i min Enfoldighed har syndes og antaget for meget Fornuftigt og godt: - og saaledes har jeg da, i min Uvidenhed giort min gode Sn Bebreidelser som jeg ikke burde gire; Nei Sn! jeg har aldeles intet at bebreide Dig, og mit hjeste og bedste nske skal vre, Gud ledsage Dig paa den Vei Du nu betrder og give Dig Styrke; Lyst; Haab og Mod til at fuldbyrde den til Enden. Jeg klager ikke for min Person, omendskindt Kaarene undertiden kunde vre tunge nok, men har jeg nogensinde klaget, saa har min Mening vret denne, - at jeg formedelst mine smaalige Kaar, ikke har kundet rakt min Sn den velgirende Moder-Haand som jeg saa gierne nskede, og see, derfore har jeg saa ofte plaget Dig med Klager som Du nu kalder Bebreidelser, dog, jeg vil ikke videre her forsvare min Stning, men at mit nske stedse har vret for dit Held derom kan Du vre overtydet. - Du er da nu i den lrde Skole: Du lever godt, det glder mange, her, som kiender Dig, det glder isr mig din oprigtige Moder allermest, det skaffer mit, for hen beklemte Hjerte, glde og Trst, ja mangen lnlig gldes Taare rinder fra Moder-iet, thi, hvor kunde jeg fattige Kone tnke eller Haabe at vores Allernaadigste Lands-Fader ville viist en Dreng, der saa at sige dumper lige ind i den store Verden paa Hovedet, denne store Naade? - men jeg takker min Gud og Landets Fader for den store Naade der allerede er Dig vederfaret. - Du er da nu en Begynder, at Du vil vre Flittig og sge at fortiene Dine Foresattes Velvillie, der om tvivler jeg ikke, men bede vil jeg Dig, forvild Dig ikke i dette store Svelg af Lrdomme, men brug Tiden forsiktigt og tnk vel over en hver Ting for sig, og galopeer ikke frend Du kan gaae, dette er mit Moderlige og vel meente Raad, og naar Du da har lrt noget riktigt, da er det tidsnok at tale stort om, at gire Literaturen re og forskjnne Smagen, selv vil Du fle det, min Sn, om ikke nu, saa dog een gang i Tiden. Hvad Din Overvindelse anbelanger i Henseende til at udeblive fra et Selskab som var dig saa kirt og hvor Du saa herligt kunde have moret Dig, da synes denne noget barnaktigt, Du var jo anmodet om at blive der fra? altsaa var det jo ingen Overvindelse tilskyndet af din egen Forstand men en paabden, derfore er det ret godt at unge uerfarene Mennesker har en Veileder, thi alle Selskaber ere ikke Tienlige, vistnok gir det ondt naar man ikke maae det man vil, men Overvindelser, kalder jeg det, at kunde beherske sig selv i allehaande forekommende Omstndigheder, Du vil mde nok paa Din Bane, min Sn, og gid Du da maae staae fast, saa vil jeg erkiende dine Overvindelser. - Folk her i Byen som kiender noget til Dig, min Sn, har aldrig hverken dadlet eller giort Nar af Dit Forehavende, som Du mener, tvert imod har det gldet dem hver gang de har seet at det har gaaet Dig vel, men noget Stort kan Du vel ikke forlange, at Du skulde have sakt, saadant kommer frst med Tiden, og da vil enhver have Rosen for at have fremholdt Dig og virket for Dit Vel, see da heder det at overvinde sig, at man kan lee ad alle Daarer. - Din Sster er i Kjbenhavn, jeg veed ikke hos vem, men Du behver ikke at gruble over, hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed, thi det er altsammen velbevaret her i Odense, jeg venter riktignok og med lngsel, med det frste at see et par Ord fra hende. Chrestian Kger er ikke kommet i nogen Lre, men er en lang Dagdriver; Johan ligeledes det er alt den Herlighed jeg om disse kan lade dig vide. Fra Dine store Patroner kan jeg, forelbig, hilse Dig, thi jeg har ikke talt med nogen af dem, ei heller har Hr. Ritm. Schou skrevet noget Brev for mig, som Du mener, disse store Herrer vil jeg ikke engang gaae hen til, de kan vre gode Mennesker nok, men en fattig Kone som jeg, veed man nok, bliver for det midste afferdiget med et godmodig Smiil o.s.v.- gode Chrestian! lr at kiende Menneskene, og vr ikke for stolt af Det eget lille Jeg thi det er jo dog endnu saa lidet betydende, men, lr at vre taknemmelig og ydmyg saa vil alt gaa vel for Dig i Verden. - Din Kuffert, som jeg troede, forlngst var i din Verge, har jeg nu i disse Dage faaet at vide er hos Madam Bunkeflod, jeg har modtaget den, og finder jeg at det er det bedste at den bliver staaende hos mig, til jeg, efter Dit Lvte har den Glde til Paaske at see Dig, da Du saa selv kan tage den hiem med. - Jeg lnges nu ret meget efter at see og tale med Dig, der er saa meget som jeg har at fortlle Dig og tale med Dig om, som jeg ikke her kan anfre, Din Farmoders Grav passer jeg paa det Omhyggeligste, og Du skal see at den staaer ret net. Og nu vil jeg tilsidst melde Dig at jeg gaaer hos Jomfrue Loumann paa Slottet hvor jeg har det meget godt og er saa glad som jeg i mange Aar ikke har vret. Fra Welhaven skal jeg ret hilse Dig, han har lst dine Breve, de to sidste, han glder sig ret meget at det gaaer Dig vel og nsker Dig fremdeles alt Lykke og Held og nsker at Du maa bevare Din Forsorg i et taknemmeligt Hjerte og hste gode Frukter deraf. - Lev nu vel og vr lykkelig, vi sees vil Gud, efter Dit Lvte til Paaske, men dog seer jeg vel et par Ord fra Dig forinden den Tid, thi det er mig alletider en Glde og Trst at see og sprge, at Du er Frisk; lever vel og er tilfreds, Du hilses af alle dem som har Dig kjer men frst og sidst og kjerligst af din oprigtige Moder

Maria, sl. Jrgensen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter