The Hans Christian Andersen Center

Dato: 21. juli 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Bregentved den 21 Juli 1874.

Kjre Fru Melchior! Seent iaftes, Klokken var henved elleve indtraf frst Postbudet fra Haslev med Deres inderligt kjrkomne Brev; De har nu eengang vret saa magels god at vnne mig til ikke at vente for lnge paa at hre fra Dem, at jeg bliver betnksom, naar jeg synes Tiden drager lngere ud, end det pleier at skee, og denne Gang var jeg lidt ngstelig, i det Nicolai Bgh havde skrevet kort forud, at Frken Harriet laae tilsengs og at De, kjre Fru Melchior, slet ikke havde det godt, Deres Bryst var afficeret, og De taalte ikke at tale! Han frygtede at De anstrngte Dem for Meget. Hele Brevet iaftes aander imidlertid Glde og Sundhed, jeg vil derfor haabe at Alt igjen er godt. Jeg har det fortrffeligt, leed jeg kun ikke saa meget af den slemme [Gigt] isr om Natten, hen imod Morgenstunden, jeg kan da neppe bie Fingrene, det knuger i dem og Haandledene, og ved Dagen generer Gigten mig i Knene indtil jeg ret kommer i Trit, saa gaaer det. Her ude er i Besg den unge Hr. Brakle [Brackel], et net beskedent ungt Menneske, hvis Familie De nok kjender; han taler altid med stor Hiagtelse om Huset Melchior; desuden er her en ung Student Jonquiere, Svoger til Fritz Hartmann; af ham hrte jeg strax om Emil Hartmanns ulykkelige Befindende, nu skriver ogsaa Bgh herom; Puggaards ere meget bedrvede, Emil Hartmann er af sig selv taget ud til Sindssyge-Anstalten ved Vordingborg, han er ikke sindsforvirret men meget nerveus og har aldrig Ro paa sig, hans stakkels Kone skal om 6 Uger fde et lille Barn og er ikke istand til at udholde store Sindsbevgelser. Det er hist srgeligt! Mig forekommer det ogsaa overraskende hvor mange der i de sidste Aar gaae fra Forstanden. Gud bevare os Alle og Enhver! - Det glder mig at hre det gaaer Hgg godt, at alle"Blomsterne" i Munthes Huus "de nike" til ham, at han forkjles lidt! gid at han nu maa komme til Krfter og da ret tage fat! hils ham hjerteligt fra mig. At Carl er henrykt over Himmelbjerget finder jeg naturligt og naar han siger at man ikke behver at reise udenlands for at see noget Smukt, naar man har Noget saa deiligt i sit eget Land, saa tr jeg ikke gjre nogen Bemrknig, jeg der har sjunget: "jeg troer der er skjnnest i Danmark!" - Om den kjre Emil fortller De mig slet intet. Skriver han ingen Breve? Er han maaskee aldeles opfyldt af den for ham ny Natur og sit Reiseliv med Fttrene? Sommeren er nu i sin fulde Kraft; i forgaars og igaar var det aldeles sydlig Varme. Jeg gik i Haven, den Deel der er aldeles tt Skov, til Klokken var ni om Aftenen; den ildrde Luft skinnede ind imellem de mrke, bladfulde Grene; der var en dejlig Duft af Skovmrker, og kun Lyde fra Raa og Hind hrtes ude fra Dyrehaven tt ved i den deilige drmmende Stilhed. I Formiddags erholdt jeg Brev fra Excellencen Grev Holstein; han var netop kommet hjem med sin Hustru paa hans Fdselsdag i Lrdags; paa Banegaarden traf de sammen med Datteren Friherinde Bodil Donner

fra Altona, der kom for at overraske med Besg paa Festdagen. Overmorgen, Torsdag den 23de, er det Grevinde Moltkes Fdselsdag, her skal vre stort Bal. Det var min Bestemmelse, at jeg vilde rejse herfra Dagen efter Fredag, men skete det, fik vi herude slet ikke talt sammen om Ballet og den hele Stads; det er derfor nu en ny og fast Bestemmelse, at jeg frst tager herfra paa Lrdag den 25de; jeg tager ind med Aftentoget, [overstreget: da] (det om Middagen gaaer saa langsomt) [overstreget: og] da er jeg, om Gud vil, paa Kjbenhavns Banegaard om Aftenen Kl. 8 og 45 Minutter. Jeg veed ikke, om jeg saa trffer Deres Vogn og Tjener derude? Hovedsagen er, at De vente mig og, hvad jeg er forvisset om, [overstreget: og] at jeg er rigtig velkommen!

Dette bliver saaledes nok det sidste Brev herude fra Bregentved, det bringe Dem og Deres Mand min hjerteligste Hilsen og Tak; lignende sendes til Brnene, til Familien, srligt Frken Jette, Frken Sophie, og min Veninde, paa Humeurets vegne, i "den hyggelige lille Caffe!" ved Bomhuset, samt Frken Charlotte: den forladte paa Elyseum.

Deres taknemlige, hengivne

H. C. Andersen [i marginen, s. 4:] Meget glder jeg mig til at see de kjre, trofaste Venner paa "Rolighed".

Tekst fra: Niels Oxenvad