Bregentved den 21 Juli 1874.
Kjære Fru Melchior! Seent iaftes, Klokken var henved elleve indtraf først Postbudet fra Haslev med Deres inderligt kjærkomne Brev; De har nu eengang været saa mageløs god at vænne mig til ikke at vente for længe paa at høre fra Dem, at jeg bliver betænksom, naar jeg synes Tiden drager længere ud, end det pleier at skee, og denne Gang var jeg lidt ængstelig, i det Nicolai Bøgh havde skrevet kort forud, at Frøken Harriet laae tilsengs og at De, kjære Fru Melchior, slet ikke havde det godt, Deres Bryst var afficeret, og De taalte ikke at tale! Han frygtede at De anstrængte Dem for Meget. Hele Brevet iaftes aander imidlertid Glæde og Sundhed, jeg vil derfor haabe at Alt igjen er godt. Jeg har det fortræffeligt, leed jeg kun ikke saa meget af den slemme [Gigt] især om Natten, hen imod Morgenstunden, jeg kan da neppe bøie Fingrene, det knuger i dem og Haandledene, og ved Dagen generer Gigten mig i Knæene indtil jeg ret kommer i Trit, saa gaaer det. Her ude er i Besøg den unge Hr. Brakle [Brackel], et net beskedent ungt Menneske, hvis Familie De nok kjender; han taler altid med stor Høiagtelse om Huset Melchior; desuden er her en ung Student Jonquiere, Svoger til Fritz Hartmann; af ham hørte jeg strax om Emil Hartmanns ulykkelige Befindende, nu skriver ogsaa Bøgh herom; Puggaards ere meget bedrøvede, Emil Hartmann er af sig selv taget ud til Sindssyge-Anstalten ved Vordingborg, han er ikke sindsforvirret men meget nerveus og har aldrig Ro paa sig, hans stakkels Kone skal om 6 Uger føde et lille Barn og er ikke istand til at udholde store Sindsbevægelser. Det er høist sørgeligt! Mig forekommer det ogsaa overraskende hvor mange der i de sidste Aar gaae fra Forstanden. Gud bevare os Alle og Enhver! - Det glæder mig at høre det gaaer Hägg godt, at alle"Blomsterne" i Munthes Huus "de nike" til ham, at han forkjæles lidt! gid at han nu maa komme til Kræfter og da ret tage fat! hils ham hjerteligt fra mig. At Carl er henrykt over Himmelbjerget finder jeg naturligt og naar han siger at man ikke behøver at reise udenlands for at see noget Smukt, naar man har Noget saa deiligt i sit eget Land, saa tør jeg ikke gjøre nogen Bemærknig, jeg der har sjunget: "jeg troer der er skjønnest i Danmark!" - Om den kjære Emil fortæller De mig slet intet. Skriver han ingen Breve? Er han maaskee aldeles opfyldt af den for ham ny Natur og sit Reiseliv med Fættrene? Sommeren er nu i sin fulde Kraft; i forgaars og igaar var det aldeles sydlig Varme. Jeg gik i Haven, den Deel der er aldeles tæt Skov, til Klokken var ni om Aftenen; den ildrøde Luft skinnede ind imellem de mørke, bladfulde Grene; der var en dejlig Duft af Skovmærker, og kun Lyde fra Raa og Hind hørtes ude fra Dyrehaven tæt ved i den deilige drømmende Stilhed. I Formiddags erholdt jeg Brev fra Excellencen Grev Holstein; han var netop kommet hjem med sin Hustru paa hans Fødselsdag i Lørdags; paa Banegaarden traf de sammen med Datteren Friherinde Bodil Donner
fra Altona, der kom for at overraske med Besøg paa Festdagen. Overmorgen, Torsdag den 23de, er det Grevinde Moltkes Fødselsdag, her skal være stort Bal. Det var min Bestemmelse, at jeg vilde rejse herfra Dagen efter Fredag, men skete det, fik vi herude slet ikke talt sammen om Ballet og den hele Stads; det er derfor nu en ny og fast Bestemmelse, at jeg først tager herfra paa Lørdag den 25de; jeg tager ind med Aftentoget, [overstreget: da] (det om Middagen gaaer saa langsomt) [overstreget: og] da er jeg, om Gud vil, paa Kjøbenhavns Banegaard om Aftenen Kl. 8 og 45 Minutter. Jeg veed ikke, om jeg saa træffer Deres Vogn og Tjener derude? Hovedsagen er, at De vente mig og, hvad jeg er forvisset om, [overstreget: og] at jeg er rigtig velkommen!
Dette bliver saaledes nok det sidste Brev herude fra Bregentved, det bringe Dem og Deres Mand min hjerteligste Hilsen og Tak; lignende sendes til Børnene, til Familien, særligt Frøken Jette, Frøken Sophie, og min Veninde, paa Humeurets vegne, i "den hyggelige lille Caffe!" ved Bomhuset, samt Frøken Charlotte: den forladte paa Elyseum.
Deres taknemlige, hengivne
H. C. Andersen [i marginen, s. 4:] Meget glæder jeg mig til at see de kjære, trofaste Venner paa "Rolighed".
