Dato: 9. januar 1874
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 9 Jan: 1874

Kjære Fru Koch!

Det nye Aar synes ikke at ville forunde mig at see mine Venner i deres Hjem. Ikke engang min sædvanlige lille Vandring om Formiddagen, næppe en halv Time, har jeg seet mig i Stand til at gjentage. Professor Hornemann opmuntrede mig imidlertid til igaar at tilbringe en Middag hos sig, jeg skulde samles med Gade og Hartmann, jeg forstod alene være sammen med disse to, men der var stort Herre Selskab, Hall, Fenger, Lehmann & - Der var meget behageligt! De vare Alle saa venlige og opmærksomme mod / mig! jeg følte mig meget glad ved at være der og havde Lov at kjøre hjem saasnart vi reiste os fra Bordet, det gjorde jeg da ogsaa, men følte mig altfor oplivet, kunne ikke sove inat og har det daarligt i Dag. Træthed i alle Lemmer, og Trykken i Brystet, jeg vover derfor ikke at tage ud igjen i Dag, maa blive i min Stue og ikke samles med Dem og Deres, kjære trofaste Fru Koch. Melchiors og Henriques har jeg heller ikke kunnet være hos i dette Aar, jeg sidder aldeles og groer fast i min Stue. Min Hæshed er imidlertid næsten borte, De fornam selv hvor betaget jeg var af den, da De sidst glædede / mig med Besøg. Det er allerede længe siden De var saa venlig at see op til mig. De er dog ikke vred fordi Doctoren paa en Maade skyndede paa at De og de andre Damer forlod mig da jeg var saa træt og nervøs. Giv nu Gud at jeg næste Fredag maa være rask nok til at samles i det nye Aar med Dem og Deres Børn! hils hver især.

Hjerteligst

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 94, 97-100)