The Hans Christian Andersen Center

Dato: 5. december 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Torsdag d: 5te Dcbr. [1839]

Min kjre Broder Andersen ! Hvis det havde staaet i min Magt at skrive i Gaar Aftes da jeg modtog Deres Linier havde De havt dette Brev Fredag, skjndt jeg skriver strax i Dag kommer det to Dage senere, thi her gaaer nu ingen Post fra Byen fr Sndag Formiddag; da jeg imidlertid haaber at De inden den Tid har seet nogle Linier fra mig, vil De see at De ikke har vret glemt i Odense, dog det veed De jo! At Deres Brev bedrvede mig kan jeg ikke ngte, jeg flte med Dem Bitterheden af en skuffet Forventning, en Glde der har staaet en saa nr at man ret med Kjrlighed har kunnet omfatte den, er det tungt at give Slip paa; men De har jo oftere flt Dem skuffet af et Haab De ret har kjlet for, derfor vil denne Skuffelse vel ikke falde Dem saa tung som det maaskee ellers vilde have vret Tilfldet, jeg synes at spore af Deres Brev at De alt har overvunden den, ikke sandt min kjre Broder? Deres Hjerte har ikke lidt derved, og Konstnerens rgjerrighed vil faae Erstatning en anden Gang, maaskee snarere end De tror ! Std Dem ikke over Ordet rgjerrighed, jeg fler nok, at den Henrykkelse og Begeistring en Konstner fler over et vellykket og erkjendt Arbeide, er en renere og hjere Flelse, end den mere egoistiske dette Ord betegner; men jeg havde i jeblikket intet bedre, dog De misforstaaer mig jo ikke! Vor gode gamle Konge var vel ret trt, han har sikkert havt en god Villie, handlet efter sin bedste Evne, mere fordrer jo Gud ikke, det ere kun Menneskene der ofte ere saa kloge og strnge at de dadle Alt, mig har hans Dd gjort veemodig. Den stakkels Kronprindsesse, der var hendes Faders kjreste Datter, hun er vel ret bedrvet, hvor dog en Time, et jeblik kan forandre Alt, o, Gud hvor De er lykkelig, at De ikke mere har nogen Fader at miste ! Med min kjre kjre Fader er det det Samme som da jeg sidst skrev!

Hvorlnge mon Theateret nu vil blive lukket - Til nste Saison - Umuligt det finde Kjbenhavnerne sig aldrig i. Hvor , og hvorledes vil De vel i den Tid tilbringe Deres Aftner, siig mig det , jeg kan godt begribe at det maae vre et Savn at give Slip paa en saa indgroet Vane, som Deres at besge Skuespillet. Mulatten vil da naturligviis blive det frste Stykke der igjen bliver givet, og det vil blive modtaget med endnu strre Jubel, med endnu strkere Tilstrmmen. Det var maaskee ikke rigtigt at jeg lste Thomsens Brev der laae inden i mit; men det var jo aabent, jeg saae Dem deri yttre, at det at Mulatten ikke blev opfrt fordrvede Dem mangen en Plan, mangen en Glde. Det udstter vel ogsaa Deres Indtgt? Det er jo ret tungt; men Gud har ikke villet at De skulde reise til Tyrkerne, o, hvad vil De ogsaa der hvor ingen elsker Dem ! Dog Konstneren har jo et hjere Maal, han maae see hvad han vil gjengive, opfatte det store Hele i sit Indre, han maae som den frie Fugl gjennemflagre Rummet, ikke sidde i et Buur klappes og faae Sukker, De er en Trkfugl De er selv Storken som De besynger; men naar Storken engang bliver borte, saa er det ikke Christian men Lucie der srger, og det er ikke sagt at Gud er saa barmhjertig som Digteren, strax at bringe den Srgende i Havn448 . Nei idag vil jeg ikke skrive mere, da jeg begyndte mit Brev tnkte jeg, nu vil Du ret see at opmuntre Broderen, gjre Dig Umage for at sige ham det Bedste Du veed, saa jeg begriber da heller ikke hvor jeg kommer til at tnke paa Dd og Skilsmisse, det er Sorgen om mig, thi som oftest naar jeg tnker paa Dem bliver jeg glad, de staaer for mig som en Broder og Ven der ikke vil glemme mig, der undertiden vil trnge til min Hengivenhed, og som om Tiden ogsaa skulde bringe ham i andre Forhold, dog altid med lidt Godhed vil mindes den gamle Sster !

Lrdag d: 7de. Siig mig hvordan De tilbragte den 3die, hvordan Dagen gik ! Jeg var den Dag i en temmelig forknyt Stemning, det var saa graat og koldt udenfor, jeg gik til Brnene, og kom mod Sdvane ikke oplivet hjem, i Middagsstunden lser jeg gjerne lidt, jeg fik fat paa nogle gamle Breve af Bedsteforldrenes Efterladenskab, som Tante Gusta havde bragt, der vare nogle deriblandt der isr tiltrak sig min Opmrksomhed for den muntre naive Tone hvori de vare skrevne, de vare fra en Charlotte Bluhme, en Steddatter, af en gammel Oncle hos hvem Bedstefader var opdragen og tilskreven ham i hans Ungdom449 . "Liebstes bestes Bruderchen", kaldte hun ham, det var ret som om Glden havde dicteres[!] disse Breve; men nu kom der nogle skrevne flere Aar efter, hun var nu bleven en gammel Pige styrede Huset for Stedfaderen da Moderen var dd, den velhavende Mand var nu forarmet, og de sidste Breve til Bedstefader, der imidlertid selv var bleven en ldre Mand og givt her i Byen, indeholdt Taksigelser for Velgjerninger hun havde modtaget, hun kaldte ham nu: "Verehrter Herr Vetter", og bad at aflgge sine bedste og rbdigste Hilsner: "an seiner lieben Frau und ihrer kleinen Tochter!" Disse Breve bevgede mig forunderligt, jeg havde en Flelse af Alts Forgjngelighed herneden. For at adsprede mig greb jeg en Bog paa Faders Bord, det var: "Jahrbuch der Litteratur", og det frste jeg slog op var et Brudstykke af Gthes Brevvexling med Grevinde Augusta Stollberg, senere Bernstorff450 , jeg havde i Kjbenhavnsposten seet denne Brevvexling omtalt paa en spottende Maade, hvad jeg her saae fortjente det sandelig ikke, men det var kun Gthes frste Brev til den unge Pige, og saa det Brev den gamle Enke mange Aar senere havde tilskreven sin Ungdomsven, jeg havde ikke tnkt mig at Gthe kunde have saa megen Flelse som der laae i hans Svar, o, jeg syntes ordentlig at det gjorde mig Glde at han havde svaret, og svaret saaledes. Jeg fortrd at jeg jeblikket fr havde skrevet nogle triste Linier paa det lille Brev, De vist nu gjennem Fr. Lsse har modtaget. Eftermiddagen tilbragte jeg hos Fader og maatte vre saa stille munter som det stod i min Magt; men han var ret forknyt, saa jeg fortrd at jeg til om Aftnen havde modtaget en Indbydelse fra Thabitha der skrev, vi have ikke seet Jette nogen Aften hos os et heelt Aar, hvem der holder af mig kommer, Fader vilde selv jeg skulde gaae; men jeg maatte frst grde mig ret let inden jeg gik. Hos Plums var hyggeligt, og jeg blev oplivet. Thabita og jeg talte ret meget om Deres Mulat, som jeg troede skulde gaae Onsdag, Dagen efter. Nste Formiddag saae jeg af Bladene at Bestemmelsen var Tirsdag Aften, og jeg blev ganske bedrvet over, at jeg havde vret i et saa slet Humeur Gaarsdagen som jeg ansaae for Deres Gldesdag; jeg sadte mig hen paa Sophaen, lukkede jnene, og tnkte paa Ungdomsdagene i Tolderlund, een Dag stod tydeligst for mig, det var det andet Aar De besgte os der451 , det var min Geburtsdag, De havde taget en Efeugreen fra Volden om Moders Bnk og slynget mig om Hovedet, vi seilede ned til Skibhusene; men fik Regn og maatte gaae hjem, vi to lb foran. Regnen, den milde Luft, og den hurtige Gang gjorde at Kruusningen gik ud af mit Haar der hang langt ned under Krandsen: "Fy" sagde De, "det seer hsligt ud, nu vil De altid staae saaledes for mig, naar jeg tnker mig Dem !" Jeg lo. "Det er saamn lige meget!" tnkte jeg; men det maae dog nok have saaret min Forfngelighed lidt, thi da De var reist, faldt det mig flere Gange ind om jeg vel ogsaa stod saaledes for Dem. Kunde jeg endnu staae for Dem med det unge og glade Ansigt som dengang maatte Frisuren gjerne vre uordnet og hslig! Skal jeg ikke hre noget mere om Deres Forelsning hos Caroline Amalie, hvilke Steder i Mulatten der tiltalte hende meest, hvorledes hun udtalte sig derover ! Det vilde ret interessere mig. Oncle Oldenborg har nu forladt Kjbh. vi vente ham paa Tirsdag, det fornjer mig at De har talt [med] ham. Tante Jane bliver endnu en 12 Dage i Hovedstaden, hun opholder sig nu formodentlig hos Justitsraadinde Wivet hvis De kjender hende, Nummeret veed jeg ikke. Seer De Tante, da giv hende Brev med til mig; men frst venter jeg dog et med Posten, snart meget snart , har jeg ikke fortjent det? Og jeg lnges derefter! Her i Byen tales kun om den sorte Stads. Fader og Moder have bedet mig hilse Dem ret meget, ogsaa Tante og Sstrene hilse.

Thomsen fik jeblikkelig Deres Brev, hans Kone er i disse Dage i Kjbenhavn for at skaffe Penge siger man. Hvad skal der dog blive af de stakkels omreisende Skuespillere i denne Tid, de maae da sulte! Levvel, det har oplivet mig at underholde mig med Dem, mine Breve glder Dem, siger De, gid det ogsaa maae blive Tilfldet med dette, muntert er det vel ikke; men De vil i det, som altid gjenfinde

Deres trofaste Sster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost