Gå til første fund Tilbage til søgeresultaterne
Kjøbenhavn den 6 November 1873
M eget ærede, kjære Ven! Om jeg husker ret er det vistnok nuhenved et halvt Aar siden jeg skrev Dem til; mit Brev blev afsendt fra Schweitz, jeg tro er fra Glion, hvor jeg brugte "Molkenkuur". Jeg følte mig ved den for hver Dag bedre og glædede mig til at komme aldeles frisk og vel hjem; denne Vinter skulde ikke blive som, den foregaaende, stadigt at være syg; desværre har det ikke stillet sig saaledes; jeg er i Hjemmet, har allerede været her paa tredie Maaned, men er syg og lidende, har ikke Kræfter til at bestille Noget og det er Skyld i at De saa umaadeligt længe ikke .har hørt fra mig. Da jeg forlod Glion var. jeg ret godt ved Kræfter og forsøgte med egen Vogn, foruden Jernbanefarterne, forskjellige Reiser i Schweitz. Jeg vilde gjerne endnu [en] Gang see det storartede "Splügen" og da jeg naaede derop undte jeg min unge Reisefælle, der aldrig havde været udenfor Danmark før, at faae et lille Indblik i Italien; vi kom ned til Chiavena, men Solen brændte utaaleIigt og jeg vovede da kun at tænke paa et Besøg ved Comersøen, men som vi kjørte herned. blev Hesten saa overvældet af giftige Fluer som stak den tilblods. at det arme Dyr kastede sig paa Jorden og var ved at vælte Vognen; jeg havde stor Angst og Besvær med at komme ned paa Jorden, men det lykkedes, netop i det Øieblik Hesten tog Fart tilbage til Chiavena, der laae neppe mere end en engelsk Miil bag os; men nu maatte jeg, i den stegende Sol lægge Veien, tilfods, tilbage; Veien var imellem kalkhvide Mure, hvor intet Træ skyggede, jeg var ved at synke om og kom aldeles udmattet og ødelagt til Hotellet i Byen; denne Vandring gav igen min Sundhed et Knæk; imidlertid fornam jeg det mindre saalænge jeg blev i Graubünden, hvor Luften var frisk og let, men saasnart jeg, for nu at naae hjem til Danmark, kom ind i Tydskland i den varme Sommer, svigtede Kræfterne; rundt om i flere Steder var Kolera, jeg undgik disse, men min Mave fik dog en Green af dette Onde, jeg var i en 5 til 6 Dage meget lidende og da dette ophørte, jeg havde mest levet ved Riisvand og Opium, kom jeg, i August, svag og ødelagt hjem. Lægen meente at jeg ved at leve et Par Uger aldeles i Stilhed paa Landet, ikke tage mig Noget for, ikke engang skrive Breve, vilde jeg nok komme mig. Det gaaer imidlertid langsommere end han troede, men dog altid fremad til det Bedre, og derfor, endeligt, skriver jeg i Dag. Ved min Ankomst til Hjemmet modtog jeg Deres seneste Brev med Anviisning paa den lille Sum mine Skrifter i det sidste halve Aar bringer mig i Honorar fra America. tal ikke om at det er lidet, jeg er glad ved at jeg læses og er afholdt, uagtet jeg dog tidt maa smile over de feilagtige Forestillinger de fleste af mine Landsmænd og Folk i Udlandet have om de store Summer jeg faaer fra den ny, mægtige Verden. Naar en Avis mælder at nu er een eller anden af mine Bøger komne ud i Amerika, kan jeg være vis paa at erholde fra Een og Anden et Bønskrift om Penge-Hjælp, da jeg nu maa være blevet en riig Mand; ja riig er jeg blevet paa Læsere, mit Publicum er blevet meget stort rundt om i Verdens Lande! jeg kan særligt see det paa de uendeligt mange Skrivelser om at erholde "Autographs"; ja laae der et Taknemligheds Honorar for mine Skrifter i hvert. saadant Brev, saa fik jeg en lille Formue, nu maa jeg see at hjælpe mig og det vil jeg kunde i den korte Tid jeg endnu har at leve i. Den 2den April, veed De, bliver jeg nu 69 Aar, jeg er altsaa nær de 7 Gange 10, Bibelen nævner som Støvets Aar. Det falder ingen barnløs Rigmand ind at Slutte mit Livs Eventyr, med at gjøre mig til sin rige Arving, og nu har jeg heller ikke Tid til at benytte store Pengesummer, jeg har, om Gud vil, det Nødvendige, jeg har det daglige Brød efter mit Behov og en Rigdom i mine Venner; de Bedste i min Tid ere hjertelige og hædrende traadte mig i møde! mit lille Hjem er hyggeligt og godt; mit Jordliv er et forunderligt deiligt Eventyr, selv i tunge Dage. Gud, som forundte mig saa megen Lykke, beder jeg forunde mig en stille smertefri Død. Læser De, kjære Ven, om ikke længe, at jeg er bortkaldt, da vil De have mig glad i Tanke og vide at jeg var Dem hengiven og taknemlig for al Deres trofaste DeeltageIse for mig og min Virken. Gud glæde og velsigne Dem:
Hils mine Venner!
HANS CHRISTIAN ANDERSEN
Til Hr. HR. SCUDDER ESQ:
