The Hans Christian Andersen Center

Du har sgt p: +Det +Kongelige +Bibliotek

G til frste fund  Tilbage til sgeresultaterne

Dato: 30. september 1839
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 30te Septbr. 1839

Igaar Aftes modtog jeg Deres Brev kjre Andersen, de venlige broderlige Linier der altid gjre mig saa godt, jeg havde vret saa forknyt hele Dagen, Fader var saa forskrkkelig angreben, han var det ogsaa om Aftenen saa at jeg nsten bebreidede mig at jeg kunde have nogen anden Tanke, at jeg kunde glde mig saa inderlig ved at modtage Deres Brev. Tak for Deres Underretning om Liebe , og dobbelt Tak fordi De med saa megen Deeltagelse har forespurgt Dem om Alt, o, vi ere Dem alle saa taknemmelige derfor, igaar Aftes torde vi ikke fortlle Fader noget af Deres Brev, han var alt for daarlig, i Formiddags da jeg var hos Brnene har Moder sagt ham det, det lod til at oplive ham; han sagde nogle hjertelige Ord om Dem; men har siden ikke omtalt det, o, jeg er overbeviist orn at han aldrig underkaster sig nogen Slags Operation, den gruelige Nervesvaghed der saa aldeles betager ham er det der berver ham alt Mod dertil, nsten Alt hvad vi omtale, de ubetydeligste Ting, bringer ham i Graad, naar han gaaer een eller to Gange over Gulvet bliver han angreben af de voldsomste Smerter, og da jeg sidst skrev var han dog i nogen Bedring, talte endog om nste Dag at gaae ned ad Trapperne, og ud paa Gaden for at see Huset der er bleven istandsat udenfra, hvor jeg var glad, jeg syentes ordentlig jeg var bleven ung igjen. Vor nuvrende Lge og Kalkar have begge skreven til Prof. Jacobsen om Fader, hvis Patienten ikke var alt for angreben har han sagt; men Fader er vistnok ligesaa angreben som Liebe og er en gammel Mand, det var hans Kraf [t] og Munterhed der fr lod os glemme hans Aar, og han kan ikke beslutte sig dertil, derpaa strander jo Alt, naar vi bringe Talen derpaa bliver han saa slet og angreben at vi maae tie. "Til Foraaret" har Fader fr sagt, "vil jeg maaskee reise"; men jeg tror han forudsatte den Gang at han ikke vilde opleve det. Moder er saa utrttelig opofrende, saa englegod som altid; men hvorlnge vil hendes legemlige Kraft kunde udholde denne Jammer, o, jeg tr ikke tnke derpaa, dog Gud vil vel give os Alle Styrke og Udholdenhed! Vr ikke vred paa mig min kjre Broder disse Linier skulde jo indeholde Opmuntring, om Deres Stykke faldt, og jeg kan kun give Dem Medflelse; men vi ville haabe at det ikke falder, og om det end skeede, saa er det jo gaaet Baggesen og hlenschlger saaledes fr Dem, og Baggesens Velyndere have dog kaldt ham en stor Digter, og det har ingen visne Blade sat i hschlgs. Digterkrands, lov mig kun at De ikke vil blive bitter stemt mod Verden og det Hele om Stykket falder, bliv hellere som De skriver: "lynende gal !" Det er en Overgang der ikke efterlader Nag og Smerte; jeg vilde saa gjerne sige det allerbedste jeg vidste for at opmuntre Dem; men mit Brev kommer jo desvrre efter at Alt er afgjort. Det forekommer mig rigtignok som om De havde spillet et vel hjt Spil ved denne Leilighed, dog det maae De bedre forstaae, De har maaskee ikke kunnet undgaae det, jeg veed jo nok at Mndene ville have deres Villie igjennem, derfor ere de jo Mnd! Seer De det har gldet mig lige ind til Sielen at mit Brev, kunde vre Dem en lille Opmuntring, om De faaer Grund til at vre nedstemt, derfor skriver jeg strax, De faaer da mine Linier Torsdag Morgen. Ja stoel kun paa at de gamle Venner i Fyhn leve, til Gud kalder dem, mine Venner ere mig altid kjrest naar de have Modgang, det er Egoisme af mig, jeg fler da at jeg kan vre mere for dem, o, men derfor nsker jeg Dem dog Glde, uendelig megen Glde! Om den Usynlige skulde falde er jeg overbeviist om, at det vil forhye Enthousiasmen for Mulatten: "Det behver den ikke !" vil De maaskee sige; men en god Ting er jo dog altid god, fordi den ikke er ndvendig. Folkegunst er en underlig forgjngelig Ting, derfor synes jeg den maae nydes mens jeblikket er der, om jeg var Konstner vilde jeg aldrig bygge noget fast Haab; men kun Luftkasteller og Korthuse paa denne Grund, de more saa lnge de staae, og naar de falde "ja saa kan man jo bygge nye !" See det er min Overbeviisning, og saa glder jeg mig dog over det store Navn De ejer i Tydskland, og det forekommer mig som en grundmuret Bygning; men deri har jeg nu igjen ikke Uret, thi dette Navn tilhrer jo udelukkende Digteren, hans Vrker allene har givet det Liv og Daab, ingen Biomstndigheder hverken Fjendskab, Misundelse, Venskab eller Kammeratskab har hvet det derfor vil det heller ikke synke, saalnge Digterens sande Fortjeneste bestaaer. Jeg vilde ret nske at Onsdag var forbi, thi nu gaaer De dog vist i en underlig Spnding, jeg faaer ikke Dagene at see fr i Dag 8 Dage og til den Tid faaer jeg jo Deres Eventyr, hvortil jeg ret glder mig, tak, tak, og saa hrer jeg vel og lidt skriftligt fra Dem hvordan Alt er gaaet af? Deres lille Sang paa Giessenfeld er jo nydelig, Thomsen holder ikke Portefeuillen han har havt den fra en Procurator Tommerup415 jeg gik da ind til Milo og lste Deres Vers hos ham; men ved den Leilighed temmelig flygtigt, der var et om en riig og fattig Mand der behagede mig srdeles416 . Synes De ikke at det var et ret smukt Digt Carl Bagger havde skrevet over Fr Hempel417 , og jeg tror det var fortjent hvad han har sagt, hun var almindelig agtet. Hempel lod os sin Kones Dd vide, og Moder og Jane gjorde af den Grund en Condolationsvisit der i Formiddags, han spurgte efter mig og forsikkrede Moder, at det havde interesseret ham saa uendeligt at philosophere med mig da jeg et Par Aftner, medens jeg gik i Skole med hans Datter havde besgt dem. Gud maae vide om det har vret Kant eller Hegel jeg har slaaet om mig med, jeg har vistnok snarere Templet med Kanceliraaden, og saa har den gode Mand i al Troskyldighed taget det for Philosophie ! De har jo ret vret flittig i denne Tid, skrevet saa mange mindre Ting, jeg maae see at faae fat paa Folkebladet, jeg lnges ret efter at lse Deres Arabesk, jeg kan tnke mig at den deilige Maane ret maae kunne fortlle smukke Ting; men de ere saa veemodige og lngselsfuldt som en Schweizer Kuhrein, de tale om en evig Hjemvee ! For omtrent 8 Dage siden skinnede Maanen saa deiligt ned i vor Stue, Fader var lidt bedre den Aften, og Jane maatte spille for ham, vi vare alle tavse, og jeg sad lnge og saae paa det klare venlige Lys, og tnkte paa hvorofte den havde oplyst vore glade Ansigter, naar vi Sstre hoppede op og ned ad Gulvet eller legede Skjul i Halvmrket, jeg kunde nsten ikke holde ud at tnke paa hvor forandret Alt nu er, saa tnkte jeg paa de kjre fravrende Venners jne, der maaskee mdte mine paa samme Punkt, og saa blev jeg vel for et jeblik glad, hjerteglad; men saa lngtes jeg dog igjen efter at see disse jne, og saa gik jeg ned og tnkte Lys og syede ret flittigt, til jeg blev trt og svnig. Jeg tnker ofte om jeg vel igjen skulde see Fr Lsses smukke milde jne inden de ganske have tabt Lys og Seekraft, jeg frygter det er ikke den graa Str hun har, ellers var hun vist forlngst blind, hendes jne have den samme forunderlige Glands som Krgers havde, og han faaer aldrig Synet mere418 . Naar De igjen skriver saa fortl mig lidt om hende !

Tirsdag Eftermiddag. [1.10.] Vi vente Oldenborgs, gamle Tante Melchior419og Oncle Beyer420 til Kaffe, derfor maae jeg nu strax efter Bordet skynde mig at tilfje nogle Linier. Igaar var den kjre Fader dog lidt bedre, han er paa den senere Tid flyttet ind i Cabinettet, saa De kan tnke det er ikke godt for os naar her ere Flere samlede, det er der altid af Familien, thi ellers see vi saa godt som Ingen. Vi have flyttet Sengen ud af den grnne Stue, hvor vi da kunne spise og for endeel opholde [os]. Dog jeg begriber ikke hvorfor jeg kommer med disse Huusholdningsaffairer i et Brev, og det oven i Kjbet til en Digter, det maae vel vre fordi jeg glemmer Digteren for Broderen. Det vil vist kunne blive srdeles behageligt at benytte de svenske Indbydelser, og naar det skeer til Sommer saa maaskee dog Reisen til Paris frst skeer lngere hen, jeg veed nok at det ikke er smukt af mig at nske denne opsat da De jo glder Dem saa meget til en saadan Udflugt; men jeg tnker altid at Kjbh. vil blive Dem endnu fattigere, naar De igjen kommer hjem, at De vil blive Pariser med Liv og Siel, vil lnges efter Frankrig, som engang efter Italien, eller vel endog som Baggesen gjre det til Deres Hjem. Jeg har i denne Tid igjen lst Spillemanden, og derfor er jeg kommet til at tnke saa meget paa Paris. En polsk Familie har man lovet mig paa Onsdag fra Militairbibliotheket, jeg glder mig ret dertil da De finder den saa interessant, og vil nste Gang sige Dem hvad Indtryk den har gjort paa mig. De taler om min Novelle gode Andersen, ja, den er saa daarlig at, at jeg aldrig har trot om mig selv, at jeg kunde gjre det saa slet , nu kommer det an paa af hvor indbildsk Natur jeg er; men vist er det at det jeg har skrevet, er et forskrkkeligt Sammensurium. De siger at jeg skal beskrive Stige , men der har jeg ikke vret siden jeg var Barn, jeg veed ikke det mindste deraf, og min Bog foregaar desuden daraussen . "Beskrive det kvindelige Hjerte". Jeg kjender ikke mit eget, det tror jeg just ikke har mange skjulte Kroge. Caroline forsikkrer at hun kan gaae ud og ind af mig med Trsko, see paa mit Ansigt alt hvad jeg tnker paa; dog kommer det maaskee deraf at hun endnu har saa lidt Menneskekundskab, at hun tror at besidde den i hj Grad. I min Bog skulde der vre en coquet lunefuld Dame, da jeg nok kan mrke at Recensenterne ikke ere vante til at vre i godt Dameselskab, siden Tante Anna, som man siger, er saa dydig, at man maae frygte for at komme i Selskab med hende! ( Hvor frygtelig simpelt ! ) Naar Du blot vil lade mig raade siger Caroline, saa skal jeg hos flere Damer gjre Dig opmrksom paa adskillige coguette Trk. Du drmmer altid, derfor lgger Du ikke Mrke til det; og jeg forsikkrer hende, at jeg i min Bog nok selv skal finde paa noget Coquetteri, nu faae vi at see!

Kjre Andersen, hvad tnker De om mit Brev, og om det foregaaende, at jeg ikke er i godt Humeur nok, til at vre munter som jeg var det i gamle Dage i Tolderlund, og saa finder paa saadanne Galskaber og fylder mit Brev dermed, og dog tager De Feil, det fornjer mig at underholde mig med Dem, jeg glemmer hvor mrkt det er om mig, og lever i jeblikket og saa er det som om al den gamle Munterhed levede op i min Siel, jeg fler mig i dette jeblik saa vel, jeg synes at det er saa hyggeligt at sidde her nede og sladdre om Ingenting . Da jeg for kort siden forlod Fader var han dog nogenlunde vel og rolig, nu sover han til Middag, og just nu har Fr. Klaumann421 der skylder mig nogle Smaaeforbindtligheder, sendt mig en deilig Kurv med Ferskener, som jeg vil bringe Fader naar han vaagner, Doctoren har sagt at han maae spise dem og han holder saa meget af dem, er det ikke deiligt? Jeg vilde nske at jeg ogsaa kunde give Dem nogle, dog Gud hvor det er dumt sagt De faaer vist nok af sligt! Veed De at Julie Gulbrand har vret i lngere Tid i Kjbh.? Den Mhlensted De i Deres Brev omtaler er hendes Oncle. Fr. Gulbrand veed endnu ikke ret hvor slet Broderen er, det er hendes kjreste Broder. Jeg skal gjengjlde Deres Hilsen fra Tante Gusta, hun var her da Deres Brev kom, hun sagde at det er Dem der skylder hende Brev, og deri har hun virkelig Ret. Tante Thea422 har bedet mig bringe Dem hendes Afskedshilsen, da hun vistnok reiser inden mit nste Brev. Siig ham sagde hun at jeg vist tror at det vil gaae godt paa Onsdag, thi det er jo umuligt andet end more sig over det Stykke ! Naar Mulatten er gaaet fortller De mig da udfrligt derom ! Hvergang jeg i Avisen har lst om Mad. Biscow, har jeg tnkt, hvem der dog kunde hre hende, jeg kjender Baladen hun synger, jeg har engang lst den i en tydsk Oversttelse, og nu i Dagen423 , den er saa smuk i sin Simpelhed. Levvel kjre Andersen, endnu engang Tak for Deres Underretning angaaende Fader, og Tak fordi De vil gaae til Liebe, fortl Moder hvad han siger Dem, vil De det. Levvel, jeg holder ikke op fordi her intet Papir er De veed nok , at naar man virkelig har mere at tale om kan man gjerne endnu skrive paa Bagsiden af Brevet, det har jeg fr gjort, jeg holder op, fordi jeg tnker at De nsten er dv af al min Snak. Levvel! Wulle hrer jeg aldrig noget om! - Paa Onsdag Aften vil jeg tnke paa Dem, og jeg haaber det gaaer godt og om det ikke skeer saa tnk paa hvor forbigaaende Alt i Verden er, de gode og onde Dage, tnk paa at De en Maaned senere, naar Mulatten er gaaet maaskee vil vre ligesaa oplivet, som De nu er forstemt om Stykket falder. Levvel, tnk ogsaa lidt paa, at de gamle Venner leve. Lad Louise Collin sige Dem nogle venlige Ord, gaae til Wulle, og tnk ogsaa lidt paa

Sster Jette.

Jeg synes at det er grumme godt at De ikke lngere springer i Vandet, saa maaskee De dog en Gang kan lre at undvre det daglig. Den Pianistinde De omtaler, er nok den samme der var i Kjbh. da jeg var der? Alle have hedet mig hilse!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost