"Rolighed", Østerbro, 3 August 1873.
Kjære Frøken Ørsted!
Dette bliver kun et ringe Brev, men selv er jeg ringe og forunderlig afkræftet. Jeg kom mig ret godt i Schweitz, som jeg ogsaa har mældt Dem; jeg længtes efter Hjemmet, men før jeg tog mod Nord vilde jeg give min Reisefælle Bøgh,et lille Indblik i Italien; leiede derefter en Vogn og kjørte over Splygen; men da jeg nede fra Chiavana vilde kjøre til Comosøen, blev Hesten saaledes plaget af giftige Fluer, at den kastede sig til Jorden og var ved at splintre Vognen. Bøgh slap først af, derpaa Kudsken og endeligt jeg der laae, som lammet, paa Veien. Hesten vendte nu om og løb igjen / til Chiavena, Kudsken bag efter den, jeg midt paa Landeveien i mere end 30 Graders Varme maatte jeg slæbe mig hen, ikke et Træ var her, høie hvide Mure indesluttede Veien; mine Fødder kunde neppe bære mig, men jeg maatte afsted og naaede, efter en lille Time Byen og Hotellet hvor jeg sank aldeles om; Vandet dryppede mig fra mine Haar og Fingre; hele tre a fire Timer laae jeg som kogt paa Sengen. Det var et slemt Knæk paa mit Velfindende [Velbefindende]. Næste Dag vendte jeg nord paa, gjennem Graubunden, kom igjen op i Sneen og mellem Gletscherne, det hjalp. Over St Moritz og Samadan naaede jeg, styrket, Chur, men her var Varmen atter utaalelig, og da jeg paa anden Dag reiste derfra til Lindau, begyndte jeg at faae Angst for Hjemfarten, men hjemme, meente jeg, fik jeg / det da denne varme Sommer best [bedst]! - Jeg naaede München, blev der nu næsten en Uge, men var kun hos min udmærkede Ven Maleren Kaulbach og hos den gamle Geheimerath Gietl, Kongens Læge. Jeg blev syg fik stærk Diaréh, og Lægen fremskyndte Hjemreisen, da der jo var Mave-Onde flere Steder i Tydskland, saaledes i Dresden; men hvilken Qval at reise saaledes med Hurtigtog i den forfærdeligste Hede og Støv; i otte Dage nød jeg saa godt som kun Sallep og Opium; alle Kræfter forsvandt. Imidlertid kom Maven sig igjen, ja kom sig saasnart som jeg ikke havde troet det! Dog mine Been kunde ikke bære mig der rystede, mine Hænder rystede jeg kunde ikke holde fast og flere / Gange er jeg i mine Stue og ved paa Banegaarden at naae hen til Vaggonen, sjunket aldeles sammen saaledes, ud for Slesvig, faldt jeg som besvimet om paa Peronnen. I Mandags kom jeg her til Rolighed, Professor Hornemann var hos mig og da han boer, for Tiden, i Hellebæk, har han sendt mig daglig den unge Hr Stage. Professor Collin tog i gaar, for min Skyld, til Byen; Alle forlange at jeg endnu, de første Dage, bliver paa mit Værelse; jeg kan ikke sove om Natten, saa trætte er mine Lemmer, det er som laa jeg paa en Fjæl. I Torsdags fik jeg Brev fra Frøken Bjerring; hun var saa glad ved al den Venlighed, Deres Søster, Svoger, Moder og særligt De havde viist / hende; hun bad saa særdeles om at jeg maatte allerede næste Dag skrive hende til det var næsten et grusomt Forlangende, men jeg skrev, dog var jeg ved at besvime derved.
Min Skrivelse her har jeg i Dag været flere Timer om, men De maatte dog høre fra mig og jeg maa høre fra Dem, og om Dem! Bring Deres Moder og hele Familien de hjerteligste Hilsener; ligesom Frøken Bjerring, hun har et varmt Hjerte, er en tro Sjæl, hun og hendes Moder vise mig den største Deeltagelse. -
Lev vel! nu kan jeg neppe holde Pennen!
Hjerteligst
H.C. Andersen
