Dato: 20. juni 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Emil Hornemann
Sprog: dansk.

Brunnen ved Vierwaldstätersøen den 20 Juni 1873

Kjære, fortræffelig Ven!

Indtil i Dag har jeg udsat det med at skrive til Dem; jeg vilde have min egen bestemte Opfattelse af mit Befindende, tale med Dem om Fremgang eller Stillestaaen i min Sygdom. Paa Glion blev jeg i tre Uger og det var især efter de første otte Dage jeg følte en mærkelig Bedring, Slimhosten forsvandt og hver Dag, rigtignok med Besvær, gik jeg længere og længere Toure, men saa slog Veiret om, vaade, tunge Skyer hang ned om Bjergene, her blev koldt, jeg maatte fyre i Kaminen og da Veiene drev med Vand blev Morgenpromenaden ogsaa kortere, jeg syntes at blive staaende i min Bedring, Bøgh var rigtignok af en modsat Mening, især da min gamle Livlighed kom igjen. Pintstemorgen forlod vi det deilige Glion, hvor alle Hotellets Gjester kendte mine Skrifter og viste mig Opmærksomhed og Deeltagelse. / Hver Søndag havde jeg den Glæde at see hos os den unge Carl Melchior der er i Pension i Vevay; een af de sidste Dage kom ogsaa Hr Israel melchior med sin unge Datter og vi havde jevnligt flere Besøg, saaledes Byfogeden fra Hobro: Christiansen med Kone og Datter, ligesaa Dr. Leerbæk med Kone (forrige Fru Jürgensen fra Silkeborg) og to voxne Døttre. Fra Glion gik jeg med Bøgh til Genf hvor Jules Jürgensen havde indbudt os og vi tilbragte her fire smukke solvarme Dage. Solskin trænge jeg til i Andens og i Legems Verdenen, jeg følte mig forfrisket og styrket og da jeg kom til Bern var Dr Dor særdeles tilfreds med mig! sagde at det var foregaaet en stor Forandring med mig, min Hudfarve og Puls var fortræffelig, mine Øine klare, han mente at jeg havde dog endnu stor Træthed i Lemmerne, og vedblev at forskrækkes let ved enhver uventet Larm. En behagelig Middag og Aften tilbragte jeg hos Dr Dor der havde samlet en Kreds af mine Venner, imellem dise var den begiske Gesandts Søn, en født Castonier fra Kjøbenhavn), jeg blev anmodet om at læse og første Gang i henved 3/4 Aaar læste jeg og det hele to af mine Eventyr, men jeg blev rigtignok saa træt deraf at jeg strax / efter maatte kjøre hjem. Dors Børn overrakte mig en Laurbærkrands og vare alle med Deres Moder, Dagen derpaa i Banegaarden og bragte mig Alperoser ved Afreisen. "Dagbladet" faaer jeg dagligt sendt; eet Nummer modtog jeg nu i Interlaken hvori stod et kort referat om et Besøg en Amerikaner har aflagt hos mig i Kjøbenhavn og han lader mig fortælle og tale som jeg aldrig har kunnet fortælle og tale om Keisere og Konger. Jeg skal have været sammen i Schweitz med Napoleon!!! og hans Moder jeg skal have været hos Keiseren af Rusland og seet ham lege med sine Børn, jeg som aldrig har seet disse Mennesker, han lader mig udtale min Mening om flere Keisere og Kongers Begravelser og Løgn er det Hele, jeg har ikke sagt et Ord, mindes aldeles ikke et saadant Besøg og dog lader Mennesket mig sidde opfyldt af Betagelse over Napoleons Død og ved denne komme alle mine Udtalelser; men om husker ret var jeg jo syg da Napoleon døde, tog ikke mod Besøg og da har jo ikke engang Mennesket talt med mig. Jeg blev i min nerveuse Tilstand aldeles betaget, ja overvældet, kom til at ryste og var aldeles / overvældet af al den Løgn! jeg veed Intet der saaledes har betaget mig, men det maa vel ligge i mit Befindende jeg som allerede var paa Veien til at komme mig godt, sank næsten tilbage i min værste Betagelse under hvilken De saae mig og kom til mig. Jeg syntes jeg maatte blive gal! hvad kunde der ikke skrives og siges om mig hvad kunde der ikke lægges mig i Munden og hjelpeløs stod jeg mod saadanne Løgne. Jeg skrev strax til Bille [Brev], som den af mine Venner der bedst i en saadan Sag kunde raade mig hvad jeg havde at gjøre og fra ham fik jeg i Dag, for en Timestid siden, et hjerteligt Brev hvori han raader mig at lee af det Hele, forsikkrer at ikke et Menneske i Danmark troer at jeg har sagt Noget af al den Snak, og at den ingen Erklæring er værd, behøver ikke hjemme og i Amerika reflecteres ikke over Sligt. Det har allerede bragt Sindet i nogen Ligevægt, men jeg har i flere Dage været meget forstemt og sygelig.

Nu vil jeg see til at dette kan fordunste og tale om smaa Svagheder i Legemet, / De glæder mig maaskee dog med Brev, og skriver De snart da sendes Brevene til Brunnen poste restante. Ringormen paa Benet har generet mig en Deel, men er nu ved eget Lægemiddel fastende Spyt, næsten forsvundet efter at have taget større Omrids. Mine Negle plage mig, især de to paa Tommelfingrene, de blive mere ogmere tynde og revne halvveis ned mod Roden; de to nærmeste Fingre have samme Negle-Svaghed med ikke lille nerveus Smerte; hernæst maa jeg ogsaa tale om, at jeg i de senere Aar har seet enkelte gule Pletter i Huden ned af Benene, der er aldeles ikke Udslet, men see ud som hvad man kalder Modermærker, jeg har aldrig talt til nogen Læge herom, men nu efter min Sygdom vise sig flere og flere, som Kaffestænk op ad Benene, ja enkelte paa Laarene; de smerte ikke, staae de ikke i Forbindelse med min Leversygdom? Og nu har jeg aandelig / og legemlig klædt mig af for dem her i Brev, siig nu om jeg skal udstrække Tiden her i Schweitz eller hvilken Sundhedsvei hjemad De tænker Dem bedst. Jeg gaar nu saa langt som fra Vesterport til Kongens Nytorv, men gaaer Veien opad maa jeg hvile mange Gange. Op til Giesbach maatte jeg lade mig bære, men ned ad gik jeg rask tilfods. Jeg bliver ogsaa strax stiv i Benene naar jeg har kjørt en halv Timestid, kan neppe stylte paa Dem. Læg alt dette sammen og siig saa hvad De faaer ud af Deres gamle Ven og den længe saa kaldte "evig unge Digter?" Hils Deres Frue, Børnene, alle kjære og skriv snart.

Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen

Bøgh hilser hjerteligt!

til

Professor Dr: E. Hornemann

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 975-80)