The Hans Christian Andersen Center

Dato: 13. juni 1873
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonas Collin
Sprog: dansk.

Til Hr. Jonas Collin

Giessbach ved Brienzersen 2den 13 juni 1873.

Kjre Ven!

Hvor i Verden er Du? Ude eller hjemme? Jeg har et Par Gange spurgt din Moder om din Adresse men ikke faaet den, nu vil jeg sende Brevet til Hende, saa kommer det vel i dine Hnder. Bgh er en hist opmrksom Reiseflle, jeg kunde paa denne Reise ikke have undvret ham, thi jeg trnger til Hjlp som aldrig fr, han besrger fortrffeligt Alt, hygger om mig og er i et jevnt godt Humeur, det er jeg slet ikke. Min Nerveusitet vil ikke gaae bort, jeg forskrkkes ved enhver Ting og den mindste Sindsbevgelse faaer Taarerne frem i mine ine, det er dog ynkeligt; aligevel forsikkrer Bgh at jeg daglig gaaer frem ad i Sundhed og Krfter, min fortrffelige Lge, Professor Dor i Bern siger det samme og forsikkrede nu jeg efter en Maaned[s] Forlb kom fra Glion igjen til Bern, at jeg var allerede et ganske andet Menneske end fr, havde en sund Farve, klare ine og Livlighed; jo Tak! jeg fornemmer det bedre og tr ikke Tro paa Helbredelse. Igaar fik jeg dertil en hist ubehagelig Overraskelse, som under mit nu vrende Befindende rystede mig saa forunderligt at jeg formeligt blev angst for at blive sindssyg. Jeg faaer dagligt sendt "Dagbladet", og der lser jeg nu et Uddrag af en amerikansk Avis fra Chicago 3, hvor en Amerikaner fortller om et Besg hos mig i Kjbenhavn hvor han fandt mig bevget over Napoleons sidste Dage 4 - men da laae jeg jo syg og veed ikke om nogen Amerikaner, jeg har da siger han fortalt ham om Napoleon og hans Moder 5 jeg havde vret sammen med i Schweitz, fortalt ham om Keiseren af Rusland 6 som jeg havde vret hos og seet lege med sine Brn, jeg har aldrig seet Keiseren; derpaa udtaler jeg i hans Meddelelse min Mening om andre Keiseres Begavelse! Noget der aldrig kunde falde mig ind at udtale for Fremmede. Det Hele er en amerikansk And, som da der fortaltes af en Landsmand i Amerika at jeg i Kjbenhavn altid kaldtes lille Hans og naar jeg gik paa Gaden blev jeg snart fulgt efter af en heel Skare Brn, som trak mig i Kjolen og bad om at hre et Eventyr, "lille Hans" var da altid saa godmodig at han gik ind i en Port med dem og fortalte Historier!" - Det er latterligt! - og dog rgrer Sligt mig. Jeg kan ikke tnke paa de sidste Lgne, Ord til andet, uden det koger i mig og jeg fler mig aldeles syg, thi jeg er magtesls over for Lgnen og har Ingen at kunne krve Opreisning af. - Jeg har imidlertid igaar skrevet derom til Bille, da jeg anseer ham for den af mine Venner der bedst veed om man skal svare paa Sligt og om mon det ikke ogsaa bliver latterligt at berre den Sag; medens jeg dog lider uforskyldt og synes al min Reise-Glde er forstyrret. For ieblikket er Bgh og jeg, som Du seer af Overskriften, i Hotellet paa Giessbach, her er nsten aldeles ingen Fremmede og vi boe i stor Eensomhed i den smukke Alpenatur, det er kjedsommeligt at jeg nu slet ikke ret kan nyde den og er som giftbidt af den amerikanske And! lever jeg og ender Nedskrivningen af mit Livshistorie skal jeg nok slaae den fast som man slaaer Hgen fast paa Porten ude paa Bndergaardene, den skal raadne og smuldre hen. Og nu lev vel, hils Peter Mller og vore flles Venner. Gld mig snart med et Par Ord, og lad dine Forldre lse dette Brev, Du kan da lse, som Suplement her til, Brevet jeg sender til din Moder 7.

Hjerteligst H.C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

[p skr over venstre hjrne:]

Til Hr Jonas Collin

Giebach ved Brienzersen den 13 juni 1873.

Kjre Ven!

Hvor i Verden er Du? Ude eller hjemme? Jeg har et Par Gange spurgt din Moder om din Adresse men ikke faaet den, nu vil jeg sende {overstr: hende] Brevet til [Dig rettet til:] Hende, saa kommer det vel i dine Hnder. Bgh er en hist opmrksom Reiseflle, jeg kunde paa denne Reise ikke have undvret ham, thi jeg trnger til Hjlp som aldrig fr, han besrger fortrffeligt Alt, hygger om mig og er i et jevnt godt Humeur, det er jeg slet ikke. Min Nerveusitet vil ikke gaae bort, jeg forskrkkes ved en hver Ting og den mindste Sindsbevgelse faaer Taarerne frem i mine ine, det er dog ynkeligt; aligevel forsikkrer Bgh at jeg daglig gaaer frem ad i Sundhed og Krfter,/ min fortrffelige Lge, Professor Dor i Bern siger det samme og forsikkrede nu [ham rettet til:] jeg efter en Maaned Forlb kom fra Glion igjen til Bern, at jeg var allerede et ganske andet Menneske end fr, havde en sund Farve, klare ine og Livlighed; jo Tak! jeg fornemmer det bedre og [br rettet til:] tr ikke Tro paa Helbredelse. Igaar fik jeg dertil en hist ubehagelig Overraskelse, som under mit nu vrende Befindende rystede mig saa forunderligt at jeg formeligt blev angst for at blive sinds syg. Jeg faaer dagligt sendt "Dagbladet", og der lser jeg nu et Uddrag af en amerikansk Avis fra Chicago, hvor en Amerikaner fortller om et Besg hos mig i Kjbenhavn hvor han fandt mig bevget over Napoleons sidste Dage - men da laae jeg jo syg og veed ikke om nogen Amerikaner, jeg har da siger han fortalt ham om Napoleon og hans Moder jeg havde vret sammen med i Schweitz, fortalt ham om Keiseren af Rusland som jeg havde vret hos / og seet lege med sine Brn, jeg har aldrig seet Keiseren; derpaa udtaler jeg i hans Meddelelse min Mening om andre Keiseres Begavelse! Noget der aldrig kunde falde mig ind at udtale for Fremmede. Det Hele er en amerikansk And, som da der fortaltes af en Landsmand i Amerika at jeg i Kjbenhavn altid kaldtes lille Hans og naar jeg gik paa Gaden blev jeg snart fulgt efter af en heel Skare Brn, som trak mig i Kjolen og bad om at hre et Eventyr, "lille Hans" var da altid saa godmodig at han gik ind i en Port med dem og fortalte Historier!" - Det er latterligt! - og dog rgrer Sligt mig. Jeg kan ikke tnke paa de sidste Lgne, Ord til andet, uden det koger i mig og jeg fler mig aldeles syg, thi jeg er magtesls over for Lgnen og har Ingen at kunde krve Opreisning af. - Jeg har imidlertid igaar skrevet derom til Bille Brev, da jeg anseer ham for den af mine Venner der bedst veed om man skal svare paa Sligt og om mon / det ikke ogsaa bliver latterligt at berre den Sag; medens jeg dog lider uforskyldt og jeg synes al min Reise-Glde er forstyrret.

For ieblikket er Bgh og jeg, som Du seer af Overskriften, i Hotellet paa Giebach, her er nsten aldeles ingen Fremmede og vi boe i stor Eensomhed i den smukke Alpenatur, det er kjedsommeligt at jeg nu slet ikke ret kan nyde den og er som giftbidt af den amerikanske And! lever jeg og ender Nedskrivningen af mit Livshistorie skal jeg nok slaae den fast som man slaaer Hgen fast paa Porten ude paa Bndergaardene, den skal raadne og smuldre hen. Og nu lev vel, hils Peter Mller og vore flles Venner. Gld mig snart med et Par Ord, og lad dine Forldre lse dette Brev, Du kan da lse, som Suplement her til, Brevet jeg sender til din Moder Brev.

Hjerteligst H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 10, 153-56)