The Hans Christian Andersen Center

Dato: 26. november 1872
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d. 26de November 72.

Min kjre Ven!

At De ikke kom til mig i Sommer, gjorde mig meget ondt, og jeg faaer ikke Ro fr De lover mig, at komme til os til Sommer, saasnart De begynder paa Deres Udflugter - er her end smaat (som De veed) imod de andre Steder De besger, saa er her dog vel nok saa gode Venner, at De kan overse dette. Og det vilde nu vre mig saa kjrt at see Dem i mit Hjem igjen, at de maa gjre det for min Skyld.

Henrik sagde at han ikke havde seet Dem i Theatret de Par Dage han var i Byen, deraf sluttede jeg at De ikke var rigtig rask, og ved at sprge Moder derom, erfarede jeg, at De i den senere Tid heller ikke er rask. Jeg forstod Moder, som om De var nerveus, men dog tog ud (til Collins), saa De ligger altsaa ikke, men tager heller ikke saa meget ud som De pleier. Hvad er det der feiler Dem? kan De ikke skrive lidt til mig og fortlle mig om hvordan Dagen gaaer for Dem, og hvordan De idethele fler Dem. Naar man er fravrende trnger man dobbelt til at flge med hvordan det gaaer Ens Venner.

Denne November-Maaned har vret en styg Maaned for os herude. Lille Jeanina har - som De vel veed - havt Typhus; nu er hun Gudskelov! i god Bedring, saa vi have al Grund til at vre inderlig taknemlige, men det har dog vret en trang Tid, og endnu see vi lngen uden Lgen. Og saa har al den Nd, som har rammet Landet, ogsaa vret os saa nr, at vi baade have hrt og seet dens mange grumme Flger. Det fyider Luften og Stemningen saa underligt med trange Tanker, som ikke lftes af et sludfuldt Veir eller en ensom Sygestue. De lftes kun ved Tanken om at vre bleven skaanet, da Sygdommen dog godt kunde have vret haardere mod mit Barn og grebet videre om sig, Gud sparer os saa ofte, mens Han dog viser at Han kunde hjemsge os, og denne store Fader-Kjrlighed lfter os op over de mange Smaating, som ellers faae for stor Magt over os.

Henrik tnker paa at reise lidt ud hen paa Vinteren; til Byen vil han ikke, og i Lngden bliver det ensomme Landliv lovlig ensomt, saa om Gud vil! vilde han reise sidst i Februar over Paris til det sydlige Frankrig, til Pyrenerne, maaskee et lille Kig ind i Spanien, og saa igjen tilbage over Paris hjem. Jeg er kun bange for at der skal vre lidt koldt dernede i Marts-Maaned, men han mener af Reise-Bgerne at skjnne, at der just er tilpas. Han studerer ivrigt Kort og Reisebger, for at vre ordentlig forberedt. Det er ham en stor Morskab saaledes at stte sig ind i Reisen, jeg haaber ogsaa for hans Skyid, at den skal blive til Alvor, han tager to af Dttrene med; vi maa dele os lidt, da vi er saa Mange. Han havde stor Lyst til at tale med Dem om disse Steder, og hvis De er rask naar han nste Gang kommer til Byen, sger han vist Raad og Oplysning hos Dem. Vi Andre, som ikke reise med, tage sagtens til Byen imens de Andre ere borte, paa et Hotel eller Sligt, ganske stille uden at gjre Huus, blot for at see gode Venner og nyde lidt af Byens Fornielser. Nu vilde jeg nske at jeg snart maatte hre fra Dem, min kjre gamle Ven! og at De vilde fortlle mig om Dem selv, ligesom jeg her har fyldt Brevet med Beretninger om os. Lev vel og Gud glde Dem!

Deres gamle Veninde

Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus