The Hans Christian Andersen Center

Dato: 22. februar 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

[Ca. 22. Febr. 1839].

Endelig har Tanten givet sig! Hurra! Naar Solen vil til at staae op forgylder den frst Skyens Kanter og hun har nu brmmet Kanterne paa Deres Brev, nu kommer hun vel selv. Den Vits af Carl Bagger om Jomf: Grahn fordi hun ikke kan dandse i Odense, synes jeg slet ikke om; jeg fik Lyst til at give hende en Idee til paa en smuk Maade at straffe, og skjndt jeg aldrig har vret hos hende, gik jeg i Dag derop, fortalte hende hvad der stod i Hempels Avis og foreslog hende nu at dandse i Odense for de Vandlidte. Hun gik strax ind paa min Idee, men udviklede mig meget klart hvor umueligt det var hende at blive 3 Dage i Odense for at oppebie Diligensen der ikke kunde vente paa hende og at det blev for dyrt at tage Extrapost desuden meget omstndeligt for hende der ingen Herre havde med. Hun dandser altsaa ikke i Odense, som jeg nok undte at see en saa stor Konstnerinde, skjndt Odense ikke fortjener det af mig ! Nei min Fdeby har aldrig vret opmrksom mod mig, jeg troer jeg vil vre den ond, det vil sige [ ] Bygningerne, Aaen og Egnen rundt om vil fortlle om Digteren naar han besger de andre Kloder; det morer mig at see i fremmede Blade og Bger Odense dykke op, som Andersens Fdeby, Odense hvis "Indvaanere" aldrig har havdt Begreb om mig. "Een eller ti Svaler veed De nok, gjr ingen Sommer! " Jeg skal huske min Fdeby ved Leilighed! Har jeg talt med Dem om den daguerske Opfindelse? Den opfylder mig saa ganske. Ls derom i Journal des debats eller i sidste Nummer af Portefeulen hvori der findes en Oversttelse deraf. Jeg har talt lnge og meget med rsted derom; det er som i et Speilbillede alle Gjenstande opfanges og forblive, seer man med Mikroskopet, da udvikler det fineste Punkt sig til en detailleret Gjenstand. En Prik der paa Kobberstykket antyder et Skildt viser sig nu med hele sin Indskrift; man seer det vaade paa Stenene, Timen paa Dagen, efter som Solen lyser. Nu kan man da faar de meest tro Afbildninger af Oldtidens Levninger; de ypperligste Prospecter af tropiske Egne. rsted vil maaskee ogsaa snart blive verdensbermt, hans Opfindelse der gav ham et Navn, synes nu at lede til at Skibe kunde flyve frem uden Damp, altsaa uden Kul Forraad, uden al Fare; man har gjort Forsg paa Neva-Floden og det skal vre lykkes ! Vor Tid er Opfindelsernes Guldalder. O kunde jeg dog opfinde som en Daguere at give Hjerternes Speilbillede, ak kun mit Hjertes Aning give og det er saa foranderligt, saa omskiftende, at det kun bliver Momenter. Maaske om 50 Aar, jeg er glemt og fortjener det!

Kjbenhavn den 25 Februar 1839.

Der er gaaet et Par Dage siden jeg skrev Ovenstaaende, meget er skeet siden, lille Wulle har faaet sig en Sster og Moderen befinder sig vel. Mulatten er frdig og jeg har i Dag mistet min mest fremtrdende Fortand, jeg er fortvivlet derover og skal have en forloeren Tand! Himmel og Jord, jo det er Ungdommen, den lapsende svvende Ungdom og ingen Tnder i Munden, jeg er fortvivlet; den tabte Tand opfylder min hele Tanke og der var dog nu saa meget at tale om. Tnk, Ole Bulls lille Dreng er dd; Prsten Bull overtalte Forldrene til at lade Barnet blive, da de frygtede det kunde lide ved i Vintertid at flge med til Moskau; nu fik Drengen Kighoste og dde. Prsten Paulis unge, smukke Kone, blev syg i forgaars og dde igaar, hun er obduceret, det var en organisk Feil. Disse to sidste Nyheder kan De meddele Thomsen. Mulatten er da frdig! ak, havde jeg min Tand, saa kunde Mulatten gjerne vre! dog "hin, ist hin!" Mulatten er lst for Skuespiller Nielsen og Kone, der som alle tidligere Tilhrere var henrykt. Nielsen skulde spille Manden, men han udbeder sig den bortrmte Slaves [Rolle]. Imorgen lser jeg Stykket hos Adlers for Adler og Molbech og sidst i Ugen for Fru Heiberg, saa tnker jeg der bliver Interesse for det. To Tilbud har jeg alt faaet fra Tydskland om Mulatten, i Dresden og Wien kommer det rimeligviis frst frem. Dette Stykke kjender De nu slet Intet til, og det gjlder for Broderens meest originale, meest fuldendte Vrk. Den tropiske Sol, som den brnder i mit Bryst, belyser hele Maleriet med alle Phantasiens sydlige Vxter, slanke Palmer og Blomster. Flelsen har plantet en Forgrund af Mimoser og Lidenskaben besjlet Figurene. Ls nu Stykket og tnk saa hvorledes det staaer til i det Allerinderste. Jomf: Andersen har spillet i et Giftermaal under Keisertiden, hun har Bladene, men ikke Publicum for sig; jeg har bestemt en lille, men smuk Rolle for hende, i Mulatten, men Alle raade mig derfra, dog vil jeg vove det; hun forstaaer at sige sine Ting og har bestemt Talent, men Organet er uheldigt. Hvad siger Deres kjre Fader? Er der ingen Bedring? Stol paa Foraaret, Storken flyver Sommer i By og Sommeren modner Sundheds blet. Jeg veed ikke hvordan, men i Vinter har jeg ikke tnkt paa Kulden, min Mulat har frt mig ind i brndende Solhede, saa Kulden gjorde godt.

Klap den fromme Moder paa Kinden, det gjr mig ondt hun lider! Hun maa herover, Faderen maa med og saa skal de see tre gode Stykker, for Exempel, "den sorte Domino", Jomf Grahn og naturligviis Mulatten. Til Kellermanns nste Consert fortller Phister: "Keiserens nye Klder"; Mad Nielsen siger maaskee Tommelise, thi nu ere Eventyrene i Mode. Wulle sender Dem Hilsen, hun er i denne Tid arrig den Trold, hun siger: "Barnet" og saa stamper hun i Gulvet af Arrighed. Barnet har nemlig Blomster paa sin Overdyne hun derimod en hvid Pude og dette synes at have grundet Hadet. Fru Drewsen kan nu ved en Krykke humpe afsted, igaar kjrte hun frste Gang i Theatret. Fru Bgel ynder Mulatten i den Grad at hun mener at een Scene af den vilde vre nok for Herts til at kaage, som hun kalder det, een af hans lange Supper paa og saa fik man dog kraftigere Mad, end han ellers laver den. Ja var Publicum, som Fru Bgel, saa fik jeg ogsaa et Tempel bygget og blev begavet med alle Jordens Skatte. Fru Lesse er ikke rask, hun skranter i den senere Tid; hendes Sn Christian spillede med i Regentianernes Forestilling for de Vandlidte, udfrte Elskerindens Rolle meget fortrffelig; der forekom mig ellers for meget Personligt i dette vittige Stykke, saaledes ligne een Molbech en anden Schulenborg og Saaby, idet mindste maa man tnke paa disse. Der taltes efter Professor Holenberg, Petersen og Sibbern. Gld mig snart med et Epistel og siig mig hvorfor jeg ikke staae mig godt med Deres Naboe. Er det fordi jeg ikke besger Jomf. Andersen; ja jeg besger ingen med Stadighed. Hun skal faae en Rolle, en smuk Rolle, mere kan jeg ikke gjre. Hendes Pariserdreng giver hun langt bedre, end vi ere vante til at see den, men Huset er tomt. Kirkheiner iner jeg imellem, forleden helsede han mig fra Agnete. Skriv mig en Gang den Lewaldske Kritik af, thi ellers faaer jeg den ikke. Dette Brev er skrevet, som med Hjertet af en Dampvogn, i Gallop, i Gallop ! nu Lev vel, her er mit Lgble, maa jeg nu snart bede om en Keiserindepre igjen. Helsener til alle Sstrene, baade de i Byen og de i Marslev ! nei, hvor der nu maa vre rdsomt i Marslev.

Broderen.

E.S. Lad Dem aldrig stte Tnder ind, jeg har prvet det i Dag. 15 Gange blev jeg brndt i Tandnerven !

(

Tekst fra: H.C. Andersens Hus