Dato: 21. oktober 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

696. Til Henriette Collin.

»Rolighed«, den 21 Oktober 1871.

Kjære Fru Collin !

Imorgen er det Deres Fødselsdag ! eller rettere, naar De modtager dette Brev, kan jeg lykønske Dem til et nyt Leveaar: Gud glæde og velsigne Dem i det ! jeg skriver i Dag da Breve fra Broerne, komme saa seent ind til Byen paa en Søndag og jeg veed selv ikke om jeg endnu i morgen er Menneske til at flytte ind; det vilde jeg allerede for nogle Dage siden, men blev da med Eet, saa forkjølet, fik Hovedpine og Tandpine, ja det var som Hovedet skulde sprænges, hele Natten næsten, laae jeg søvnløs. Fredag Morge[n] var jeg saa betagen at jeg maatte bede Hr Melchior skrive Brev for mig til Fru Koch, som ventede mig til Middag, sige at jeg var Patient. Theodor underrettede jeg ikke derom, da jeg havde hørt tale om at han skulde paa Jagt hos Baron Stampes og jeg antog at han var der.

I Dag er det, som sagt, bedre; men [jeg] veed ikke hvorledes det bliver imorgen, om jeg naaer Byen eller først faaer Dem at see paa Mandag-Middag. Hils Deres Mand og Datter.

Hjerteligst

H.C.Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost