The Hans Christian Andersen Center

Dato: 18. august 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Moritz Gerson Melchior
Sprog: dansk.

Christiania, seent paa Aftenen

den 18 August 1871.

Kjre velsignede Ven! I dette ieblik kommer jeg hjem fra Festen i bothanisk Have, til re for mig og finder Deres Telegram! hvor det ligner Dem! hvor De er magels god og trofast. Jeg maa strax skrive uagtet jeg er saa legemlig trt; den forrige Statsminister - ja, nu husker jeg ikke Navne, er det ikke Hr Birch- [overstreget: Reichenwald] fulgte mig hjem. "Der er Telegram!" raabte jeg, "det er vist fra Digteren Munch som ikke var ved Festen!"; man havde skrevet om, at han mueligt kom fra Landet. Jeg aabnede Telegrammet, vi lste det sammen. "Hvor De dog er et lykkeligt Menneske! hvor har De trofaste, deeltagende Venner, det maa dog vre en Glde!", var hans Ord, og de ere mit Hjertes Ord igjen. Det var en deilig Fest og uagtet Mange endnu ere borte fra Christiania var Kredsen dog umaadelig stor. Fire og tyve betydende Mnd stode for Indbydelsen, Bjrnson var ikke mellem disse, men han havde skrevet Sangen, som [overstreget:jeg her sender Dem] ld saaledes:(see den vedlagte Sang). Jeg blev Klokken halv fem afhentet af et Udvalg fra Comiteen og fandt en Mngde Mennesker paa Veien ud til bothanisk Have. Professorboligen var smukt smykket med Blomster; i Haven stode dkkede Borde, og min Buste var opsat! Folkesagnfortlleren Moe holdt Festtalen, jeg stod ganske nerveus og betaget. Der kom i Talen en venlig Hentydning om at jeg havde besgt alle Europas Lande men ikke Norge, men der kom dertil, en Hyldest, et Hjertelag, der rrte mig til Taarer, saa talte jeg, Gud veed hvad jeg sagde, jeg klarede for mig og jeg saae Taarer i Manges ine; jeg fik Tak, Bjrnson sagde jeg havde aldrig talt bedre. Saa lste jeg, efter Opfordring, to Eventyr "Sneemanden" og "det er ganske vist", man sagde at jeg lste saa klart og herligt at Alle havde forstaaet mig. Man bragte en Hilsen til Danmark og alle Danske, jeg skulde overbringe og der spilledes "Danevang" og "der er et yndigt Land". (tilfjet i

marginen :Damerne tilkastede mig deres Bouquetter; der var en deilig Stemmning.) Til Morgen fik jeg et smukt Digt i "Morgenposten" (det Blad som er, siger man, mod Bjrnson), saa at jeg, Gud skee Lov, ikke er inde i Partie-Strid. Alle komme de mig kjrligt imde. - Jeg er blevet indbudt til Rusgilde af de unge Mennesker som i disse Dage blive Studenter; det er saa hjerteligt og smukt, men om jeg kommer er dog ubestemt, jeg har betinget at jeg kun bliver en Time, da jeg er "en gammel Mand", dernst, at jeg slet ikke kan komme, dersom Bjrnson paa den Dag kan gjre Tour med mig til Mjsen; der var en ung Mand Clausen, med et ikke ringe Talent, som har Hjerte-Varme for mig, han bragte fr jeg forlod Festen en Hilsen fra "det unge Norge". Her er varmt Hjertelag her oppe, her er en deilig Natur og da jeg ved Afskeden sagde, jeg kom igjen, maaskee nste Aar, ld, som fra alle Munde: Velkommen. Hvor underligt dog at Vorherre forunder mig saa megen Glde, Velsignelse og Lykke, og Tusinder gaae i Sorg og Savn. Ja, jeg er en Lykke-Peer!

Hils Deres velsignede Kone, alle Brnene, alle Venner, Torsdagsgjsterne! - og de smaae Venner Sally og Poul! i Hilsnerne ligge Haandtryk til Fader og Moder, Deres Sster Frken Jette og Moses, som jeg ret holder af, men aldrig kan udtale mig for. Hvad er dog det. Nu slipper Papiret. Gud glde og velsigne Dem! [i marginen, s. 4:] Deres taknemlige trofaste

H. C. Andersen

[sangen gengivet fra BB:)

Mel: Jag vet ett land lngt upp mot hgan nord.

Velkommen hid fra ventyrets Land,

Du Barneaand, med vore Drmme,

De, der i Solglands over Verden roer;

men Dig, som troer,

men Dig, som troer, i Favnen alle svmme,

mens Millioner Barneine staae

og se did op hvor store Svrme gaae

:: i Morgenskr::

:: som kridhvid Fuglehr ::

og Dig, som de iblandt den seer,

de jubler mod, de jubler mod og leer.

Velkommen hid den lyse Sommerdag,

da Barnedrmmen naaer til Jorden

og blomstrer, synger, speiler sig og flyer,

et Eventyr,

et Eventyr er nu vort hie Norden,

og ta'er Dig i sin Favn en Fredens Stund

og takker, jubler hvisker Mund til Mund,

:: paa Englelyd ::

:: af Barnehjerters Fryd ::

Du bres did et kort Minut,

hvor al vor Drm, hvor al vor Drm har skudt.

Velkommen hid, vort hele Folk er ungt

og staaer i Drmmens store Alder,

da ventyrligst, det er ogsaa strst,

og Den er frst,

og Den er frst som hrer Herren kalder.

Vi troer paa Dig, Du Barnelngslens Tolk,

at Du er Bud fra Stort i Nordens Folk,

:: Din Phantasie ::

:: har jvnet just den Sti, ::

hvor, fri det Smaa, Du legte bort,

vi engang gaaer, vi engang gaaer mod Stort.

Tekst fra: Niels Oxenvad