Dato: 16. juli 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Therese Henriques, f. Abrahamson
Sprog: dansk.

"Rolighed" den 16 Juli 1871.

Kjære, fortræffelige Fru Henriques!

Det er underligt at jeg endnu ikke har været ude paa "Petershøi", kan De forklare det, jeg kan det ikke rigtig. Det ligger vist i en halv sygelig Magelighed som i det varme Veir gjør mig til Sydboe, og at jeg har det saa godt hvor jeg er. Imidlertid er, og har været, min Tanke ideligt hos de kjære trofaste Venner paa Petershøi, som nok bærer lidt over med mig. Idag kommer jeg vel ikke selv, det jeg havde tænkt paa, men min Skygge kommer, klippet i smaa Skrifttegn kommer den og sladdrer fra Papiret. I Dag er Familien Melchiors ude hos Fru Johanne, jeg var indbudt med, men havde tænkt at tilbringe Middagen hos Dem og Deres, det er imidlertid opgivet, i det jeg i Torsdags lod mig vaccinere, inat har jeg været febril og har isøvne revet mig i Vaccinen, saa min Phantasie er kommet i. Bevægelse derved og det er den rimelige Grund hvorfor jeg ikke i Dag sidder paa Petershøi. Bliver jeg vel ved Ugens Udgang, da reiser jeg til SverrigNorge, hvorfra De vil faae et langt Brev fra mig, maaskee lægger jeg Veien over Gotheborg, uagtet jeg Ingen kjender, men Byen er livlig og Omegnen smuk. Omfavn Deres Børn, særlig lille Marie og siig Deres Mand venlige, smukke Ord fra mig; Jomfruen, ligesom. Amalie og alle Pigerne sendes Hilsener. Hr Hiigg er nu i Sverrig, her kom i Fredags Telegram fra ham, Brev er endnu ikke indtruffet, men han er i Behold i sit Fædreland. - Nu er jeg igjen lige nær med Frøken Hallager, hun kan ikke faae den gamle Leilighed, a Porta har anden Brug for den, og Frøkenen gaaer nu om med "Avisen" for efter den at finde Tagly for mig paa "gammel Holm". - Megen Glæde for dem Alle paa Petershøi; Tilfredshed' paa Landet og "i Vandet"! - Seer De Frøknerne Price da bring mig i venlig Erindring. Meget begjærlig er jeg efter at høre hvor lidt eller meget Hr Valdemar Price har følt sig tilfreds i Wien. Hr Eckard er vendt hjem derfra, men jeg &har ikke seet ham endnu. Emil Poulsen holder Bryllup i næste Maaned. De seer jeg har ikke meget Nyt i Nyhedsposen. Lev hjertelig vel! Deres taknemlig hengivne

H. C. ndersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. (microfilmscan 91, 321-24)